Kategorier
Musiknyheder

Maggie Reilly før og nu

Den skotske sangerinde Maggie Reilly har haft en karriere som de færreste andre. Hun har haft succes på egen hånd, men på nogle af de største hits er det ikke hendes navn, der står på omslaget – for eksempel på Mike Oldfield-nummeret Moonlight Shadow. Egentlig havde Oldfield brugt en anden sangerinde på en tidligere version med titlen Moonlight Passion, men i sidste ende var det Maggie Reilly, der udødeliggjorde sangen, som mange mener handler om John Lennons død. Mike Oldfield selv har fortalt, at den primære inspiration til Moonlight Shadow var en film om tryllekunstneren og udbryderkongen Houdini. I næste uge udsender Maggie Reilly pladen Looking Back Moving Forward dels med genindspilninger af hendes mest kendte sange som Everytime We Touch, Family Man og Moonlight Shadow, dels med helt nye numre.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Rumvæsenet Alf

Kære Tor
Du kan sikkert huske TV-serien om rumvæsenet Alf. Men kan du huske det hit han lavede? Jeg vil gerne finde den igen.
Karsten

Hej Karsten
Ja, den kan jeg skam godt huske. Serien blev lavet fra 1986 til 1990, og det var allerede i 1987, at Stuck on Earth blev et hit. Det var en hollænder, der fik idéen til at klippe bidder fra tv-afsnittene sammen, og det endelige resultat kan du høre på Youtube.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sådan er det bare

Hej Tor
Jeg er på jagt efter en TV2 sang, som vi skal bruge til bryllupsunderholdning hos en af mine veninder. Hun har et lidt specielt forhold til sangen, men jeg har ikke selv styr på teksten, så jeg kan ikke søge på den (og jeg kan selvfølgelig ikke spørge hende selv). Men det er noget med nogle spørgsmål om en kvinde, der er både klog og smuk, og det må mændene finde sig i (lige som med min veninde…). Håber du kan hjælpe.
K.L.

Hej K.L.
Det tror jeg heldigvis godt, jeg kan. Jeg mener nemlig, at I skal finde sangen Sådan er det bare fra 1994-pladen Verdens lykkeligste mand. Her synger Steffen Brandt blandt andet ”Er hun klog, hva’, om hun er. Lidt for kløgtig, ja, desværre. Men hun er min og hun er din”. God fest!
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Oscar-musikken forkortes

I filmens verden er der udsigt til prisfest, for om få dage er det tid til den årlige Oscar-uddeling. Som altid handler en af priskategorierne om de bedste filmsange, men præsentationen af dem er anderledes i år. Tidligere er de nominerede sange blevet fremført i sin fulde længde under det store show, men i år gives der kun et minut til hver enkelt sang i et samlet medley. Det har gjort Peter Gabriel, der er nomineret for sangen Down to Earth i tegnefilmen Wall-E, så utilfreds, at han slet ikke vil optræde under showet. Sangen kan dog stadig vinde en Oscar, og Peter Gabriel vil være til stede i salen – men på grund af udsigten til at skulle forkorte sin sang kraftigt vil han altså ikke med på scenen.

Kategorier
Musiknyheder

Britisk pophæder til Pet Shop Boys

Onsdag aften uddeles de årlige Brit Awards, som er briternes svar på musikpriser som Grammy og Danish Music Awards. Hvem der kan gå hjem med statuetter for årets bedste udgivelser, er endnu hemmeligt, men én af prismodtagerne kendes allerede nu. Hvert år uddeles nemlig prisen Outstanding Contribution To Music til en musiker eller gruppe, der gennem mange år har haft en særlig betydning.

Hyldesten går i år til en popduo, der blev dannet i 1981, efter de to medlemmer havde mødt hinanden i en elektronikbutik. I starten tog de navn efter London-bydelen West End, som de begge holdt af, og denne fascination var også med til at skabe gennembrudshittet West End Girls. På det tidspunkt havde duoen dog skiftet navn til Pet Shop Boys. De seneste år har blandt andre Paul McCartney, Sting og Bob Geldof også modtaget denne hæderspris.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Jason Mraz

Hej Tor
De seneste uger (eller måske måneder) er der en sang, der er blevet spillet meget i radioen, men jeg har endnu ikke fanget hvem det er. Den er blød og munter, og manden nynner en del undervejs. Måske hedder den noget med ”I’m yours, your mine”? Håber du kan hjælpe.
Kærlig hilsen
Jonna

Hej Jonna
Ud fra din beskrivelse er jeg helt sikker på, at du har hørt Jason Mraz. Den amerikanske sanger med det tjekkiske navn slog igennem for nogle år siden, og det nye hit I’m Yours stammer fra hans album We Sing, We Dance, We Steal Things.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: The Wolfgang

Hej Tor
Jeg sætter dig lige på en opgave med at spore et 80’er band, vistnok fra Horsens, ved navn The Wolfgang. De havde i 1982 et lille hit (det må det have været, da jeg ikke kan finde andre der kan huske det i min omgangskreds) som hed “Sweet little maybeline” som startede med et fløjtende tog der buldrer forbi. Mit spørgsmål er om det er muligt at købe nogen steder, og helst som mp3, da min vinylfræser er afgået ved døden.
Med venlig hilsen
Morten Pedersen

Hej Morten
Jeg må indrømme, at jeg ikke selv kan huske The Wolfgang, i hvert fald ikke uden at høre eller genhøre dem. Jeg har dog alligevel fundet et vigtigt spor i din efterlysning, for singlepladen Sweet Little Maybeline står i på et af de danske biblioteker. Du kan derfor bestille den hjem via bibliotek.dk. Den er godt nok på vinyl, men hvis lysten til at genhøre den er stor nok, finder du nok en løsning på dét problem.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Valentinsdag med My Funny Valentine

Lørdag fyldes verden for alvor af hjerter, roser og små kort med søde ord, for den 14. februar fejres den årlige Valentinsdag, der også har vundet indpas herhjemme. Kærlighedssange er en fast del af det både romantiske og kommercielle cirkus, og det er især den gamle My Funny Valentine, der forbindes med Valentinsdag. My Funny Valentine startede som en del af musicalen Babes in Arms i 1937, og de drillende kommentarer i teksten er henvendt til stykkets mandlige hovedperson Valentine LaMar. Sangen blev ikke indspillet rigtigt før 1945, og først i 1950’erne fik My Funny Valentine den store udbredelse, den har den dag i dag.