Kategorier
Musiknyheder

The Weeknd på mandag

I
begyndelsen af februar åbnede Metallica Danmarks nye store koncertsted, Royal
Arena i København, som skal trække nogle af verdens største stjerner til
landet. Allerede nu er der annonceret besøg af folk som Celine Dion, Bruno Mars
og Lady Gaga, og der er udsolgt, når et af tidens største popfænomener tropper
op om en uge. Den canadiske sanger med kunstnernavnet The Weeknd, der giver
koncert i Royal Arena mandag den 20. februar, er mest kendt for hittet ”Can’t Feel My Face” fra
2015, der måske kan lyde som en kærlighedssang, men som også let kan tolkes som
omhandlende kokain. Skulle man mangle klare argumenter for den reference, skal
man blot se Johnny Depp-filmen ”Blow” om netop kokain, hvor en af personerne efter
at have taget for sig af de forbudte stoffer udbryder ”I can’t feel my face”. Med
sig har The Weeknd også hits som ”Earned It”, ”The Hills” og de seneste ”Starboy”
og ”I Feel It Coming”.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik i Wasa-reklame

Hej Tor
Kan du finde frem til den svenske sang der bliver brugt i Wasa reklame? Kan simpelhen ikke finde den.

Hanne Nielsen

Hej Hanne

Sangen fra reklamen, som også kan ses på Youtube, udspringer af et kendt svensk digt i fire dele af Gustaf Fröding med titlen “Strövtåg i hembygden”, udgivet i 1896. Musikken i reklamen er med tekst fra første del af denne digtcyklus, “Det är skimmer i molnen och glitter i sjön”, og det er ikke første gang, der sættes musik til denne del. For fem år siden var “Strövtåg i hembygden” et stort hit i Sverige for gruppen Mando Diao, men versionen i reklamen synges af Maja Francis og er nu udgivet under kunstnernavnet Rymdfåglar. “Strövtåg i hembygden” med Rymdfåglar kan findes på flere streamingtjenester som Spotify og Apple Music.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Voksne ibens fejrer sig selv

Den 10. februar 1997 udkom en af det års mest opsigtsvækkende danske plader, debutalbummet med trioen ibens. Med sange som “Ølstykke i November”, “Jeg Savner Min Blå Cykel” og “Solveig” markerede ibens sig med naiv hverdagspoesi og en ikke just avanceret lyd. Forsanger Carsten Lykke mente ikke selv, at han var nogen god sanger, og bandet var ikke ligefrem landets dygtigste musikere – og det var de udmærket klar over, forklarede de dengang i Jyllands-Posten:

”Mange bands tror, at hvis de skal være gode, skal de sige deres jobs op og flytte ind i øvelokalet. Vores attitude er mere punket. Det kan godt være, at vi ikke spiller så godt, men vi har lavet et band alligevel”, fortalte trommeslager Kristian Høeg dengang.

Gruppen har været gået fra hinanden flere gange siden dengang, men trods tilbagevendende stridigheder mødes de tre musikere på fredag – 20-års-dagen for udgivelsen af albummet ”ibens” – på spillestedet Posten i Odense for at spille sangene fra dengang, samtidig med at albummet genudgives på vinyl.

Kategorier
Musiknyheder

Carole King fylder 75

Som 4-årig kunne Carole Joan Klein spille klaver, og allerede i teenageårene blev hun med kunstnernavnet Carole King kendt som en af tidens dygtigste sangskrivere. På torsdag fylder musikeren, sangerinde og komponisten Carole King 75, og i den alder har hun unægteligt en del mere med sig i bagagen, end hun havde i sine unge dage. Ikke desto mindre rummede en af hendes allerførste succesfulde sange en tyngde og modenhed, man ikke nødvendigvis forventer af en teenager. King var nemlig blot 18 år gammel, da hun var med til at skrive ”Will You Still Love Me Tomorrow” til The Shirelles.

57 år senere kan hun se tilbage på en karriere med store sange som ”You Got a Friend”, “(You Make Me Feel Like) A Natural Woman”, “Crying In the Rain”, “The Loco-motion” og “Take Good Care Of My Baby”, som blot er et lille udvalg af de 118 sange på den amerikanske Top 100-hitliste, hun havde en finger med i gennem anden halvdel af det 20. århundrede, og yngre årgange kan måske nynne med på hendes temasang “Where You Lead” fra tv-serien ”Gilmore Girls”. Det er ikke så underligt, at den meget snart 75-årige Carole King ved årtusindskiftet kunne udråbes som den mest succesfulde kvindelige sangskriver gennem et halvt århundrede.