Hej Tor
Jeg kan ikke finde den længere, men jeg kan huske, at der sidste år eller forrige år var en reklame for en elbil med ham den svenske skuespilleren fra serien om ubådssagen/Peter Madsen-sagen. Kan du hjælpe?
Karin
Hej Karin
Når du har skrevet til mig, går jeg stærkt ud fra, at det er sangen fra reklamen, du søger. Jeg kan godt huske reklamen, som var for Volvo. Rolf Lassgård, som herhjemme blandt andet er kendt fra rollen som far til mordofferet Kim Wall i tv-serien ”Efterforskningen”, leger med biler med et barn, men der er ikke enighed om, hvor meget en bil larmer.
Musikken er ”Anything You Can Do (I Can Do Better)” fra musicalen ”Annie Get Your Gun” af komponisten Irving Berlin, som blandt andet også skrev ”White Christmas”. Siden premieren for 80 år siden er den selvfølgelig indspillet i masser af udgaver, men jeg har fundet frem til, at versionen i Volvo-reklamen er indspilningen med Ethel Merman og Ray Middleton fra den oprindelige Broadway-musical i 1946.
Med venlig hilsen
Tor Bagger
