Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vurdering af gamle plader

Hej Tor

Jeg følger din brevkasse i Stiften, og for nogen tid siden gav du
et tip til, hvor man kunne søge på vurdering/salg af LPer. Jeg klippede dit
svar ud til senere brug og satte det på min opslagstavle – men “borte” må have
taget det, for væk er det. Kunne du være sød og sætte mig på sporet? På forhånd
tak.

Venlig hilsen Birthe Skantorp

Hej
Birthe

Jeg
har flere gange fået spørgsmål om vurdering af gamle plader og har henvist til
en lille håndfuld steder, man kan gå hen i den forbindelse. Hvilket udklip du
har haft hængende, kan jeg selvfølgelig ikke vide, men du kan søge informationer
om pladepriser på sider som popsike.com og rarerecordpriceguide.com eller den
danske side musiccollector.dk.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Rumrejse med musicalstjerne

Op gennem 80’erne
og 90’erne har navnet Sarah Brightman især været forbundet med Andrew Lloyd
Webbers store musicals som ”Cats” og ”Phantom of the Opera”, og sammen med
Andrea Bocelli tog hun verden med storm med duetten ”Time to Say Goodbye”. Men
hendes debut som sangerinde trækker en besynderlig tråd til Brightmans næste
store projekt. I 1978 udgav hun nemlig sammen med gruppen Hot Gossip
discohittet ”I Lost My Heart to a Starship Trooper” (Jeg tabte mit hjerte til
en rumskibs-officer, red.), og tirsdag den 10. marts vil hun på et pressemøde fortælle om
sin forestående rumrejse.

Sarah Brightman har nemlig købt sig plads som
rumturist på den opsendelse, som også den danske astronaut Andreas Mogensen er
en del af den 1. september. Den 55-årige musicalstjerne har i de seneste år
gennemgået en stribe undersøgelser og træningsprogrammer for at være i stand
til at gennemføre turen, der menes at koste ca. 350 millioner kroner, men hvem
der finansierer hendes nye hobby er endnu ikke helt klart. Til gengæld skulle
det være sikkert, at Sarah Brightman under sit ti dage lange ophold på den
internationale rumstation ISS skal optræde, og at publikum hjemme på planeten
Jorden vil kunne følge det.

Kategorier
Musiknyheder

Ace of Base-arkivet på CD

Der er vist
ingen tvivl om, at det svenske band Ace of Bases storhedstid for længst er
overstået. Strømmen af hits døde ud omkring årtusindskiftet, og de to
oprindelige sangerinder har ikke været en del af gruppen i flere år – men det
betyder ikke, at der er total tavshed fra Ace of Bases side. Sangskriverne
Jonas Berggren og Ulf Ekberg har via internettet i de sidste par år løbende delt
ud af deres omfattende arkiv af demooptagelser og uudgivne sange, og nu samler
de en stribe af de sjældne eller ukendte indspilninger på et nyt album.

Gruppen
slog sit navn fast i 1992 med ”All That She Wants”, og en af historierne om sangen fortæller,
at produceren Denniz Pop havde fået et demobånd, som satte sig fast i båndoptageren
i hans bil. Han fik derfor hørt udkastet til ”All That She Wants” så mange
gange, at han vidste hvilke justeringer, der skulle til for at gøre den til et hit.
Sidenhen blev det til succeser som ”The Sign”, ”Life Is a Flower” og ”Happy
Nation”, og for rigtige Ace of Base-fans vil der være mere at hente fra 1990’erne,
når arkivalbummet ”Hidden Gems” udkommer på fredag.