Kategorier
Musiknyheder

Tivoli lader propperne springe

På onsdag bliver det fejret, at det er præcis 175 år
siden, portene blev slået op til en af landets mest kendte turistattraktioner
og en af verdens ældste forlystelsesparker, Tivoli. Iværksætteren Georg
Carstensen havde fået kongens tilladelse
til at åbne en forlystelseshave, og
den 15. august 1843 åbnede ”Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall”. Stedet blev
hurtigt meget populært, og allerede ved fejringen af Tivolis to års fødselsdag præsenterede
komponisten H. C. Lumbye et stykke musik, som den dag i dag stadig forbindes
med Tivoli, ”Champagnegaloppen”.

Lumbyes barnebarn videregav ifølge Det
Kongelige Bibliotek
mange år senere historien om, hvordan ”Champagnegaloppen”
blev skabt. H. C. Lumbye, som helt fra Tivolis åbning var leder af
koncertsalens orkester, havde været inviteret til en fornem fest hos det
engelske gesandtskab, men endte i stedet med at tilbringe aftenen på sin
stamkro. Da han sent om aftenen kom hjem til familien, måtte han berette om,
hvordan han hos Englands officielle repræsentanter havde svælget i champagne og
festrus, selvom han reelt ikke var nået hen til festen. For at illustrere
festlighederne satte han sig ved klaveret og improviserede det, vi i dag kender
som ”Champagnegaloppen”, og siden 1845 har dette værk været associeret med Tivoli,
som den 15. august bliver 175 år.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål Hubba Hubba Zoot Zoot

Hej
Tor

En
fjollet sang fra min barndom poppede den anden dag op i mit hoved, og hver gang
jeg kommer til at nynne den tænker jeg over, hvem der mon lavede den: Haba haba
sut sut.

Hej!

Volapyk
kan være svært at stave korrekt, så jeg må rette dig, for den hedder ”Hubba
hubba zoot zoot”
. Den svenske gruppe hed Caramba og udgav en hel LP med
vrøvlesange i 1981. Produceren bag var i øvrigt Michael Tretow, som også var
involveret i samtlige ABBA-plader.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Britney i bøgeskoven

Festivalsæsonen går på hæld, men et af sommerens
højdepunkter afvikles i denne uge i Skanderborg, når årets SmukFest fra onsdag
til lørdag samler tusindvis af glade festivalgæster. Den første aften vil en stor del af
dem være at finde foran hovedscenen i Bøgeskoven, når et af årets hovednavne,
Britney Spears, giver koncert. Hendes besøg finder sted blot to måneder før 20
års-jubilæet for den debutsingle, som gjorde hende til en superstjerne, ”… Baby
One More Time”.

Udover selve den iørefaldende og slidstærke popsang vakte også
musikvideoen med den 16-årige Britney opsigt. Videoen blev indspillet på Venice
High School, som også havde lagt bygninger til musikfilmen ”Grease”, og den
unge Britney Spears satte sit meget klare fingeraftryk på resultatet:
Instruktøren havde nemlig planlagt, at hun skulle være iført jeans og t-shirt,
men da de var ved at vælge tøjet til optagelserne, spurgte Britney Spears, om
hun ikke burde have skoleuniform på. Det betød, at hvert eneste stykke tøj i
videoen var hentet i varehuset Kmart, og at intet af det kostede mere end 17
dollars stykket.

Den del har ændret sig i de år, Britney Spears har været i musikbranchen,
men ”… Baby One More Time” i sig selv vil helt sikkert være på repertoiret i
Skanderborg onsdag aften.

Kategorier
Musiknyheder

Hvem skrev In My Life?

For
de allermest inkarnerede Beatles-fans er det en særlig sport at opspore eller
afkode hvilke Lennon/McCartney-sange, der bedst kan tilskrives John Lennon, og
hvilke numre Paul McCartney var den primære sangskriver bag. En matematiker og
en statistiker
har nu taget denne disciplin til nye højder ved at udvikle en
computermodel, der analyserer 149 forskellige parametre i sangenes opbygning så
som akkorder, akkordforløb og spring mellem toner, og herudfra afslører
modellen kendetegn i henholdsvis Lennons og McCartneys sangskrivning.

Forleden
kunne blandt andre mediet Independent på den baggrund fortælle, at sangen ”In
My Life” fra 1965-pladen ”Rubber Soul” med meget stor sandsynlighed er en
Lennon-komposition, selvom Paul McCartney i 1970’erne fortalte, at musikken var
hans, mens teksten kom fra John Lennon.

”Sandsynligheden for, at ’In My Life’
blev skrevet af McCartney er 0,018 – hvilket dybest set betyder, at det i
overbevisende grad er en Lennon-sang. McCartney husker forkert”, siger
Harvard-forskeren Mark Glickman.