Kategorier
Musiknyheder

De næsten glemte Beatles-julesange

Popgruppen over
dem alle, The Beatles, glimrer altid ved deres fravær, når julesangene findes
frem år efter år. Der er er en udbredt opfattelse af, at The Beatles aldrig
indspillede julesange, men det er ikke helt korrekt. Faktisk blev der hele syv
år i træk sendt en speciel julesingle til medlemmerne af gruppens fanklub med
juleindspilninger og oplæste hilsener fra de fire musikere.

En af sangene,
”Christmas Time Is Here Again”, dukkede
op til overfladen igen i 1996, da gruppen udsendte sangen ”Free As a Bird” på
single, og hvis man roder i pladerne hos inkarnerede Beatles-samlere, vil man
også kunne finde LP’en ”From Then To You – The Beatles Christmas Album” , som i
1970 samlede alle de sjældne fanklub-indspilninger fra 1963 til 1969 på én
skive.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Arie i Inspector Morse

Hej Tor

I Inspector Morse filmen “The Death of the Self” fra 1992 er der den ufattelig smukke Lius arie
fra Turandot sunget af Janis Kelly. Kan det virkelig være rigtigt, at denne
arie ikke findes nogetsteds på nettet, jeg har ledt meget.

Venlig hilsen Ole Færch

Hej Ole

Jeg har ikke
kunnet finde klippet fra Inspector Morse-afsnittet, men Janis Kelly har faktisk
også i andre sammenhænge har optrådt med Lius arie, der også kendes som
“Tu Che Di Gel Sei Cinta”. For eksempel i filmen “The Life of
David Gale” fra 2003. Hvis du er Spotify-bruger, kan du høre denne version
her
, og ellers er den tilgængelig som download på blandt andet iTunes.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sang fra Samsung-reklame

Hej Tor

Et hit der er
stort for tiden er med i en Samsung-reklame (den hvor Messi også er med). Hvad
er det sangen hedder?

Maia

Hej Maia

Sangen er en
lidt anderledes version af ”Royals” med sangerinden Lorde. Den blot 17-årige
newzealænder har for et par måneder siden udgivet albummet ”Pure Heroine”, som
blandt andet indeholder gennembrudshittet ”Royals”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Elektronisk julesang fra middelalderen

Juleplader handler ofte om at give nyt liv til gamle
sange, publikum i forvejen holder af. Den erfarne elektropop-duo Erasure har
søgt længere tilbage end de fleste andre, for deres nye juleplade indeholder
blandt andet en sang, som stammer fra 1500-tallet eller tidligere. Den latinske
”Gaudete” er blevet sunget siden den sene middelalder og knyttes ofte til
tredje søndag i advent, som også kaldes netop gaudete. Ordet gaudete kan
oversættes til ”glæd jer”, og starten af en af bønnerne, der knytter sig til
tredje søndag i advent, lyder “Glæd jer altid
i Herren. Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker”.

Det er dog
ikke kun gamle kirkelige melodier, Erasure moderniserer på den nye plade “Snow
Globe”. Også nyskrevne julesange og genindspilninger af klassikere som “White
Christmas” og “The Christmas Song” forsøger den engelske duo sig med.

Kategorier
Musiknyheder

Stevie Wonder genopfører 70’er-værk

Stevie Wonder hopper nu med på bølgen af
musikere, der opfører hele plader live i deres fulde længde. Wonder har
annonceret, at han på fredag i Nokia Theatre i Los Angeles fremfører hele
værket ”Songs In the Key of Life”, som han i 1976 udgav på to hele LP’er og en
bonus-EP.

Stevie Wonder knoklede ofte i studiet to døgn i træk uden at spise
eller sove, mens teknikere og musikere omkring han af naturlige årsager måtte
give op og holde pause, og i dag ”Songs In the Key of Life” som et af hans
hovedværker. Resultatet af det hårde og fokuserede arbejde blev 21 sange med
højdepunkter som ”Sir Duke”, ”Isn’t She Lovely”, ”I Wish” og ”As”.

Den levende
genopførelse af hele værket sker ved Wonders årlige velgørenhedskoncert ”House Full of Toys Benefit Concert”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vise om en modig kommandant

Hej Tor!

Det følgende er fra en vise jeg lærte i 1962: “Der var engang en
tapper og modig og kommandant, gevaldigvis bersærk og umanerlig stærk, som lænkehund han havde en
mindre elefant, det er så sandt, så sandt jeg gi’r mit overskæg i pant. En dag han lå og sov en vældig rus, ud i elefantens hus da han igen sku op og dyppe trynen, så lettede han jo lidt på overdynen, den var lidt tung, for det var elefanten, men det generede ikke kommandanten. En morgen blev han vækket af pusleri og støj. På sengekanten sad, tre røvere rad på rad. Så spytted han i næven of råbte ship’ohoy”. Så kan jeg ikke huske mere bortset fra, at der er flere vers. Håber
at du kan hjælpe mig (forkortet, red.).

Med venlig hilsen

Kurt Jensen

Hej Kurt

Det lyder som en
munter sag, som jeg egentlig gerne ville høre i sin fulde længde – men indtil
videre har jeg ikke kunnet finde frem til visen om den modige kommandant. Måske
kan den kollektive hukommelse blandt Musikbrevkassens læsere hjælpe os på vej i dette
tilfælde? I så fald tager jeg i mod assistance på tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

TILFØJELSE:
K. Pless har været så flink at fremsende teksten til sangen om kommandanten. Tak!

Der var engang en tapper og modig kommandant.
Gevaldig vild bersærk, og umanerlig stærk
Som lænkehund han havde en mindre elefant
Det er så sandt så sandt, jeg gi’r mit overskæg i pant.
En dag han lå og sov en vældig rus
ud, i elefantens hus.
Da han igen sku’ op og dyppe trynen,
så løftede han lidt på overdynen,
den var lidt tung for det var elefanten,
men det genered’ ikke komandanten.

Når på det vilde hav, for sit land han slog et slaw,
så var han fuld af mod, i kugleregn han stod.
Han grinte af det hele, han sagde aldrig av,
da næsen blev skudt af, så fik han sig en ny af rav.
En dag da skød en mavesvær kanon,
af hans lår en hel portion.
Af agter spejlet misted’ han det hal’e,
så satte han sig på den ene balle,
den anden lå og svømmed’ i Atlanten,
men det genered’ ikke kommandanten.

Af elskerinder havde han mindst et halvt dusin,
for han var jo pikant, den flotte kommandent.
En dag blev der ballade, med skrig og skrål og hvin,
for Kunigunde overrasked’ ham med Irmelin.
Han sig i spejlet så da hun var gået,
Han syn’s der mangled’ noget.
Så sagde han til sin gamle papegøje:
Hvor dælen har hun lagt mit ene øje?
Det hang og spilled’ blomst i kaktusplanten,
men det genered’ ikke kommandanten.

En aften blev han vækket af pusleri og støj.
På sengekanten sad tre røvere på rad.
Så spytted’ han i næven og sagde: ”ship o’høj”
og slog et slaw så skæg og fjer omkring i stuen røg.
På to et halvt minut var stuen tom,
men da han fik set sig om,
så lå hans tommeltot på en kommode,
hans kraveben i skabet, og hans hoved
i den der stod på bunden af servanten,
men det genered’ ikke kommandanten.

Til Afrika han sejled’, og kipped’ med sit flag.
I rød og hvid kulør, for de små sorte mø’r
I pigen Hallihut blev han skudt en solhed dag,
og pigen ku’ jo li’ ham, det var lige hendes smag.
Men også hendes fars. ”Ham smage godt”,
sagde den gamle hottentot.
Så åd de ham, og takked’ pænt for æren,
men da de syn’s han var lidt sej i sværen,
så gylped’ de ham op igen minsanten,
men det genered’ ikke kommandanten

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: VW-reklame

Hej Tor

I en TV reklame
for VW (den med ’Think blue’) er der en dame der nynner en sang. Jeg VED jeg
kender den, men jeg er ved at blive tosset af ikke at kunne huske den rigtigt.

Janni

Hej Janni

Jeg iler med
sjælero: Det er ”Wouldn’t It Be Nice” med Beach Boys, der bliver sunget eller
nynnet i VW-reklamen. Sangen er fra gruppens albummesterværk ”Pet Sounds” fra
1966.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens julesang: Jul, det’ cool

I 1988 var
rapgruppen MC Einar godt i gang med at slå sit navn fast, også uden for det det
spirende danske hiphop-miljø, men det store folkelige gennembrud kom først op
mod jul. Tekstforfatteren Nikolaj Peyk havde forelagt pladeselskabet en idé om en
julerap, men hverken han eller de andre i gruppen regnede med, at ”det skulle
være andet end noget drengene lige skulle have lov til. Når nu vi lå så pænt på
hitlisten”, som han fortalte i Politiken tidligere på måneden.

Gruppens DJ
fandt et brudstykke af den amerikanske julesang ”Sleigh Ride”, Peyk og en ven
skrev den irriterede juleskildring, og rapperen Einar Enemark inviterede sin
mormor med i studiet, så hun kunne levere den nu legendariske linje ”Jamen, du
godeste, er det allerede…”. Stik mod MC Einars egne forventninger skabte alt
dette en dansk juleklassiker.