Kategorier
Musiknyheder

Jomfru Ane Band genfortolket

Det er et ganske særligt kapitel i dansk musikliv, der bliver genoplivet i næste uge, når sangerinden Kaya Brüel puster nyt liv i sange fra Jomfru Ane Band, som i 1970’erne var et vigtigt navn på den danske rockscene med plads til både hverdagspoesi og politiske budskaber. Bandet udsprang af Jomfru Ane Teater i Aalborg, hvor Claus Flygare forfattede sangtekster til en forestilling om ungdomsliv, og tvillingesøstrene Sanne og Rebecca Brüel skrev musikken. Sangene og bandet fik så godt fat, at Jomfru Ane Band fik sit eget liv uden for teatret og udgav fem album mellem 1977 og 1982.

Kaya Brüel har haft sin egen karriere som sanger og musiker siden begyndelsen af 1990’erne, men som efternavnet afslører, har hun fået Jomfru Ane Bands musik ind med modermælken, for hun er datter af Sanne Brüel. Ifølge foromtalen af Kaya Brüels nye EP, der udkommer i næste uge, har det i årene efter hendes mors død i 2011 været svært for hende at lytte til disse sange fra hendes egen barndom. For nogle år siden begyndte hun dog at optræde med nogle af Jomfru Ane Bands numre, og før Rebecca Brüel gik bort i januar, fik Kaya Brüel sin mosters velsignelse til projektet med genindspilninger af særligt udvalgte sange. Det nemlig ikke de mest kendte og mest politiske numre som ”Plutonium” og ”Rebild ’76”, hun fortolker, men en håndfuld af gruppens kærlighedssange som ”En stjerne”, ”Håbets gård” og ”Første gang”. Hun introducerer endda også en tredje Brüel-generation i Jomfru Ane Band-regi i form af en duet med sin egen datter Asta Brüel Kainz.

Efter nytår tager Kaya Brüel også på turné med musikken fra dengang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *