Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Tuborg Lime-musik

Hej Tor
Der kører for tiden nogle reklamer i tv for den nye øl Tuborg Lime. Der bliver talt hen over et nummer, der ikke er så gammel endda, som jeg gerne vil have fat i. Kan du hjælpe mig.
M.O.

Hej M.O.
Det er rapperen Jokeren, der taler i reklamen, men selve musikken er med det amerikanske band Morningwood. Nummeret hedder ”Nth Degree” og udkom i 2005 på gruppen debutalbum, der blot hed ”Morningwood”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Søndagskvisten

Hej Tor
Måske kan du hjælpe mig. Jeg kan huske radioprogrammet Søndagskvisten fra min barndom, og kan høre kendingsmelodien for mit indre øre. Men jeg kan ikke finde den, måske kan du?
Anette

Hej Anette
Jeg kan godt huske de tidlige morgener, der indledtes med tonerne af ”Soul Limbo” fra Booker T. & the M.G.’s. Den muntre melodi med hammond-orglet blev for ni år siden også udgivet af den danske gruppe Musikk.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Peter Frampton takker Churchill

Peter Frampton var et af de helt store pop-idoler i 1970’erne, og selvom han de sidste mange år ikke har været så meget i søgelyset som i de unge dage, er han stadig aktiv musiker. Den største succes havde han med albummet ”Frampton Comes Alive” i 1976, der kom i en meget produktiv periode. En dag skrev han ”Show Me the Way” inden frokost, og inden solen var gået ned, havde han også kreeret ”Baby I Love Your Way”. Med disse to hits blev ”Frampton Comes Alive” det bedst sælgende live-album nogensinde.

Nu har Frampton udsendt den selvbiografiske plade ”Thank You Mr. Churchill”, der indledes med historien om hans egen fødsel, efter faderen kom hjem fra militærtjeneste i 2. Verdenskrig.

Kategorier
Musiknyheder

Sheryl Crow søger rødderne

Siden midten af 90’erne har den amerikanske sangerinde Sheryl Crow haft succes med numre som ”All I Wanna Do”, ”My Favorite Mistake” og ”Soak Up the Sun”, og nu mener hun, at det er tid til, at hun dyrker sine egne rødder. I sin barndom lyttede hun især til soul- og Motown-musikkens store stjerner, og den inspiration har hun ladet skinne igennem på sit nye album.

Den allerførste plade, hun ejede, var singlen ”ABC” med Jackson 5. Senere blev hun korsanger for Michael Jackson, og nu kører hun videre ud af samme spor. På den nye plade har hun nemlig genindspillet Jackson 5’s debutsingle fra 1969, der oprindeligt skulle have heddet ”I Want to Be Free” og være indspillet af Gladys Knight & the Pips. Chefen på Motown-pladeselskabet fik ændret planerne, så ”I Want You Back” i stedet blev det store gennembrud for 11-årige Michael Jackson og hans brødre. ”I Want You Back” er nu med på Sheryl Crow-pladen ”100 Miles from Memphis”, der udkom i sidste uge.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Den gamle marskandiser

Hej
Jeg vil gerne vide noget om en sang der muligvis hedder til ”den gamle marskandiser på hjørnet af ranunkelvej”. Det er muligt at det kun er omkvædet. Den har været på dansktoppen. Vi vil også gerne vide hvem der sang den.
Med venlig hilsen
Per

Hej Per
Nummeret, du tænker på, er oprindeligt en amerikansk sang med titlen “There’s a Pawnshop On a Corner in Pittsburgh Pennsylvania”. Det var Keld Heick, der i 1973 skrev den danske tekst og indspillede “Der’ en gammel marskandiser på hjørnet af Ranunkelvej” på LP’en “Keld Heick fra den lyse side”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Hængerøv og seler

Hej!
Hvem sang oprindelig “Hængerøv og seler”? Jeg mener, det var en mand. Stemmen kan minde om Rock Nalles.
Med venlig hilsen
Niels Sehested Dam

Hej Niels
“Hængerøv og seler” er ikke let at finde, for det er ikke den originale titel, selvom det var det navn Sweethearts brugte, da de indspillede den for nogle år siden. Den hedder oprindeligt “Strudse og kameler” på grund af omkvædslinjen “Strudse og kameler, hængerøv og seler”. Det var Mogensen & Co., der udsendte den i 1976.
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Earth Wind & Århus

Den udendørs scene ved Musikhuset i Århus bliver på lørdag omdannet til et decideret Boogie Wonderland, når et af 70’ernes og 80’ernes store bands giver koncert. Earth Wind & Fire har eksisteret siden 1971 – og i princippet lidt længere endnu. Oprindelig indspillede bandet nemlig to singler under navnet The Salty Peppers, men i forbindelse med ændringer i besætningen samt en kollektiv flytning fra Chicago til musikscenen på den amerikanske vestkyst blev navnet sløjfet. Trommeslageren Maurice White, der er født i Skyttens tegn, tog udgangspunkt i de elementer, der ifølge astrologien har størst betydning for ham, og således blev navnet Earth Wind & Fire skabt. Gruppen er siden hen blevet kendt for funk- og discohits som September, Let’s Groove, After the Love Has Gone og Boogie Wonderland.

Kategorier
Musiknyheder

Støttesangen Afrika fylder 25 år

I disse dage er det 25 år, siden en af Danmarks mest kendte popsange blev til. Midt i juli 1985 mødtes en lang række af landets mest kendte sangere for at indspille Nannas støttesang ”Afrika”. Den 21-årige Nanna havde året forinden haft succes med filmsangen ”Buster”, som også havde været bestillingsarbejde, så hun var ikke bange for at stille op, da hun blev inviteret til at bidrage i den sangskriverkonkurrence, der skulle finde Danmarks støttesang.

– Så gik jeg ind til klaveret. Jeg sad et øjeblik og tænkte: C-dur, den plejer at holde. Så plantede jeg mine pølser på klaveret og sang: Alle går vi rundt i vores egen lille verden. Det meste af sangen var der efter en halv time, har Nanna fortalt til Politiken. De to sidste vers tog dog lidt længere tid, fordi en tekst om sult og fattigdom – og håb – krævede særlige overvejelser, så den ikke skræmte folk væk. ”Afrika”-singlen endte med at sælge 150.000 eksemplarer og indtjene mere end 2,5 millioner kroner til træplantningsprojekter i Afrika.