Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tu-tu-tusindben

Hej Tor

Kan du sige mig hvem der synger ”Tusindben”. Jeg kan huske lidt teksten:
”I en rendesten, syd for Nordcafeen, blev jeg født uden at vide hvad jeg var
for en. Det var ikke så sjovt, det var meget flovt. Det var være end at gå med
numsen bar.” Og så noget kor der synger tusindben.

Hilsen og tak, Sonja

Hej Sonja

Sangen
“Tusindben”
var med Dr. Phil, som var kunstnernavnet for
dansk-englænderen Phil Barrett. Han havde bl.a. været musiker for Kim Larsen og
tekniker for Snapshot (læs mere her), men fik altså også egen succes i 1983 med det
besynderlige nummer om et ”tu-tu-tusindben”. I øvrigt er jeg ret sikker på, at
tusindbenet blev født “syd for Nord-Athen” og ikke
“Nordcaféen”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Simpsons-intro med Ke$ha

Hej Tor

Der var et
Simpsons afsnit hvor de i stedet for den almindelige start brugte et nyt hit
(2011?). Kan du hjælpe med at finde det, både sangen og klippet?

Ulrik

Hej Ulrik

Jeg tror, jeg
ved, hvad du tænker på. I et af de afsnit af ”Simpsons”, der blev produceret i
2010, blev åbningssekvensen bygget over nummeret ”Tik Tok”, som var et stort
hit for sangerinden og rapperen Ke$ha. Du kan se det på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Big Fat Båndoptager

Hvis en plade nu om stunder ikke skal indspilles på digitalt udstyr,
er det en aktiv – og måske endda lidt besværlig – beslutning fra bandets side.
Ikke desto mindre var det den beslutning, medlemmerne i Big Fat Snake tog, da
de skulle i gang med deres nye album. I stedet for det digitale studieudstyr og
dets mange muligheder for at klippe og klistre i optagelserne har de denne gang
benyttet sig af at spille live i studiet og forevige det på en analog
16-spors-båndoptager, ligesom i rockens gamle dage. Af samme årsag var
arbejdstitlen på den nye udgivelse ”Gamle idioter”, men når pladen lander i
butikkerne i starten af næste uge, er det dog med titlen ”IdiOcrazy”.

Kategorier
Musiknyheder

Rapper hylder Alberte

Det
er velkendt, at folk fra hiphop-scenen ofte sampler andre musikere, dvs. låner
små bidder fra andres musik og bygger deres egne numre omkring det. Men at lave
en hel udgivelse baseret på sangstumper fra en enkelt kunstner fjernt fra
hiphoppen er dog alligevel lidt usædvanligt. Ikke desto mindre er det det,
rapperen Pede B og hans makker DJ Noize har gjort på en EP, der udkom i dag. Da de fandt ud af, at de begge havde en forkærlighed for sangerinden
Alberte og barndommens ”Luna” i ”Bamses billedbog” på tv, gik de i gang med et
større projekt.

– Jeg har aldrig mødt Alberte,
men er vokset op med Lunas autograf hængende på køleskabet, fortalte Pede B
tidligere i år til metroXpress.

Nu er en stribe af Lunas – eller rettere
Albertes – mindre kendte sange blevet moderniseret og viderefortolket på den
nye EP, der hedder “Vi hjerte Alberte”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sang om Schlüter

Hej Tor

Håber du kan knække
denne her og evt. finde ud af hvor jeg kan finde melodien til denne tekst:

“Og
som en flok masochister råber vælgerne i kor: Schlüter bliv vor statsminister,
kom og gi´ os streng dressur. Fat om sparekniven Schlüter, stik den ind og drej
den rundt. Skide vær’ om det nytter, bare det gør ondt. Åh, åh farmand, smæk os
i den bar’ mand. Sagen den er klar, mand: Det vi trænger til er Farmand”.

Hvor
stammer den fra, hvem har skrevet tekst og melodi og er den udgivet?

Venlig hilsen

Kai Bylling, Terndrup

Hej Kai

Det kunne lyde
som en sang fra en revy eller et satireprogram – og derfor ikke nødvendigvis
fra en egentlig pladeudgivelse. Der ringer ingen klokke hos mig, men jeg er
selv blevet lidt nysgerrig efter at få løst ”mysteriet om farmand”, så måske
har den kollektive hukommelse blandt Musikbrevkassens læsere et bud? I så fald tager
jeg imod svar og ledetråde på tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fup eller fakta

Hej Tor

Der var engang
en sang, der hed ”Er det fup eller fakta med dig”, men jeg kan ikke finde den.

Jette

Hej Jette

Din linje fra
omkvædet er rigtig nok, men titlen på sangen var blot ”Fup eller fakta”. Det
var Bent Werther, der gjorde den populær i 1972, men det var hans ven og
kollega Gustav Winckler, der skrev den til ham.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

87-årig rockstar kommer til Danmark

Når en rockstjerne er passerer pensionsalderen, er det
forventeligt, at instrumenterne for længst er pakket væk, men sådan er det ikke
for rock’n’roll-legenden Chuck Berry. Som 87-årig er han stadig aktiv, og om få
dage bringer hans afskedsturné ham til Danmark. Trods sin høje alder er manden
bag klassikere som ”Johnny B. Goode”, ”Sweet Little Sixteen” og ”Roll Over
Beethoven” stadig i god form, og han er endda i stand til at optræde med sin
karakteristiske ”duck walk”, hvor han halvt i knæ spiller guitar, hoppende hen
over scenen med det ene ben forrest. Den lidt aparte ”signatur-dans” opstod
helt tilbage i 1956, hvor han ved en koncert gik ned i knæ for at skjule, at
hans jakkesæt var krøllet. Publikum var vilde med det, og ”the duck walk” blev
en fast gimmick ved Berrys shows. På lørdag optræder han på Værket i Randers
ved det, der meget vel kan blive hans sidste koncert på dansk jord.

Kategorier
Musiknyheder

En hård dags nat

Nogle gange skal en dygtig sangskriver ikke have
meget andet end en sjov sætning som inspiration, før idéerne begynder at
udvikle sig. Om få dage er det præcis 50 år siden, at en mærkværdig formulering
lagde grundstenen til et kæmpehit. Medlemmerne i The Beatles havde brugt hele
dagen på optagelserne til en film med arbejdstitlen ”Beatlemania”. Der var kun
et meget lille budget til filmen, som mest af alt var en undskyldning for at
kunne udgive et soundtrack med nye Beatles-sange, men de fire musikere
knoklede, og den 15. april 1964 efter en lang dag med optagelser sagde Ringo
Starr, at det havde været ”a hard day’s night” (en hård dags nat, red.). John
Lennon greb den besynderlige frase i luften og skrev ikke blot et nyt hit for
gruppen, men også en sang, der blev titlen på gruppens filmdebut.