Kategorier
Musiknyheder

Manilow siger farvel til turnélivet

Titlen
siger egentlig det hele, men sangeren Barry Manilow har også i interviews
understreget, at det er alvor, når han kalder sin igangværende turné ”One Last
Time” (En sidste gang, red.). Manilow er manden bag hits som ”Mandy”, ”Copacanbana”
og ”Could It Be Magic”, og han har ingen planer om at trække sig tilbage fra
arbejdet med musik, shows og musicals, men livet på landevejen skal have en
ende nu:

”Det har været 40 år – eller faktisk mere end det – hvor jeg har boet i
en kuffert og ventet på roomservice. Folk synes, det er glamourøst, men
glamourøs er det sidste ord, jeg vil bruge om dette arbejde. Jeg vil formentlig
savne begejstringen, men jeg vil ikke savne turnélivet”, fortalte han for nylig
til Billboard.

Touren afsluttes på onsdag i den amerikanske by Omaha på Manilows
72-års-fødselsdag.

Kategorier
Musiknyheder

Apple vs. Apple

I
denne uge landede en stor nyhed inden for moderne musikdistribution. Apple,
der står bag blandt andet Mac-computere, iPhone og musikbutikken iTunes,
annoncerede, at de lancerer en ny musiktjeneste, som kommer til at tage kampen
op med for eksempel streaming-giganten Spotify.

Med det nye produkt Apple Music
bevæger Apple sig et skridt længere ind på et område, der ellers tidligere har
været genstand for uenighed og retssager. The Beatles grundlagde pladeselskabet
Apple Records, så da der i 1970’erne dukkede et firma op med navnet Apple
Computer, opstod der uenighed om deres ret til at bruge Apple-navnet. Løsningen
på sagen blev, at Apple Computer kunne beholde Apple-navnet, men at de ikke
måtte gå ind i musikbranchen. Da Apple lancerede iTunes-butikken og musikafspilleren
iPod blev en ny sag indledt, fordi Apple Records mente, at den gamle aftale
ikke blev overholdt, men IT-selskabet vandt sagen, da retten vurderede, at
Apple Records-navnet ikke blev krænket af, at Apple Computer gik ind i de nye
markeder.

Senere er The Beatles’ egne Apple-udgivelser endda blevet indlemmet i
iTunes-butikken, og mon ikke også det er tilfældet, når den nye Apple
Music-tjeneste åbner 30. juni.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Søren Ryge og Schubert

Hej
Tor

Søren Ryge har det sidste par mandage i
sine udsendelser fra h.h.v. Skallingen og “den flyvewnde landmand” brugt en
klaverkoncert af Schubert. Kan du hjælpe mig med titlen?

mvh jess.

Hej
Jess

Der
er tale om Schuberts ”Impromptu i F-mol, opus 142”. Impromptu-serien er en
stribe klaverstykker, Franz Schubert komponerede i 1827, men opus 142 blev
først trykt efter Schuberts død året efter.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Flere begravelser med Kim Larsen

Langt
fra alle danskere er interesserede i at blande Gud for meget ind i deres
begravelse, viser en ny undersøgelse. Det er bedemandsforretningen
Bedrebegravelse.dk, der har spurgt flere end 1200 voksne danskere om deres
ønsker til begravelse eller bisættelse, og kun halvdelen ønsker religiøst
indhold, og en tredjedel vil ligefrem frabede sig det.

Udviklingen har også
betydning for sangvalget, og særligt én melodi har gennem snart 30 år vundet
indpas ved den sidste rejse. Hele 26 procent af de adspurgte vil gerne begraves
til Kim Larsens ”Om lidt”, mens 28 procent foretrækker salmer. Faktisk har det
været diskuteret, hvorvidt Larsens sang om cirkusprinsessen på sin line
ligefrem burde optages i salmebogen, men det afviste salmebogskommissionen, som
i 2002 præsenterede materialet til den nye salmebog. Et af problemerne med ”Om
lidt” er i denne sammenhæng, at det er svært at forene kirkens budskab om det
evige liv med den tvivlende linje ”vi ses måske igen”. Ikke desto mindre giver
mange præster lov til, at melodien kan spilles i kirken, for eksempel som postludium,
hvis der er et særligt ønske fra de pårørende.

Kategorier
Musiknyheder

Operaveteran på vej til Aalborg

Han måtte aflyse sin koncert i februar på grund af
sygdom, men nu har en ganske særlig operasanger endelig kurs mod Nordjylland. Der
er ingen tvivl om, at Plácido Domingo, Luciano Pavarotti og José Carreras som
De Tre Tenorer op gennem 1990’erne var med til at bringe opera ud til de brede
masser i et omfang, man ellers sjældent ser.

Længe før tenortrioen blev dannet,
havde de dog hver især prøvet kræfter med populærkulturen, og et af de mest
kendte eksempler er Domingos duet med John Denver, ”Perhaps Love”. Denver havde
skrevet den til sin kone Annie, kort tid efter de var blevet separeret – den
samme Annie, der var kilde til hans ballade ”Annie’s Song (You Fill Up My
Senses)”, som Domingo i øvrigt også har indspillet.

Om de gamle Denver-sange
stadig er en del af repertoiret hos den nu 74-årige operasanger, vil publikum i
Musikkens Hus i Aalborg finde ud af søndag den 14. juni, når Domingo optræder med Aalborg
Symfoniorkester.