Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Om pigen, der elsker Abba

Hej Tor

Efter den megen snak om at Abba har lavet noget nyt
sammen i sidste uge har min hjerne knaget for at komme i tanke om en dansk sang
om en pige, der er vild med Abba. Men jeg KAN ikke finde den. Vi er ude i noget
Johnny Reimar eller Bjørn Tidemand agtigt, tror jeg. Det må du da vide noget
om.

Mvh Erik L.

Hej Erik L.

Du er på rette vej, og jeg leder dig gerne i mål: Jeg
er nemlig sikker på, at det er Keld Heicks ”Lille frk. Abba”, du tænker på. Og
den handler godt nok om en pige, der er vild med Abba, men også om en fyr, der bestemt
ikke er lige så vild med Abba, som han er med pigen: ”Du bli’r aldrig træt af
Frida og Agnetha, det gør jeg – men om så du gi’r mig sorg og kvaler, bli’r jeg
aldrig, aldrig træt af dig”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Dansk viking kæmper med svensk sang

Tirsdag aften afholdes den første semifinale i Det Internationale Melodi Grand Prix, og torsdag er det så blandt andet Danmarks tur til at kæmpe om en
plads i lørdagens finale. Det er Jonas Flodager Rasmussen, der under
kunstnernavnet Rasmussen repræsenterer Danmark, men sangen, han stiller op med,
er faktisk svensk. ”Higher Ground” er nemlig skrevet af de to svenske
sangskrivere Niclas Arn og Karl Eurén, som egentlig havde sendt nummeret ind
til det svenske Grand Prix. Her blev der ikke plads til ”Higher Ground”, men i
stedet havde de heldet med sig hos de danske arrangører. DR ville dog ikke
bruge den langhårede og storskæggede svenske sanger Dennis Bengtsson, som havde
indsunget demoversionen af ”Higher Ground” og fandt i stedet frem til den
langhårede og storskæggede danske sanger Rasmussen. Han og hans vikingekor er
på scenen i Portugal torsdag aften – og forhåbentlig igen på lørdag.

Kategorier
Musiknyheder

Lars Lilholt og Bob Marley

Lars
Lilholt udsendte i sidste uge sit nye album ”Drømmefanger”, som i stor stil
udforsker hans baggrund i og kærlighed til folkemusikken, men pladens
åbningssang lyder noget anderledes. ”Første gang på Roskilde” er nemlig et
reggae-nummer, der fortæller historien om den helt unge Lilholt, som sammen med
gruppen Kræn Bysteds skulle optræde på Roskilde Festival i 1978 og endda fik
lov at møde reggae-kongen Bob Marley og hans band The Wailers. Sangen flettes
sammen med det let genkendelige ”Woe yoy yoy, woe woe yoy yoy” fra Bob
Marley-nummeret ”Buffalo Soldier” – men ret beset er det en lidt underlig
kombination. På Roskilde Festival i 1978 spillede Bob Marley nemlig slet ikke
”Buffalo Soldier”, for den var blandt hans sidste sange inden hans død i 1981
og blev endda først udgivet i 1983.

Ud over Bob Marley og Kræn Bysteds kunne
Roskildes festivalgængere i 1978 for 100 kr. opleve blandt andre Elvis Costello,
C.V. Jørgensen, Björn Afzelius, Gnags – og Terndrup Byorkester!