Da Shu-bi-duas forsanger Michael Bundesen i 2011 ramt af en blodprop, betød det i praksis, at bandet ophørte med at eksistere, men selv efter hans død i 2020 lever de kendte sange videre. Bundesens mangeårige makker Michael Hardinger har omdøbt sit Hardinger Band til Shu-bi-dua 2.0, og sammen med blandt andet de to eks-shub’ere Kim Daugaard og Jørgen Thorup giver han nyt liv til Shu-bi-duas folkelige sangskat. Udover almindelige koncerter og et nyligt samarbejde med Danmarks Underholdningsorkester har gruppen også turneret med koncerter, hvor fokus var på LP’en ”Shu-bi-dua 4”, og i denne uge rykker de videre i talrækken. På fredag giver Shu-bi-dua 2.0 deres første ”hyldestkoncert” til 1978-albummet ”78’eren”, der også fungerede som ”Shu-bi-dua 5”. I bogen ”Den røde tråd” fremhæver Michael Hardinger selv dette albums popularitet: ”78’eren er ret god. Det er manges yndlingsplade. Vi synes jo selv bedst og 4’eren, 7’eren og 13’eren, men mange, jeg snakker med, siger 78’eren i stedet. De fleste sange er gode historier og eventyr”.
”78’eren” indeholdt numre som ”Den røde tråd”, ”Phil & Delphia” og ”Colour på tossen” samt en meget afholdt sang, der oprindeligt skulle have handlet om en arbejdsløs gondoliere i Venedig. I bogen ”Den røde tråd” er Michael Bundesen citeret for historien om gondoliere-idéen, der måtte kasseres undervejs. ”Han hed Gino, og han kunne ses på alle kanaler – sponsoreret af Emmentaler. Hvad sker der så? Lone Kellermann kommer i nøjagtig samme periode med Se Venedig og dø. Det er skægt. Den havde Kim Larsen skrevet til hende, og det var noget rigtigt lort. Vi skulle ikke have endnu en gondoliere. Derfor blev vi nødt til at lave den om. Så overvejede vi, hvad sangen i stedet skulle handle om, og det blev Danmark”, fortalte Michael Bundesen. Teksten flyttede sig således fra at bevæge sig rundt i Venedigs kanaler til at berette om, at ”solen stiger op over bilkirkegården, og malkepigen pumper sin ged”.
Shu-bi-dua 2.0’s turné med “78’eren” begynder fredag aften i Greve på Sjælland.