Hej Tor
I Marvelous Mosell og Bjørn Svin nummeret Pengestrøm er der brugt en syntheziser melodi der næsten lyder som noget fra et gammelt spil. Hvor kommer den melodi oprindeligt fra? (Det er den melodi nummeret starter med og som kommer igen flere gange)
Vh Rasmus
Hej Rasmus
Jeg forstår godt associationen til gamle computerspil, men sammenhængen er en lidt anden. Marvelous Mosells rap ligger nemlig oven på en let tilrettet version af Bjørn Svin-nummeret ”Mer strøm #2” fra 1997. Bjørn Svin var (og er) lidt af en pioner inden for elektronisk musik herhjemme, og i lidt bredere kredse er ”Mer strøm #2” formentlig hans mest kendte track. Bjørn Svin var selv med til at opdatere nummeret, da det i 2023 skulle bruges i DR-serien ”Guldfeber”, og i samarbejde med Marvelous Mosell blev ”Mer strøm” til ”Pengestrøm”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger
