Kategorier
Uncategorised

Aquas regnbueballade

I næste uge er Danmark centrum for en række store begivenheder i LGBT+-sammenhæng – alt fra parade, sport og underholdning til konferencer og debatter om blandt andre homoseksuelle og transpersoners vilkår. Hvert år afholdes Copenhagen Pride-ugen, men i år er København sammen med Malmø også vært for det internationale World Pride og det europæiske sportsstævne EuroGames, så selvom corona-pandemien har begrænset de oprindelige planer, vil deltagere fra mange lande samles i Øresunds-regionen.

En af de sange, der gennem snart fire årtier er blevet brugt til både fester og parader i LGBT+-kredse, er ”I Am What I Am”, som især er kendt med Gloria Gaynor. Den originale sang lyder dog en del anderledes end Gaynors discoklassiker, for den stammer fra musicalen ”La Cage aux Folles” om et homoseksuelt par, en natklub med drag-show og et meget konservativt hold svigerforældre. I starten af forestillingen synger de mange dragqueens ”We Are What We Are”, men senere bliver den til ”I Am What I Am”, da den ene af hovedpersonerne pointerer, at han ikke vil eller skal undskylde for sin seksualitet eller for den måde, han lever sit liv. Musicalen havde premiere i 1983, og da musikproduceren Joel Diamond så den på Broadway i New York, fornemmede han straks, at musicalsangen ”I Am What I Am” havde et stort potentiale som disconummer. Han fik samme år Gloria Gaynor til at indsynge den, og en dansabel slagsang for alverdens LGBT-bevægelser var født.

I anledning af World Pride 2021 har Aqua nu indspillet ”I Am What I Am”, endda som gruppens første genindspilning af et allerede kendt nummer. Det er dog ikke blevet til et nyt disco-brag, men en overraskende afdæmpet version af den 38 år gamle LGBT-hymne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *