Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Perfect Day – uden Lou Reed

Hej Tor

Jeg leder efter en gammel ballade, som jeg er ret sikker på
hedder ”Perfect day”. Men det er IKKE den med Lou Reed, og når jeg prøver at
finde sangen, kommer der kun Lou Reed frem (og dem der har genindspillet Lou
Reed). Så nu prøver jeg hos dig.

Jørn P.

Hej Jørn

Nu kan jeg selvfølgelig ikke vide, hvordan sangen i dine
tanker lyder, men jeg vil som det første pege på ”Perfect Day” med Harry
Nilsson fra 1977. Han er nok bedst kendt for numre som ”Without You” og
”Everybody’s Talking”, men ”Perfect Day” fra hans album ”Knnillssonn” er også
en ganske fin sang. Du kan høre den på Youtube.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Big Girls Don’t Cry

Hej Tor

I vores glade pigtrådsdage var der en dansk gruppe der
optrådte med ”Big girls dont cry”. Kan du mon fortælle hvem det var? Så vil vi
blive glade herhjemme.

Mogens

Hej Mogens

Red Squares var egentlig englændere, men med base i Danmark
udgav de bl.a. deres version af Four Seasons-sangen i 1967, så mon ikke det er
dem, du tænker på?

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Den syngende bokser på Broadway

I efteråret 2012 var der i Tyskland premiere på ”Rocky – das
Musical”, og nu er forestillingen baseret på Sylvester Stallones gamle boksefilm
”Rocky” også klar til at rykke ind på Broadway i New York. Sangene i musicalen er
skrevet af erfarne musicalfolk, men mellem de nye sange er der også gjort plads
til dels det legendariske Rocky-tema ”Gonna Fly Now” og ”Eye of the Tiger” fra
filmen ”Rocky III”.

I arbejdet med ”Rocky III” havde man egentlig brugt
”Another One Bites the Dust” med Queen i flere af boksescenerne, men da man
ikke kunne få tilladelse til at bruge den i filmen, måtte man gå i en anden
retning. Stallone kontaktede selv musikerne i gruppen Survivor for at bede dem
levere en sang, der kunne give både slagkraft og ungdommelig appel, og
resultatet blev det nummer, der den dag i dag stadig er tæt forbundet med
boksning, ”Eye of the Tiger”.

Premieren på ”Rocky – The Musical” kan opleves på
Winter Garden Theatre tirsdag den 11. februar.

Kategorier
Musiknyheder

40 års Waterloobilæum

På søndag er det 40 år siden, svenskerne oplevede en vigtig
begivenhed i landets musikhistorie – langt vigtigere end de på det tidspunkt
kunne vide. Den 9. februar 1974 vandt gruppen Abba nemlig Melodifestivalen, som
Melodi Grand Prix kaldes i Sverige, med sangen ”Waterloo”. Sammen med deres
manager Stig Anderson havde de arbejdet målrettet på at skabe en sang, der
kunne sende dem videre til det internationale Melodi Grand Prix, fordi det
ellers var svært for musikere fra ikke-engelsksprogede lande at få opmærksomhed
uden for hjemlandet.

Efter måneders arbejde stod de ambitiøse musikere og deres
manager med et svært valg: Skulle de satse på den bløde og iørefaldende ”Hasta
Mañana” eller den glamrockede og i Grand Prix-sammenhæng mere utraditionelle
”Waterloo”. Valget faldt på ”Waterloo”, som vandt en knusende sejr i
Melodifestivalen, og med sin europæiske sejr 6. april 1974 blev Abbas
verdensomspændende succes grundlagt.