Musikhistorien er fuld af personlige dansetrin og tilbagevendende scenegimmicks som for eksempel Michael Jacksons moonwalk, Elvis Presley hoftevrid og Jerry Lee Lewis’ fod i klavertangenterne. Et af de mest berømte – og mest særprægede – opstod i rock’n’roll-musikkens tidlige år hos sangeren og guitaristen Chuck Berry. Om få dage er det 70 år siden, Chuck Berry introducerede sit publikum til det, der hurtigt blev kendt som ”duck walk”, da han spillede på Paramount Theatre i New York den 8. september 1955. Denne ”andegang” bestod i, at han bøjede langt ned i det ene knæ, lod det andet ben stikke skråt frem og nærmest hoppede hen over scenen på ét ben, mens han spillede guitarsolo på numre som ”Johnny B. Goode”, ”Roll Over Beethoven” og ”Hail! Hail! Rock ‘n’ Roll”.
Den lidt gakkede gangart, hvor han næsten sad på hug, mens han optrådte, havde Chuck Berry udviklet for sjov som barn, og det var en slags nødløsning, da han tog den med på scenen første gang. Sammen med sin trio skulle han i september 1955 optræde ved en af sine første koncerter uden for hjembyen St. Louis, og på rejsen til New York var deres jakkesæt blevet krøllede. I et forsøg på at skjule den sjuskede uniform krøllede Berry selv en smule sammen på scenen, og undervejs improviserede han også en koncertversion af barndommens fjollede ”duck walk”. Reaktionen fra publikum var overvældende og begejstret, og fra den aften og livet ud var ”duck walk” en slags signaturpositur for ham.
Chuck Berry blev – ikke kun på grund af den legendariske ”duck walk” – sammen med folk som Little Richard, Fats Domino, Elvis Presley og Buddy Holly en af de store pionerer i udviklingen af den tidlige rock’n’roll-musik. Hele vejen op gennem sine 70’ere og 80’ere fortsatte han med at optræde, og han nåede at indspille et sidste album, før han i 2017 døde som 90-årig.