Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Normal People

Hej Tor
Jeg er i gang med at se serien ”Normal people” på DR, som jeg også har læst som roman (stor anbefaling til begge). Et af afsnittet slutter med en firsersang, som jeg er ret sikker på er Erasure, men jeg kan ikke finde den på nogen af deres plader. Kan du genkende den?
Mvh. Jeanne  

Hej Jeanne
Jeg har fundet det afsnit, du henviser til, og jeg kan godt forstå, at du tænker på Erasure. Sangen hedder ”Only You” og er fra 1982 med duoen Yazoo, som bestod af sangerinden Alison Moyet og sangskriveren Vince Clark. Efter de to indstillede samarbejdet, dannede netop Vince Clarke Erasure sammen med Andy Bell. Tidligere havde Vince Clark været med i Depeche Mode, og efter sigende havde han faktisk tilbudt dem at indspille ”Only You”, hvilket de dog takkede nej til.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

007 x 25 = 2021

Da corona-pandemien begyndte at tage fart i begyndelsen af 2020, tog filmselskabet MGM konsekvensen og udskød premieren på James Bond-film nr. 25, ”No Time to Die”, som ellers skulle have været sendt ud til biograferne i april 2020. Med planer om en verdenspremiere i Kina og med udsigten til mere eller mindre stillestående lande og lukkede biografer, var der ikke udsigt til, at investorerne ville kunne hente filmudgifterne hjem, hvis actionfilmen holdt den oprindelige premiereplan. Set i bakspejlet kan det betragtes som én blandt mange naivt optimistiske udsættelser, at ”No Time to Die” kun blev skubbet fra april til november 2020, og den plan måtte da også ændres, da det stod klart, at verden ikke kom på ret kurs igen så hurtigt, som man kunne have håbet. Men nu er tiden kommet til, at man kan få lov at se ”No Time to Die”, der bliver Daniel Craigs femte og sidste film i rollen som Agent 007. At filmpremieren er blevet udskudt så lang tid, giver også den særlige situation, at selvom filmen vil fremstå ny, så har den en temasang, der er mere end halvandet år gammel, for Billie Eilish nåede at udgive titelmelodien ”No Time to Die” allerede i februar 2020.

Sangen, som Eilish skrev sammen med sin bror og faste musikmakker Finneas, faldt på plads i løbet af ganske få dage – efter en smule startvanskeligheder. Billie og Finneas har i magasinet GQ Hype fortalt, at filmfolkene sendte dem de første tyve sider af manuskriptet for at give dem en idé om handlingen, men da de gik i studiet for at skrive en sang, der kunne passe til den, bar indsatsen ikke frugt. Først da de var taget ud på turné, knækkede Finneas koden til, hvordan fundamentet til sangen kunne lyde, og liggende i hver deres køje i en tour-bus skrev de ”No Time to Die” færdig. Billie Eilish var blot 18 år, da sangen blev indspillet, hvilket gør hende til den hidtil yngste leverandør af en James Bond-sang. 

”No Time to Die” får premiere i de danske biografer torsdag d. 30. september. 

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Værdi af Beatles-LP

Hej Tor Bagger
Efter at have hørt Beatles i uge 36, har jeg fundet denne opsamlings lp med en plakat i gemmerne, jeg vil høre om den er noget værd.
Mvh. Ole

 

Hej Ole
Det er nu ikke en opsamlings-LP, du har sendt mig et billede af, men omslaget til dobbeltalbummet “The Beatles”, normalt omtalt som “The White Album”. Hvis det er den originale udgivelse fra 1968, du har, vil der altid være et marked for det, men eftersom det trods alt er en sjældenhed, men en af de almindelige og dermed ganske udbredte LP’er, findes der masser af eksemplarer rundt omkring – og det påvirker naturligvis prisen. En søgning viser, at den slags som udgangspunkt sættes til nogle hundrede kroner, men heller ikke mere end det. Spørgsmålet er derfor, om den ikke er mere værd at have stående i samlingen, end den vil være som salgsvare?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Definitionen af Nirvana

I denne uge er det 30 år siden, tre unge amerikanere udsendte en plade, der ændrede rockverdenen for altid. Den definerede en ny lyd og en ny attitude, og den blev ikke bare lydsporet til de tidlige 1990’eres ungdomsgeneration, den blev også en plade, som yngre årgange opsøger igen og igen. Det var trioen Nirvana, der i september 1991 udsendte deres andet album ”Nevermind” med numre som ”Come As You Are”, ”In Bloom”, ”Lithium” og ikke mindst ”Smells Like Teen Spirit”, og som skudt af sted fra en katapult sendte det grunge-genren ud i verden på rekordtid, så hidtidige rocksucceser som Def Leppard og Guns’n’Roses pludselig kom til at fremstå en smule gammeldags. Grungen var beskidt og melankolsk på en anden måde end de forgange års heavy metal, men den var samtidig mere melodisk og iørefaldende end fortidens punk-nicher. Med i samme grunge-bølge var bands som Pearl Jam, Soundgarden og Stone Temple Pilots, men det var Nirvana, der var det absolutte hovednavn i de år. Navnet Nirvana er hentet fra buddhismen, hvor det er et svært begribeligt begreb, der beskriver det højeste mål for den religiøse stræben, og det var forsanger Kurt Cobains ønske, at bandet skulle have et smukt navn som kontrast til musikken, i modsætning til de mange rockbands, der valgte et provokerende navn til at ledsage deres hårde ydre. Cobain er mange steder citeret for, at ”Punk er musikalsk frihed. Det handler om at sige, gøre og spille, hvad man har lyst til. I Webster-ordbogens termer betyder ’nirvana’ fraværet af smerte, lidelse og den ydre verden, og det er ret tæt på min definition af punk-rock”.

Den 10. september 1991 udkom singlen ”Smells Like Teen Spirit”, og den 24. september fulgte albummet ”Nevermind”, som i løbet af nogle måneder lagde verden for Nirvanas fødder. Succesen fik en trist udgang, da Kurt Cobain tog sit eget liv i april 1994.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Engelsk på dansk (og svensk)

Hej Tor
Jeg er ved at blive sindssyg! Ved et tilfælde hørte jeg sangen ”A little bit of loving”, som nok er fra slutningen af halvfjerdserne (lyder lidt som Abba), men jeg kan også høre den for mit indre øre med en dansk tekst (som jeg selvfølgelig ikke kan huske). Det er egentlig ikke vigtigt, men jeg kan bare mærke, at jeg ikke kan slippe det, før jeg har fået det opklaret…
Mhv. ”Jokke”

Hej Jokke
Jeg kender lidelsen, så jeg iler med lindring: Oprindeligt er sangen på svensk med titlen ”Mycke’ mycke’ mer”, og den var i 1980 med i det svenske Melodi Grand Prix med gruppen Chips. De udgav herefter den engelsksprogede version ”A Little Bit of Loving”, hvorefter Keld & Hilda herhjemme overtog hele instrumentalversionen og blot tilføjede en dansk tekst. Den blev udgivet som ”Et lille bitte smil” i 1981. Jeg håber, at dette giver dig ro i sjælen. 
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Går og nynner en sensommervise…

Det er langt fra alle sange, der vinder alles hjerter fra den ene dag til den anden. Udbredelsen er nogle gange mange år undervejs, og i denne tid går mange nok og nynner en sensommervise, som blev til på små skovstier på Midtsjælland for 40 år siden, men som kun ganske langsomt er blevet kendt flere og flere steder. Sangen fra 1981 har det tilbagevendende omkvæd ”Gyldne farver og sensommerbrise fylder hjertet med vemodig musik, går og nynner en sensommervise fjernt fra byens larmende trafik”. Kirsten og Finn Jørgensen havde begge arbejde på Borup Skole mellem Køge og Ringsted, og sidste år fortalte ægteparret til Kristeligt Dagblad, hvordan de for at koble af fra arbejde og familietravlhed ofte gik tur i skoven nær Borup, hvor Kirsten også kom i sin barndom. Finn havde skrevet en melodi, som de begge var glade for, og som virkede som en rigtig sensommersang. ”Men den skulle ikke bare være en kopi af de gamle efterårssange. Og så blev det meget naturligt at tage udgangspunkt i den her skov, hvor vi gik så meget,” fortalte den 81-årige Kirsten Jørgensen til Kristeligt Dagblad for et år siden.

Sammen med sin mand begyndte hun at skrive ord og linjer ned, som kunne passe til deres sensommervise, og kladderne lå på køkkenbordet længe, før den rette stemning og alle vers var på plads. ”Sensommervise”, som deres sensommervise meget passende blev døbt, fik en beskeden lancering, da den i 1982 blev trykt i sanghæftet ”Pølsemand” fyldt med nye børnesange, men støt og roligt vandt sangen indpas mange steder, blandt andet fordi Finn Jørgensen selv tog den med, når han i årene efter holdt kurser i undervisningspædagogik for børn, kor og musik mange steder i landet. I 2006 blev ”Sensommervise” optaget i Højskolesangbogen, hvilket ifølge Finn Jørgensen var ”som at få en Bodil”, og siden da har endnu flere lært at sætte pris på sangen, der er skabt til overgangen mellem sommer og efterår.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Midt om natten-sampling

Hej Tor
Jeg skal have fundet den sang der brugt keyboardet fra ”Midt Om Natten” med Kim Larsen og så havde noget sang/rap henover. Det må du da vide.
Mvh Malle

Hej Malle
Det lyder helt bestemt som ”City of Dreams”. Kim Larsen var meget tilbageholdende med at give andre lov til at sample brudstykker af sine sange, men gruppen The Loft fik i 2004 lov til at bruge temaet fra ”Midt om natten” på ”City of Dreams”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

20 år: 11. september 2001

På lørdag markeres 20-års-dagen for en af de mest skelsættende begivenheder i nyere tid. Terrorangrebene i USA den 11. september 2001 og de følgende mange års ”krig mod terror”, som den amerikanske præsident George W. Bush døbte det, vendte op og ned på både storpolitik og hverdagsliv. Kulturlivet og underholdningsindustrien forsøgte gennem film, bøger og musik at fortolke alt fra sorg og vrede til patriotisme og sammenhold, og meget hurtigt fik sange som “Hero” af Mariah Carey og “Superman (It’s Not Easy)” af Five For Fighting en symbolsk værdi. Efterfølgende er der udkommet talrige sange, som behandler begivenhederne og følelserne omkring 11. september, blandt andet Tori Amos’ “I Can’t See New York” og Mark Knopfler og Emmylou Harris’ “If This Is Goodbye”. Det mest kendte musikværk om 11. september og tiden derefter er dog nok Bruce Springsteens album ”The Rising”, der udkom i 2002. På det tidspunkt havde Springsteen ikke udgivet en plade siden 1995, og historien, der ofte fortælles om ”The Rising” er, at han nogle dage efter 11. september 2001 tog familien med på stranden i bydelen Asbury Park ikke langt fra New York. En mand i en bil fik øje på ham og råbte ”Vi har brug for dig nu” ud gennem sit åbne vindue, og dermed blev en af de store fortolkere af den amerikanske folkesjæl sat i gang med overvejelserne om, hvordan han ville kunne sætte ord og musik til den traumebearbejdning, hans landsmænd nu stod over for. Ved et stort tv-transmitteret indsamlingsshow allerede den 21. september fremførte Bruce Springsteen sangen ”My City In Ruins”, som sammen med sange som ”The Rising” og ”Waitin’ On a Sunny Day” kom med på albummet ”The Rising i juni året efter. Titelnummeret rummer dels en fortælling om en brandmands indsats den 11. september og dels et mere religiøst eller spirituelt budskab, hvilket Bruce Springsteen også koblede sammen i et interview i tv-programmet ”Nightline”:

”Et af de stærkeste billeder på 11. september, som jeg læste i avisen, var om de folk, der kom ned og fortalte om redningsfolkene, der var på vej op. Tanken om disse fyre på vej op ad trapperne, op ad trapperne, opadstigende, opadstigende. Jeg mener: Du kan stige op ad en røgfyldt trappe, du kan være i det hinsidige, på vej videre”.