Paul McCartney er omdrejningspunktet i en ny dokumentarfilm, som snart får premiere. Ikke historien om McCartneys liv som sådan eller om hans tid i The Beatles, men om perioden efter opløsningen af The Beatles. Op gennem 1970’erne skulle McCartney finde en ny vej både musikalsk og menneskeligt, og i filmtraileren, som blev offentliggjort i sidste uge, fortæller han, at han efter bruddet med The Beatles troede, at han aldrig skulle skrive musik igen. Alligevel blev det en produktiv periode med to album i 1970 og 1971, før han og hustruen Linda McCartney i 1971 etablerede gruppen Wings. Begivenhederne i den periode beskrives gennem interviews, gamle klip og hidtil ukendte musikoptagelser i filmen, som har fået navnet ”Man On the Run”.
Filmtitlen er naturligvis et ordspil over ”Band On the Run”, som i 1973 var navnet på Wings’ mest succesfulde album – og på mange måder også Paul McCartneys største udgivelse i tiden efter The Beatles. Pladen havde ellers en hård fødsel, blandt andet fordi bandets guitarist og trommeslager begge forlod Wings i ugen op til, at de skulle rejse til Nigeria for at indspille musikken i lidt mere eksotiske omgivelser end normalt. Opholdet i den nigerianske storby Lagos var også præget af dårlig infrastruktur, efterdønninger af en borgerkrig og et pladestudie, der var en del mere primitivt end forventet. Ifølge Stereogum blev Paul og Linda McCartney endda udsat for væbnet røveri undervejs på turen. De havde negligeret advarslerne om at bevæge sig ud i byen på egen hånd og blev truet med kniv til at aflevere deres taske. Den indeholdt blandt andet en notesbog med masser af idéer til sange og nogle bånd med demoindspilninger, blandt andet den oprindelige demo til den kommende plades titelmelodi ”Band On the Run”.
Dokumentarfilmen “Man On the Run” om McCartneys vej tilbage til toppen efter The Beatles får premiere på streamingtjenesten Amazon Prime den 27. februar.
