Hej Tor
Der var engang, hvor radioen nogle gange spillede en åndssvag sang med den umulige linje: ”Jeg plukker frugt med en brugt frugtplukker”. Jeg har ledt efter den, men har kun fundet en ”forkert” version og et rapnummer med samme ”trick”. Ved du, hvad jeg taler om, om kan man finde den nogle steder?
Mvh. Gregers
Hej Gregers
Du må ikke bede mig synge på med denne tungetvistersang, men fortælle dig hvem den er med, kan jeg godt. Det var Olfert’s Gartneri, der udgav ”Frugtplukker” i 2002, og så vidt jeg kan se, blev det deres eneste udgivelse. Bag navnet Olfert’s Gartneri gemte sig i øvrigt musikeren Gert Vincent, som især er kendt for at have været guitarist i Lars Lilholt Band helt siden bandets start i 1982 – men han er altså også i stand til at synge ”Vi plukker frugt med en brugt frugtplukker, plukker frugt med en brugt frugtplukker hele dagen”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger
