Måned: oktober 2020

Hej Tor
Engang hørte jeg en indspilning af “Der er et yndigt land” med en anden melodi. Jeg vil tro vi er i 90érne eller omkring årtusindskiftet. Det var en kvinde, og jeg husker den som utroligt smuk (og meget anderledes end den normale melodi), men jeg tror ikke jeg har hørt den siden. Sig til, hvis du kender den.
Mvh. Jacobsen

Hej Jacobsen
Sangerinden Nanna udgav i 1993 en single med nykomponeret musik til Adam Oehlenschlægers velkendte nationalhymne, og jeg er sådan set enig: Den er utroligt smuk og overraskende vellykket. I 1998 genindspillede hun den i duet med Povl Dissing, og denne version er måske lidt lettere at finde. Nanna er faktisk ikke den eneste, der har skrevet alternative melodier til ”Der er et yndigt land”. Også store komponister som Carl Nielsen og Thomas Laub har sat musik til Oehlenschlægers tekst, men det er H.E. Krøyers melodi fra 1835, der er blevet stående.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I næste uge er der præsidentvalg i USA, og mens musikere som Bruce Springsteen, John Legend, Barbra Streisand og Taylor Swift åbent har bakket op om Joe Biden, er det svært for præsident Donald Trump at få prominente navne fra musikbranchen til at støtte ham aktivt. Sådan var det under valgkampen for fire år siden, sådan var det, da der skulle hyres underholdning til hans indsættelsesfest i 2017, og sådan er det også i år. Det startede sådan set allerede den dag i juni 2015, da Donald Trump annoncerede sit kandidatur til tonerne af Neil Young-nummeret ”Rockin’ In the Free World”. Det faldt Neil Young for brystet, men Trumps kampagnestab kunne fremvise bevis på, at de rent faktisk havde købt sig til retten til at anvende ”Rockin’ In the Free World”. Alligevel holdt Trump-kampagnen i en periode op med at gøre brug af ”Rockin’ In the Free World”, især fordi Donald Trump ikke ville lægge sig ud med Neil Young, som han selv er stor fan af.

Det modsatte kan dog ikke siges at være tilfældet. Neil Young bakkede op om Bernie Sanders i Demokraternes primærvalg, selvom han som canadier ikke havde mulighed for at stemme. I mellemtiden er Young blevet amerikansk statsborger, og han råber stadig op, når Trump-kampagnen gør brug af hans sange. I februar skrev han et åbent brev til præsidenten: ”Jeg håber, at du hører min stemme, hver gang ”Rockin’ In the Free World” eller en af mine sange bliver spillet ved dine vælgermøder. Husk at det er stemmen af en skattebetalende amerikansk borger, der ikke støtter dig. Mig. Jeg skyder ikke skylden på de folk, der stemte på dig. Jeg støtter deres ret til at udtrykke sig, selvom de er blevet løjet overfor og i mange tilfælde har troet på de løgne. De er sande amerikanere”.

Det amerikanske medie Vulture har for nylig samlet en liste med 21 eksempler på sange, som kendte musikere i mere eller mindre diplomatiske vendinger har bedt om ikke bliver brugt af Trump. Listen rummer blandt andet ”In the Air Tonight” med Phil Collins, “We’re Not Gonna Take It” med Twisted Sister, “Rolling in the Deep” med Adele og “We Are the Champions” med Queen.

Hej Tor
Jeg kan for mit indre øre høre linjen ”Bedstefar sidder i skyggen og bedstemor vimser omkring”, og jeg mener, det er Bjarne Liller (eller en gruppe han har været med i), men når jeg søger på det, finder jeg ikke frem til sangen. Det må du da kunne?
Mvh Chr.

Hej Chr.
Den er god nok – det er Bjarne Liller. Han havde spillet med Papa Bues Viking Jazz Band en del år, da han i 1979 udgav sin første solo-LP ”Liller”, som ikke kun indeholder ”Billet mrk.” om en ensom dame på 40 år, men også den festlige ”Sol og sommer”. Og det er i denne sang, bedstefar sidder i skyggen, mens bedstemor vimser omkring.
Med venlig hilse
Tor Bagger

I år er det 50 år siden, verden første gang hørte ”Jesus Christ Superstar” af komponisten Andrew Lloyd Webber og tekstforfatteren Tim Rice, og det markeres herhjemme med en jubilæumskoncert, som for tiden er på turné rundt i landet. Man kan måske undre sig over, at showet, som søndag kan opleves i Musikkens Hus i Aalborg, er en musicalkoncert og ikke en egentlig musical, men det er faktisk i fin tråd med musikken fra 1970. Dengang havde Tim Rice og Andrew Lloyd Webber fået afslag på afslag fra teatre, der ikke kunne se fidusen i en rockmusical om Jesus og ikke mindst om Judas. Andrew Lloyd Webber har senere fortalt, at det generelle svar, de blev mødt med, var, at ”Det må være jeres spøg – det er den dårligste idé nogensinde”. Derfor valgte de at samle sangene til musicalen på en dobbelt-LP i stedet, og selvom dette ikke var den oprindelige plan, gav pladeprojektet mulighed for at gøre musical-idéen mere rocket og mere ungdommelig, end en sceneopsætning ville have tilladt. Da pladen lidt efter lidt voksede til at blive en stor succes, blev den oprindelige idé om en scene-musical samlet op i 1971, og i 1973 kom også filmversionen af ”Jesus Christ Superstar”.

At gøre Jesus til en musicalfigur skabte naturligvis også opstandelse og anklager om blasfemi i visse kredse, men til skabernes store overraskelse var der opbakning fra Vatikanet. Pavestatens radiostation valgte at spille ”Jesus Christ Superstar”-pladen i sin fulde længde, fordi man betragtede det som ”et værk af væsentlig betydning”. Den pavelige opbakning blev taget et skridt videre, da filmversionen i 1973 lå klar. Filmens instruktør Norman Jewison arrangerede en særlig fremvisning for pave Paul d. 6., og historien fortæller, at paven var meget begejstret, da han gav sin ”anmeldelse” til instruktøren: ”Mr. Jewison, ikke alene værdsætter jeg din smukke rockoperafilm, jeg tror også, den vil trække flere folk til kristendommen, end noget andet har gjort tidligere”.

Det er Danmarks Underholdningsorkester, der for tiden er på turné med sangere som Erann DD, Martin Brygmann og Fallulah samt den nu 74-årige Allan Mortensen, som selv fik sit gennembrud i rollen som Judas i den originale danske opsætning af musicalen i 1972.

Hej Tor
Jeg så for nylig at du skrev om “Father and son” med Cat Stevens, og siden da har jeg flere gange tænkt på “Cats in the cradle” – samme periode, lidt samme tema om far og søn. Men jeg kan også huske engang at have hørt den på dansk, men med hvem?
Kh. Ilse

Hej Ilse
Jeg forstår godt sammenligningen. Cat Stevens’ “Father and Son” er oprindeligt fra 1970, mens Harry Chapins ”Cats In the Cradle” er fra 1974, og selvom problemstillingerne i de to tekster er lidt forskellige, så fungerer de begge som en slags samtaler mellem far og søn. Når det gælder den danske ”Cats In the Cradle”, tænker du formentlig på Eddie Skollers version, som dybest set er en direkte oversættelse af sangen om faren, der aldrig rigtigt tager sig tid til at være sammen med sin søn, og som i sin alderdom opdager, at sønnen er blevet præcis på samme måde og ikke tager sig tid til at være sammen med sin far. På LP’en “Eddie Skoller & Byens Bedste Backin’ Band” fra 1983 hedder den ”Far og søn”, men den findes også på senere udgivelser med titlen ”Ride ride ranke”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

I oktober 1940 kom en lille dreng til verden i Liverpool. Familien Lennon kaldte deres søn John, men den senere så berømte musiker fik også mellemnavnet Winston. Fornavnet John var en hyldest til drengens bedstefar, mens mellemnavnet blev hentet et helt andet sted. John Winston Lennon blev nemlig delvist opkaldt efter den britiske premierminister Winston Churchill, som havde været i politik i mange år og havde beklædt flere ministerposter, men som i maj 1940 – blot fem måneder før fødslen af den lille Lennon – var tiltrådt som premierminister. Churchill blev en af de vigtigste skikkelser i moderne britisk historie, og han blev også en personlig helt for John Lennon, der læste flere af Churchills bøger. Winston Churchill spiller også en rolle i en anekdote om John Lennon, men i en noget anden sammenhæng end man normalt associerer helten fra 2. verdenskrig med. Paul McCartney gav for et par år siden i magasinet GQ nogle eksempler på, hvor tætte han og John havde været i ungdomsårene, og her fortalte han, at de engang havde hængt ud hjemme hos John sammen med nogle venner. Det var blevet helt mørkt, og på en eller anden måde var det endt med, at alle mand sad og onanerede i hver sin stol. På skift sagde de navne på attraktive kvinder til gensidig begejstring, indtil Lennon overraskede flokken og forpurrede stemningen ved at sige ”Winston Churchill” for underholdningens skyld.

Mellemnavnet Winston var ikke synligt i årene med The Beatles, men John Lennon brugte det i andre sammenhænge, for eksempel når han medvirkede på andres plader og ville være lidt anonym. Da Elton John i 1974 genindspillede Beatles-sangen ”Lucy In the Sky With Diamonds”, kunne man i covernoterne se, at han havde fået hjælp i studiet af en guitarist og korsanger ved navn Dr. Winston O’Boogie – og det var den samme John Winston, som på fredag kunne have fejret sin 80 års fødselsdag.