Kategorier
Musiknyheder

Schlüter og shubberne

I torsdags døde forhenværende statsminister Poul Schlüter, og siden dødsfaldet blev offentligt kendt fredag formiddag har der fra alle sider været mindeord og lovprisninger fra tidligere medarbejdere, kolleger og modstandere. Sammen med beskrivelserne af den erfarne politiker og parlamentariske balancekunstner er der også blevet vist billeder af Schlüters folkelige og joviale side, som formentlig var medvirkende til at holde ham i Statsministeriet i ti år, og et af de mest kendte motiver er fra dengang, han gik på scenen med Shu-bi-dua. Billederne med forsanger Michael Bundesen og resten af bandet stammer fra den store fejring af hans 60-års fødselsdag i 1989. Dagen var startet med morgenmad for alle medarbejderne i Statsministeriet og officiel frokost på Langelinie Pavillonen i København, men det store slagnummer var aftenfesten i Bella Center med tv-transmission og to orkestre – og en statsminister med elguitar.

”Det var en gevaldig fest og utrolig veltilrettelagt; der kom minsandten 2.000 mennesker. Jeg havde været lidt bange for, at det ville blive en kedelig aften, men det kan jeg love for, at det ikke blev. Og jeg husker alt i alt dagen som en fabelagtig fødselsdag med taler og festsange – blandt andre havde Bertel Haarder skrevet en sang, og der var underholdning med Johnny Reimars Partyband”, fortæller den tidligere statsminister i erindringsbogen ”Det var vel ikke så ringe endda”. Men udover Johnny Reimar og Bertel Haarder var også Shu-bi-dua hyret til at gøre aftenen festlig, og musikerne inviterede statsministeren op for at spille med dem. Hvad stillbillederne flere årtier senere ikke afslører, er, at Schlüter reelt ikke spillede med:

”Det lød slet ikke så dårligt, selv om jeg aldrig havde spillet guitar, kun klaver … Og grunden til, at det lød godt, var nok, at jeg slet ikke spillede – men nøjedes med at illudere”, erkendte Schlüter over for forfatter Kurt Strand i ”Det var vel ikke så ringe endda”.

Poul Schlüter satte også spor på flere popudgivelser i sin samtid på grund af sin evne til at levere udtryk og citater, der blev hængende i sproget. Både musikeren Nikolaj Steen under kunstnernavnet Nickname og komikerdouen Cirkus Montebello med Niels Olsen og Thomas Mørk har udgivet sange med titlen ”Det går ufattelig godt” med klar henvisning til et Schlüter-citat, og i 1987 udgav en stribe anonyme medie- og musikfolk under navnet M*A*Y*D*A*Y singlen ”Politiker rap”, der brugte klip fra en række danske politikere. Opfølgeren ”(Nyt) År efter år” rummede med klip fra dronning Margrethe og statsminister Poul Schlüters nytårstaler og blev udgivet under navnet Hærværk.

Poul Schlüter blev 92 år gammel, og han bliver bisat fra Holmens Kirke på lørdag – grundlovsdag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Musik, der hjælper naturen

Hej Tor
TV2 sender for tiden en lille reklametegnefilm om noget med at hjælpe naturen. Der er en utroligt fin sang med. Er det en, der ”findes i virkeligheden”, eller er den kun lavet til reklamen?
Mvh. Klara

Hej Klara
Sangen findes skam i fuld længde og har også haft et fint liv forud for tv-spottet. Den hedder ”Home to you” og er med den norske sangerinde Sigrid. ”Home to You” er fra 2019 og udkom i første omgang på soundtracket til filmen ”The Aeronauts”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Venner genforenes på tv

Selvom det er 17 år, siden det sidste afsnit af ”Venner” blev sendt, er komedieserien om Rachel, Monica, Phoebe, Ross, Chandler og Joey stadig vældigt populær på tv-kanaler og streamingtjenester. I flere år har der været snak om at genforene stjernerne fra serien, men blandt andet corona-pandemien har været medvirkende til, at planerne har trukket ud. Nu er optagelserne dog i kassen, og på tjenesten HBO kan man fra på torsdag atter se de gamle venner samlet i den kulisselejlighed, der var omdrejningspunkt for serien fra 1994 til 2004. Det er dog ikke tv-seriens figurer, der mødes, men derimod skuespillerne bag rollerne, for der er ikke tale om et nyt afsnit af ”Venner”, men en slags genforeningsudsendelse med interviews, anekdoter og gæster som Lady Gaga, David Beckham og Justin Bieber på besøg. Hvordan det hele præsenteres, kan man først følge om nogle dage, men mon ikke også man kan høre den karakteristiske kendingsmelodi ”I’ll Be There For You” i programmet.

Da serien var under udvikling, var det oprindeligt planen at bruge R.E.M.-sangen ”Shiny Happy People” som kendingsmelodi, men det sagde medlemmerne i R.E.M. nej til. I stedet fik sangskriverne Allee Willis og Michael Skloff til opgave at skrive et stykke lignende musik, der kunne bruges i introsekvensen. Allee Willis havde set seriens pilot, dvs. det indledende prøveafsnit, der skulle give et billede af, om serien ville kunne fungere på skærmen, og hun havde fået udstukket linjen ”I’ll be there for you” (jeg vil være der for dig), fordi temaet skulle være venskab og loyalitet gennem tykt og tyndt. Duoen The Rembrandts, som ellers satsede på deres egen musik, blev sat til at indspille den korte bid, der skulle bruges i serie-introen, og det var som udgangspunkt det. Men da serien hurtigt viste sig at blive en stor succes, steg efterspørgslen også på at få udgivet ”I’ll Be There For You” som en hel sang i fuld længde. The Rembrandts fik lov til selv at skrive endnu et vers og et C-stykke sidst i sangen, så den kunne vare mere end de 45 sekunder, seerne havde oplevet på tv. Den store fordel for The Rembrandts i dette var, at mens de ikke havde nogen rettigheder til – og dermed indtægter fra – tv-seriens intromusik, så fik de et medejerskab over den fulde sang, der blev udgivet og spillet heftigt på alverdens radiostationer.

Kategorier
Musiknyheder

Fyr, Flamme og Måneskin

Vi er lige nu midt i den årlige europæiske Melodi Grand Prix-uge med semifinaler tirsdag og torsdag og den store finale i Eurovision Song Contest på lørdag. Når Fyr & Flamme i morgen aften fremfører årets danske vindersang ”Øve os på hinanden”, er det første gang siden 1997, hvor Kølig Kaj optrådte med ”Stemmen i mit liv”, at der fremføres en hel sang på dansk ved den europæiske konkurrence. Fyr & Flamme er dog ikke det eneste danske islæt ved årets Eurovision. Sangskriveren og produceren Thomas Steengaard havde en finger med i spillet, da Emmelie de Forrest vandt det hele for Danmark med ”Only Teardrops” i 2013, og siden da har han flere gange været involveret i udenlandske Eurovision-bidrag. Tirsdag blev hans sang fra Cypern sendt videre til lørdagens finale, og torsdag har han endnu et skud i bøssen i form af San Marinos bidrag.

Men mindst lige så interessant er det italienske bidrag, der af bookmakerne regnes blandt de absolutte favoritter i år. Italien stiller nemlig op med et af de seneste års mest populære rockbands, som bærer det pæredanske dansk Måneskin. Bandets bassist Victoria De Angelis er godt nok født og opvokset i Rom, men hendes mor er dansker, og hun taler også selv dansk. Og historien om bandnavnet går på, at da medlemmerne forud for en talentkonkurrence skulle finde et navn til deres gruppe, blev Victoria De Angelis bedt om også at foreslå nogle danske ord, som kunne måske kunne fungere som bandnavn. Lyden af det danske ord ”måneskin” var så god i de italienske ører, at det blev den endelige beslutning. Måneskin slog igennem i 2017 i den italienske udgave af X Factor, og skal man tro bookmakerne, er der en pæn sandsynlighed for, at deres sang “Zitti e buoni“ på lørdag vinder Eurovision Song Contest for Italien. Til gengæld regner bookmakerne det ikke for særlig sandsynligt, at ”Øve os på hinanden” er en af de ti ud af sytten sange, der får lov til at slippe fra torsdagens semifinale videre til lørdagens finale.

Kategorier
Musiknyheder

60 år med Bob Dylan på 80 år

Der er ikke mange i moderne musikhistorie, der har spillet en større rolle og fastholdt sin betydning over så lang tid som Bob Dylan. På mandag fylder sangeren, sangskriveren, poeten, forfatteren, maleren og Nobelpris-modtageren 80 år, men han har faktisk også en anden rund ”fødselsdag” i år. I 2021 er det nemlig 60 år siden, han første gang medvirkede på en pladeindspilning. I mange år havde man ellers regnet med, at hans pladedebut var hos Harry Belafonte i 1962, hvor Bob Dylan spillede mundharpe på titelnummeret til LP’en ”The Midnight Special”. Samme år medvirkede han på et album med folk-sangeren Carolyn Hester, men på et tidspunkt fandt detaljeorienterede musikarkæologer ud af, at netop hendes optagelser sammen med Bob Dylan havde fundet sted i september 1961, længe før hende plade udkom, og det betyder, at 80-års-fødselaren i år også har 60-års-jubilæum i pladestudierne.

Kategorier
Uncategorised

Spørgsmål: Limfjordstunnellens sang

Hej Tor
Under al den snak om ny Limfjordsforbindelse, Egholm o.s.v. sagde min mor noget om en sang om Limfjordstunnellen, vist nok fra åbningsfest. Er det noget, du kender noget til?
M.v.h. Joan

Hej Joan
For nogle år siden fik jeg et lignende spørgsmål, der krævede lidt gravearbejde, men den er god nok: I forbindelse med Limfjordstunnellens indvielse i 1969 blev der udskrevet en konkurrence om en tunnelsang, og vinderen blev “I Danmarks ny tunnel” af skuespiller Gerda Madsen, Vendsyssel Tidendes redaktionssekretær Bruno Hansen og multikunstneren Volmer-Sørensen. Andenpladsen hed “Ned under jorden”, og de blev begge udgivet på en singleplade med Bjørn Tidmand.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Uncategorised

Kære Christian med de himmelblå, tillykke!

Som så mange andre på samme alder fik prins Christian sidste år aflyst sin planlagte konfirmation, men på lørdag er det endelig prinsens tur til at træde ind i de voksnes rækker på kirkelig facon. Helt uden besvær bliver det dog ikke, for corona-retningslinjer betyder, at der ikke kan deltage gæster fra udlandet. På kronprinsessens side kan John og Susan Donaldson ikke komme fra London, og prins Joachim og prinsesse Marie med børn må blive i Paris. Der er ikke offentliggjort mange oplysninger om konfirmationen og den efterfølgende fest, og det gælder også den eventuelt ledsagende musik. Helt generelt findes der ikke mange deciderede konfirmationssange, så i kirkerne er der tradition for at bruge salmer som ”Den signede dag” og ”Hil dig, frelser og forsoner” ved konfirmationer, mens mange i mere verdslige sammenhænge tyer til ”Susan Himmelblå” af Kim Larsen, som er skrevet til en konfirmand. Det var en af Kim Larsens venner, der havde spurgt, om Larsen ville skrive en konfirmationssang til hans datter.

”Først ville jeg sige nej, det gider jeg altså ikke. Men så tænkte jeg, hvorfor ikke? Hvorfor skal du altid være så fisefornem? Hvorfor kan du ikke bare skrive den sang? Ham med datteren har aldrig sagt nej til dig. Der var tre måneder til. Det går sgu nok, tænkte jeg. Så begyndte jeg at bage på den”, fortalte Kim Larsen til Billed-Bladet i 1985. Han besluttede sig for, at han ikke ville vide noget om pigen Susan på forhånd, hvilket måske er grunden til, at teksten om livet, der ligger åbent for den unge konfirmand, kan bruges af alle. Han fortalte også til Billed-Bladet, at han ville afholde sig fra at lave flere lejlighedsviser, for han endte med rent faktisk at bruge tre måneder på at få melodien på plads.

Den oprindelige Susan blev konfirmeret i 1982, mens resten af Danmark lærte sangen at kende, da Kim Larsen lancerede den på pladen ”Midt om natten” i 1983, og da han i filmen af samme navn i 1984 sang den til Birgitte Raaberg i rollen som Susanne. Siden da er den hyppigt blevet brugt som fællessang eller musikalsk hilsen til landets konfirmander, der skal bekende deres kristne tro, når ”himmelen og stjernerne og Fanden, det store kvaj, de står på hver sin side af dig”. På lørdag kl. 11 er det prins Christians tur i Fredensborg Slotskirke.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den originale hesteluder

Hej Tor
Du kan nok godt huske ”Hestevisen” (den med ”hesteluderen” Anne Grethe), som Tæskeholdet spillede en del. Nu har jeg fået at vide, at det ikke var Magtens Korridorer, der lavede den rigtigt, men jeg kan ikke finde ”originalen”. Ved du mere?
Mvh Møffe

Hej Møffe
Magtens Korridorer overtog “Hestevisen” fra gruppen Pink Shit, som deres bassist Henrik Dylmer tidligere havde været medlem af – men Pink Shit indspillede den aldrig. De optrådte faktisk kun med den en enkelt gang ved Vejen Anlægskoncert i 1989, som godt nok blev optaget på VHS- og kassettebånd, men netop “Hestevisen” blev skæmmet af en meget falsk guitar, som Henrik Dylmer selv spillede, så den er aldrig udgivet.
Med venlig hilsen
Tor Bagger