En af Danmarks største – og ikke mindst en af de mest langtidsholdbare – rockstjerner fylder i dag 70 år. Han har i mange år været en stjerne i egen ret, men i karrierens tidlige år blev Michael Falch kendt som forsanger i Malurt. Bandets første album udkom i 1980, men det store, folkelige gennembrud kom først i forbindelse med albummet ”Vindueskigger” i 1981, hvor særligt én sang blev et kæmpehit. Sangen ”Superlove” om kunden, der har et godt øje til kassedamen i supermarkedet, fik alle til at synge med på det dansk-engelske omkvæd ”Vil du, vil du, vil du break my heart”. Michael Falch har fortalt, at sangen havde fulgt Malurt, siden de lavede deres første demobånd helt tilbage i 1978, oprindeligt med titlen ”Åh, Irma”.
Man kan sagtens høre ”Superlove” som en kreativ kærlighedssang og blot skråle med på teksten i festligt lag, men der er også et strejf af 1970’ernes politisk engagerede musikscene gemt i sangen. For Michael Falch har på Facebook berettet, at han skrev nummeret som en støtte til de kassedamer, der på den tid kæmpede for deres rettigheder: ”Kassedamernes arbejdsforhold i supermarkederne var elendige, og med et vist glimt i øjet og under dække af en hed og totalt ensidig Klods Hans-forelskelse beskrev jeg den fremmedgørelse og det dehumaniserende følelsestab, der fulgte som bivirkninger af, at mennesker mere og mere blev presset til at gå i ét med maskinerne”, skrev Falch selv om nummeret cirka 40 år senere. Den tidligste version af teksten blev endda trykt som en slags kampsang i Brønshøj-Husum Avis.
Den halvpolitiske kærlighedssang ”Superlove” blev det uomgængelige hit for Malurt, og musikerne opdagede, hvor stor sangen var blevet, ved en koncert for 7000 mennesker i Forum i København den 1. maj 1981. I covernoterne til et opsamlingsalbum beskrev Michael Falch det engang således: ”Da vi på denne majaften nåede til omkvædet i ’Superlove’, stod et brøl pludselig op fra publikum, og for første gang oplevede vi, at én af vores sange blev fælleseje. Øjeblikkets lyksalige intensitet blev ikke ligefrem mindre af, at der nede blandt publikum foran scenen stod en tilhører ved navn Bruce Springsteen og delte vores oplevelse. Lidt senere gik han endda på scenen med os”.
De seneste år har Michael Falch turneret, lavet ny musik og udgivet erindringsbøger, og efter planen er han tilbage som skuespiller i en tv-serie sidst på året. Serien ”Mord i mørket”, som skal vises på streamingtjenesten PrimeVideo, bygger videre på de to film ”Mord i mørket” og ”Mord i paradis” fra slutningen af 1980’erne, hvor Falch spillede journalist og detektiv på Vesterbro i København. Men lige netop i dag er der formentlig tid til at fejre 70-års-fødselsdagen.
