Måned: september 2016

Hej
Tor

Man
hører stadig nogle gange California Blue, med Roy Orbinson. Den har alle dage
virket så bekendt, så mit spørgsmål går på om den rigtigt er med Roy Orbinson,
eller om der har været nogen, der lavede den før ham. Jeg håber du kan opklare
denne lille ”gåde”.

Jørn

Hej
Jørn

Det
var Roy Orbison, der var den første. Han skrev ”California Blue” sammen med
Jeff Lynne og Tom Petty, som han også spillede sammen med i bandet Traveling
Wilburys. ”California Blue” stammer fra albummet ”Mystery Girl”, der udkom i
1989 kort tid efter Roy Orbisons død. Sangen findes i også på dansk som ”Californiens
blå” med Peter Kent.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

I
den kommende uge er der dansk premiere på en ny musikfilm om The Beatles, som dykker
ned i et omfattende arkiv af optagelser og interviews, der alle sammen kredser
om perioden 1962-1966, hvor gruppen stadig gav koncerter. Dokumentarfilmen har
fået titlen ”Eight Days a Week – The Touring Years”, opkaldt efter et af deres
hits fra 1964.

Der findes flere historier om, hvordan beskrivelsen af en uge
med otte dage sneg sig ind i sangteksten. Den ene handler om, hvordan Paul
McCartney på vej hjem til John Lennon spurgte sin chauffør, om han havde noget
at se til for tiden, hvortil chaufføren svarede, at han arbejdede otte dage om
ugen på grund af travlhed, mens den anden – og mere udbredte – forklaring går
på, at Ringo med et af sine mange skæve udtryk brugte formuleringen ”eight days
a week” til at beskrive det konstante arbejdspres, The Beatles var under i den
periode. Det pres får man et indblik i, hvis man tager i biografen og ser den
nye koncert-dokumentar, som har dansk premiere på torsdag.

Julegaveidéen
til den ihærdige Bruce Springsteen-fan lander tidligt på året, for tirsdag udkommer den 500 sider lange selvbiografi, som ”The Boss” har arbejdet på gennem
de sidste syv år. Bogen fortæller hans egen historie om opvæksten i New Jersey,
vejen ind i musikken, karrierens store år og de kampe, han har oplevet
undervejs, og biografen har – nærmest helt logisk – fået titlen ”Born to Run”.

Navnet
er naturligvis hentet fra titelnummeret til den LP, han udsendte i 1975, men
faktisk havde han arbejdet længe på netop den sang. Allerede i maj 1974 spillede
han ”Born to Run” til en koncert, som gjorde, at han blev udråbt til at være
rockens fremtid af rockkritikeren Jon Landau, som siden da har været
Springsteens manager, og The Hollies-sangeren Allan Clarke nåede faktisk at
udgive sin egen version af ”Born to Run”, før Bruce Springsteen gjorde. Nu lægger
den ikoniske rockklassiker også navn til musikerens selvbiografi, og simultant
med bogudgivelsen bliver albummet ”Chapter and Verse” lanceret med både
kendte hits og hidtil uudgivet materiale, som på forskellig vis understøtter
den historie, der også fortælles i ”Born to Run”-bogen.

Hej
Tor

For
mange år siden florerede der en nogle udgaver af Jodlebirge sange med en, der
slet, slet ikke kunne synge. Ret sjovt. Hvad hed han?

Mvh.
”Kimme”

Hej
”Kimme”

Han
hed Jodle Keld, og mens baggrunden for navnet er let at regne ud, så er årsagen
til, hvordan han nogensinde blev lukket ind i et pladestudie mere uforståelig.
Men hans tonedøve fortolkninger af ”To brune øjne”, ”Marianne” og andre Jodle
Birge-sange var så uventede, at han blev lidt af en kultfigur i en periode i
1990’erne.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Hvis man den
25. september 1976 havde opholdt sig på Mount Temple Comprehemsive School i
Dublin, ville man have kunnet se en 14-årig knægt hænge en seddel på skolen for
at finde jævnaldrende, der ville være med til at danne et band. Seks svarede på
Larry Mullen Jr.’s efterlysning, og bandet var en realitet, men efter nogle
måneder var der kun fire medlemmer tilbage. Til gengæld er det de fire
musikere, som den dag i dag stadig optræder sammen under navnet U2.

Til at
starte med hed de ellers Feedback, opkaldt efter den høje tone det giver, når
mikrofonen ved en fejl går i ”rundhyl” i højttalerne, men allerede i 1977
skiftede de for en kort bemærkning navn til The Hype – begge navne foreslået af
forsangeren med kælenavnet Bono. En ven fra et andet band foreslog en stribe
alternative bandnavne, og de fire irske teenagere endte med at lægge sig fast
på navnet U2, som var det navn, de hadede mindst blandt forslagene.

På lørdag
er det 40 år siden, en seddel på en opslagstavle bragte Bono, Larry Mullen Jr.,
The Edge og Adam Clayton sammen.

For 25 år siden blev rockmusikken ramt af en regulær revolution. Tre unge
mænd fra Seattle i USA rystede en – efter manges opfattelse – hensygnende
rockscene med deres stil, da gruppen Nirvana udsendte albummet ”Nevermind”, som
både blev kendt for numre som ”Smells Like Teen Spirit” og ”Come As You Are” og
for det let genkendelige pladecover med en baby, som under vandet svømmer efter
en pengeseddel. På forhånd var der naturligvis diskussioner om hvorvidt en
meget synlig baby-tissemand ville kunne støde nogen, og pladeselskabet foreslog
derfor en Plan B med et klistermærke, som kunne sættes over dette den fire
måneder gamle drengs kønsdele, hvis det blev nødvendigt. Forsanger Kurt Cobain
ville dog kun være med til denne kompromis-løsning, hvis teksten på
klistermærket lød ”Hvis dette støder dig, må du være skabs-pædofil”. Planen
blev droppet.

På lørdag er det 25 år siden, ”Nevermind” udkom, og pladeselskabet
havde håbet, at de måske ville kunne sælge 250.000 eksemplarer, men albummet,
der for alvor definerede de tidlige 1990’eres grunge-bølge, har for længst
passeret 30 millioner solgte på verdensplan.

Hej
Tor

Vi
ser Toppen af poppen herhjemme. Og normalt kigger man jo på sangerne/sangerinderne,
men jeg holder også lidt øje med guitaristen i bandet. For jeg ved jeg har set
ham før, men jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvem han er. Ved du det?

Mvh.
Torben

Hej
Torben

Guitaristen
hedder Jonas Krag, og han har gennem flere årtier været en af de mest benyttede
studiemusikere herhjemme og har spillet med i bandet på mange kunstneres turnéer.
Han har for eksempel været guitarist for Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Anne
Linnet, Jette Torp og sågar Take That-forsanger Gary Barlow.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Det
lignede måske en sjov idé med en kort levetid, da Four Jacks blev genoplivet i en
slags teaterkoncert i 2008, men kopi-bandet med Stig Rossen, Keld Heick, Jesper
Asholt og Jesper Lohmann har vist sig at være en sejlivet succes, og More Jacks,
som de af og til kalder sig, er atter på landevejen med sange som ”Oh Marie”, ”Æselsangen”
og ikke mindst ”Mandalay”.

Sidstnævnte trækker tråde meget længere tilbage end
Four Jacks, for ”Mandalay” udspringer af et langt digt af den kendte forfatter
Rudyard Kipling fra 1890. I 1907 satte den amerikanske komponist Oley Speaks
melodi til Kiplings fortælling om en britisk soldats forelskelse i en burmesisk
kvinde. Oprindeligt var ”On the Road to Mandalay” en march-melodi med en
operettesanger, mens swing-versionen med Four Jacks fra 1961 lagde sig en del
tættere op ad Frank Sinatras fortolkning fra 1958.

På søndag kan forestillingen
”Four Jacks for altid” opleves i Aalborg Kongres & Kultur Center.