Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Oh nooooo” i 1960’erne

Hej Tor

Kan du ikke hjælpe med at trykke på de rigtige
tangenter i min hukommelse? Forleden hørte jeg en ringetone på telefon, der var
starten på et hit fra – mener jeg – engang i 60érne: ”OH NOOOOO!”. Det var hvad
der var – råbt ud af en rå mandestemme (lige inden musikken starter). Jeg
kender den SÅ godt, men kan ikke komme på fortsættelsen. Jeg tjekkede først
Fire med Arthur Brown – han råber, før han starter, men ikke Oh No. Så prøvede
jeg Wild thing med Troggs – negativ. Hvis du er knap så forkalket, vil jeg
gerne høre dine bud.

Birthe Skantorp

Hej Birthe

Hvis jeg hørte ”Oh noooo”-råbet, ville jeg muligvis
kunne give dig et uforkalket svar, men når jeg bare ser det på skrift, er der
desværre ingen klokke, der ringer hos mig. Jeg sender derfor dit spørgsmål i
plenum hos Musikbrevkassens kollektive læserhukommelse og krydser fingre for gode bud
på tor@musikbrevkassen.dk.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

OPDATERET: Blandt andre Jørgen Nielsen fra Aalborg har ledt os på sporet af ”I
Can’t Control Myself”
med The Troggs, som viste sig at være det rigtige svar.
Og Jørgen kunne på den måde gengælde den hjælp, han for en del af siden fik fra
Birthe Skantorp i sin søgen efter en sang, dengang hun var vært på Nordjyllands
Radio. Tak
for assistancen!

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Nu blunder den lyse nat

Den danske sangskat rummer masser af hyldester til sommerdagene og i et særligt kendt tilfælde også sommernætterne. Digteren og redaktøren Thøger Larsen skulle i 1914 til sommerfest hos forfatterkollegaen Jeppe Aakjær, og Aakjær havde bedt ham skrive en lejlighedssang til arrangementet. Thøger Larsen medbragte teksten ”Den danske Sommer”, som sidenhen skulle blive navngivet efter digtets første strofe: ”Danmark, nu blunder den lyse nat”. Den kendte melodi skrev Oluf Ring i 1922, men der findes faktisk flere forskellige melodier til ”Danmark, nu blunder den lyse nat”. Efter debat i Politiken blev den store komponist Carl Nielsen i 1929 bedt om at skrive endnu en melodi til teksten, men det er ifølge Det Kgl. Bibliotek usikkert, om Carl Nielsen på det tidspunkt kendte til Oluf Rings melodi. Det er dog sidstnævnte, som har stået stærkest i snart hundrede år, og som særligt i denne tid smukt beskriver ”sol over grønne sletter, lykke og lyse nætter”.

Kategorier
Musiknyheder

Helmig udtaget til landsholdet

For nylig fik vi vished for det, der
allerede havde floreret som rygter og formodninger: At den officielle, danske
sang til VM i fodbold leveres af Thomas Helmig. De unge landsholdsspillere har på
træningslejrene og i omklædningsrummet dyrket især de gamle Helmig-hits, så det
lå lige til højrebenet, at det skulle være den aarhusianske popveteran, der
skulle kreere en slagsang for DBU til sommerens VM-slutrunde.

Allerede i 2009
legede Thomas Helmig i et interview på TV 2 med tanken om at skrive en
landsholdssang:
– I stedet for det der ’fadøls-gang-i-den’, så vil jeg nok hellere
prøve at skrive en sang a la ’You’ll Never Walk Alone’. At skrive en smuk sang
i stedet for, som hylder fodboldspillet. Det, synes jeg, ville være lidt
sjovere, end dem med gang i den hele tiden, ikke? Problemet er så, hvis
landsholdet de vil ind og synge på lortet, det går ikke!

Om Thomas Helmig så
har skrevet en smuk fodboldhymne eller en festsang til fans og spillere får vi at
høre, når sangen ”Hele Danmark op at stå” udsendes. Dermed skriver Thomas
Helmig sig ind i rækken af landsholdsleverandører, der blandet andre tæller
Nephew, Nik & Jay, Big Fat Snake og Det Brune Punktum.