I den forgangne uge har et klip fra en Coldplay-koncert moret folk verden over – måske med undtagelse af de to hovedpersoner og deres nærmeste. Under en koncert i onsdags i den amerikanske by Boston blev en mand og en kvinde i kærlig omfavnelse fanget af bandets kameraer, og i det øjeblik det gik op for dem, at de var synlige på storskærmene, vendte kvinden sig forlegent om, mens manden forsøgte at skjule sig på gulvet. Deres reaktion var så bemærkelsesværdig, at Coldplay-forsanger Chris Martin fra scenen sagde: ”Er I okay? Hvad? Enten har de en affære, eller også er de bare meget generte”. En optagelse af det akavede optrin spredte sig med rygtets hast på internettet, og hurtigt blev de modne turtelduer identificeret som henholdsvis administrerende direktør og HR-chef i et stort firma. Efter den pludselige interesse fjernede den mandlige direktørs hustru sin profil på Facebook, hvilket satte mere skub i utroskabsgætterierne. På sociale medier og i andre hjørner af internettet blev den formodede affære et samtaleemne, og ikke mindst blev klippet genstand for en flodbølge af jokes, spydige kommentarer og memes, som på forskellig vis gjorde grin med parret og situationen – og i visse tilfælde Coldplay.
Nogle steder har man kunnet læse, at den tilfældige afsløring skete, mens bandet spillede ”The Jumbotron Song”. Coldplay har et omfattende katalog af hits som ”Yellow”, ”Viva la Vida”, ”Fix You”, ”In My Place” og “A Sky Full of Stars”, mens “The Jumbotron Song” ikke er kendt fra deres udgivelser eller streaming-playlister. Det skyldes, at ”The Jumbotron Song” er et nummer, som Chris Martin ved hver koncert improviserer teksten til med udgangspunkt i hvem blandt publikum, der dukker op på koncertarenaens jumbotron, det vil sige det storskærmssystem, der tilfører koncerten et ekstra visuelt element. I onsdags fik et hidtil hemmeligt par i Boston ikke et par improviserede linjer fra en popstjerne, men i stedet en hel verdens uønskede opmærksomhed på grund af ”The Jumbotron Song”.
