Kategorier
Musiknyheder

Christina Aguilera på nostalgitrip

Sangerinden Christina Aguilera var allerede fra 12-års-alderen barnestjerne i det amerikanske Disney-show ”Mickey Mouse Club”, så hun var forholdsvis erfaren i musikbranchen, da hun som 18-årig udsendte sit meget succesfulde debutalbum. Siden dengang er der nu gået hele 25 år, og derfor har Aguilera netop medvirket i musikgiganten Spotifys serie ”Spotify Anniversaries”, hvor kendte musikere går ombord i gamle hits på en ny måde. Christina Aguilera har genbesøgt debutalbummet fra 1999 med et stort liveband og en stribe sofagæster, som hver især hjælper med at fortolke numre som ”Come On Over”, ”Reflection” og ”Genie In a Bottle”. Blandt andet kan årets helt store popsensation Sabrina Carpenter, der selv er kendt for ”Espresso” og ”Please Please Please”, nu opleves i duet med Christina Aguilera på det store hit ”What a Girl Wants”. Den nye version lyder af naturlige årsager anderledes end den, der nåede førstepladsen på blandt andet den amerikanske hitliste, men faktisk fandtes der allerede i forvejen forskellige variationer over dette nummer. Christina Aguilera har selv en albumversion og en singleversion fra 1999, som bestemt ikke lyder ens, men allerede i 1998 havde en fransk sangerinde også fat i det ellers engelsksprogede nummer. Ophelie Winter indspillede den som ”Ce Que Je Suis”, men den vakte ikke mere opsigt, end at komponisterne godt turde prøve at afsætte den endnu engang, og derfor landede ”What a Girl Wants” hos den unge Christina Aguilera.

Hendes ”intimkoncert” med musik fra det 25 år gamle debutalbum kan høres på Spotify eller ses på Youtube.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *