Hej Tor
Hvem lavede Creedens Crearwater på dansk. Tænker på deres allerstørste hits. Alt ville hjælpe.
Mvh. Steen Jørgensen
Hej Steen
Med det samme jeg så dit spørgsmål, var der et par danske udgaver af sange med Creedence Clearwater Revival, jeg kom i tanke om, og gennem forskellige søgninger har jeg fundet endnu to. Der findes givetvis andre, men her lidt at starte med: Peter Belli udgav i 1981 den politiske ”Pas nu på” på melodien fra ”Have You Ever Seen The Rain”, og Rock Nalle havde et hit med ”Min fars roemark i Skjern” i 1978. Det er en fordanskning af ”Cottonfields”, som godt nok ikke oprindeligt er med Creedence Clearwater Revival, men som de også har haft succes med. Derudover lavede Country Lise ”Bad Moon Rising” om til ”Dans med mig min ven”, og Ulla Mira oversatte ”Proud Mary” til ”Ruller På Din Bølge”.
Dertil kommer historien om det dengang meget unge band Bamses Venner, som fik afslag på en kontrakt på Gustav Wincklers pladeselskab. Winckler syntes nemlig, at deres oversættelse/undersættelse af ”Bad Moon Rising” var for fræk. Den hed ”Jeg så en slemmer mand med rejsning”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger
