Kategorier
Musiknyheder

Van the Man fylder 80

En af musikverdenens mest alsidige veteraner fylder i denne uge 80 år. Den nordirske sanger og sangskriver Van Morrison har uden at skele til genrer bevæget sig mellem rock, folk, soul, blues, country og alt derimellem siden midten af 1960’erne. Som helt ung var han med i bandet Them, og efter han forlod gruppen, var det ikke indlysende, at han kunne fortsætte den musikalske karriere, men en amerikansk producer, der havde arbejdet med Them, troede stadig på den kun 21-årige musikers potentiale. Han betalte for, at den unge Van Morrison kunne tage til New York og lave nogle indspilninger som solokunstner, og blandt de sange, Morrison havde med i studiet i begyndelsen af 1967, var et nummer, som produceren med det samme så hitpotentialet i. En sang, som trods Van Morrisons alsidighed gennem syv årtier den dag i dag er tæt forbundet med hans navn: ”Brown Eyed Girl”. Det var dog ikke Van Morrisons plan at søge kommerciel succes, som af den slags ”Brown Eyed Girl” gav ham, og i 2009 fortalte han i et interview i Time om sit syn på denne sang: ”I en lang periode optrådte jeg ikke med den, for den var en slags engangssang for mig. Jeg har omkring 300 sange, jeg synes er bedre end den”.

Van Morrisons stemme er ikke den eneste, man kan høre på ”Brown Eyed Girl”, for vokalgruppen Sweet Inspirations, der optrådte med Elvis Presley i Las Vegas, synger kor på nummeret. Sangens velkendte ”shalala-lala”-passage inkluderer dermed en kvinde ved navn Cissy Houston, som senere fødte en nok så berømt datter ved navn Whitney.

Van Morrison med det borgerlige navn George Ivan Morrison er også kendt for numre som ”Days Like This”, ”Have I Told You Lately” og ”Someone Like You”, og på søndag fylder han 80.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *