Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hvis du gi’r en omgang

Hej Tor

Jeg leder efter en sang, jeg kan huske fra min barndom, at min far nogle gange sang, når han havde sine ”herrevenner” på besøg til fest. Det er noget med ”Når du giver en omgang, og jeg giver en omgang”, og jeg har en idé om at det er John Mogensen, men jeg har ikke kunnet finde denne.

Med venlig hilsen

Mikkel

Hej Mikkel

Det må helt bestemt dreje sig om ”Hvis du gi’r en omgang” med kvartetten Teddy, Chano, Jan & John, det vil sige den gruppe, Teddy Edelmann spillede i, før han blev solokunstner. Den godmodige drikkevise stammer fra 1973.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

U2-1987-30

For rigtigt mange, der var unge i 1980’erne, var 9. marts 1987 en afgørende dato – også hvis de ikke selv er klar over det. På denne dag udkom nemlig U2-albummet ”The Joshua Tree”, som hævede U2 fra at være en interessant og succesfuld gruppe til at være sin generations store, toneangivende band. Torsdag er det 30 år siden, og den store markering af jubilæet følger senere på året, når U2 drager af sted på ”The Joshua Tree Tour” for at optræde med alle sangene fra dengang.

Forsanger Bono har i den anledning fortalt, at han selvfølgelig har sunget nogle af sangene mange gange siden da, men aldrig dem alle sammen i forlængelse af hinanden, og at han glæder sig til jubilæumsturnéen:
”For nylig lyttede jeg til hele The Joshua Tree for første gang i næsten 30 år. Det er lidt af en opera. Mange af følelserne er sært aktuelle, kærlighed, tab, bristede drømme, forsøget på at gemme sig bort, polarisering”, og det er disse 30 år gamle beskrivelser Bono og U2 tager med ud på landevejene fra 12. maj i form af store sange som “With Or Without You”, “I Still Haven’t Found What I’m Looking For” og “Where The Streets Have No Name”.