Kategorier
Musiknyheder

Vilde kaniner og vintergækker

Teaterkoncerter er blevet et tilbagevendende tilbud de danske scener med alt fra den banebrydende ”Gasolin’” i 1990’erne til sidste års Ib Grønbech-forestilling ”Men her går det godt” på Vendsyssel Teater. De seneste uger har man i Aarhus kunnet opleve en ny teaterkoncert med kreative fortolkninger af Thomas Helmig-sange, og i fredag var der premiere på endnu en dansk teaterkoncert. Gnags’ store repertoire er blevet forvandlet til den musikalske forestilling ”De vilde kaniner”. Titlen henviser naturligvis til Gnags-sangen ”Vilde kaniner” fra 1984, som er en af Peter A.G. Nielsens mange fabulerende tekster. Det kan nogle gange være svært at finde en egentlig pointe i teksterne, og man kan diskutere, om det blev lettere, da Peter A.G. på P4 i 2016 forsøgte at forklare sangens tilblivelse. Bandet havde været i gang med indspilningerne til albummet ”Den blå hund”, men pladeselskabet mente, at der manglede et klart hit, så Peter A.G. måtte skrive videre i sin ferie. ”Og så var jeg i Norge og så en snehare. Og da jeg så kom hjem, var den en vintergæk, der løftede ørerne. Når solen kommer, så løfter den ligesom ørerne. Så det er vintergækker, vi snakker om. De kommer op underjordisk, de kommer nedefra.”

Den nye teaterkoncert om de vilde kaniner (og måske også om vintergækker) havde i fredags premiere på Østre Gasværk Teater i København, men senere rykker den videre til Aarhus, der har haft stor betydning i Gnags’ historie.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *