Kategori: Musiknyheder

Sangerinden Kylie Minogue er ikke kendt som en af de popstjerner, der deler flere personlige detaljer end højst nødvendigt, men i en ny dokumentarserie gør hun en undtagelse. På Netflix kan man nu gå ombord i serien ”Kylie”, som dels samler den fortælling, hendes fans kender i forvejen om den unge australske skuespiller, der i 1980’erne også blev popstjerne, og dels kommer meget tættere på hendes privatliv, end man er vant til. Blandt andet om det stormfulde og livsdefinerende forhold til INXS-forsangeren Michael Hutchence, om at blive ramt af brystkræft – én gang med stor mediedækning og én gang i dyb hemmelighed – om at have forsøgt at blive mor uden held og om den enorme offentlige kritik, der fulgte med at blive en stjerne gennem et engelsk producerteam, der skabte pophits på samlebånd.

Kylie Minogue fortæller i serien om flere af sine hits som ”I Should Be So Lucky”, ”Can’t Get You Out of My Head” og ”Especially For You”, men også om en sang, hun betragter som helt afgørende for, om hun kunne få karrieren tilbage på sporet, eller om hun var færdig i showbusiness. Efter et mislykket forsøg med eksperimenterende indie-rock i slutningen af 1990’erne nåede hun frem til, at hun skulle tilbage til den rendyrkede pop, men hvis ikke projektet kastede hits af sig, frygtede hun, at det ville være slut. Heldigvis fandt hun samme med de rigtige folk og fik adgang til de rigtige sange på det rigtige sange, og pop-comebacksinglen ”Spinning Around” blev et stort hit i 2000. Både på grund af sangens kvaliteter og på grund af musikvideoen, hvor Kylie Minogue optrådte i et par nu ikoniske guld-hotpants.

Sangen ”Spinning Around” var egentlig skrevet til et planlagt comeback for den amerikanske sangerinde Paula Abdul, men hun ændrede sine planer, og i stedet fik Kylie Minogue – som på det tidspunkt ikke var en stjerne i USA – mulighed for at prøve kræfter med sangen. Musikmagasinet Billboard talte på et tidspunkt med Kara DioGuardi, som omkring årtusindskiftet kæmpede for at slå igennem som sangskriver, og som havde set frem til at få sit navn på en Paula Abdul-sang: ”Jeg vidste ikke, hvem Kylie var, og jeg var knust over, at Paula Abdul ikke skulle indspille den. Jeg tænkte: Kylie Minogue? Hvem er Kylie Minogue? Jeg er nødt til at tjene nogle penge, ellers må jeg vende tilbage til mit almindelige arbejde. Men så så jeg hendes røv i videoen – hun havde de her hotpants på, og videoen var fed – og jeg tænkte: Okay, jeg kan godt lide Kylie Minogue. Jeg skal nok tjene nogle penge her”.

Dokumentarserien ”Kylie” består af tre timelange afsnit, og samtidig med at serien er blevet lanceret på Netflix, har Kylie Minogue udgivet det nye nummer ”Light Up”.

Onsdag fylder en af dansk musiks store trubadurer 70 år, men alderen betyder ikke, at han har trukket sig tilbage eller sat tempoet ned – tværtimod. Fødselaren Poul Krebs har i stedet valgt at skrue op for aktiviteterne i 2026, hvor han markerer sine 70 år med 70 koncerter rundt om i Danmark, både på store festivaler og bittesmå lokalscener. I pressemeddelelsen, der annoncerede planen om de 70 fødselsdagskoncerter, kommenterede Krebs selv det at være en af de mest vedkommende og vedholdende stemmer i dansk musik: ”Det er da en lille sensation. Og et kæmpe privilegium, at jeg stadig får lov at gøre det, jeg drømte om som dreng”.

Her henviste han naturligvis til titelnummeret på hans største albumsucces ”Små sensationer” fra 1995, hvor han allerede længe før internet, sociale medier og tv-nyheder i døgndrift efterlyste autenticitet og et mere roligt tempo. Da albummet med blandt andet hittet ”Sådan nogen som os” udkom, forklarede han i musikbladet Gaffa i april 1995, at ”Jeg er træt af action-tendensen og de store overskrifter. Lad os blive fri for bombardementet af terrorporno og orgieindtryk. Man fjerner fordybelsen og glemmer hverdagens små perler. For mig handler det om at læse mellem linierne i en søgen efter noget mere fundamentalt og finde de små sensationer”.

Poul Krebs har allerede afholdt en del af de annoncerede 70 koncerter, men fortsætter hen over sommeren og efteråret.

Hun er en af de popstjerner, man sagtens kan kalde en diva, og hun er en af dem, der ikke har brug for et efternavn, men blot kendes på ét navn: Cher. Efter at have genopfundet sig selv, sin stil og sin lyd mange gange siden debuten i 1960’erne fylder hun 80 år.

Selvom navnet Cher i dag er verdenskendt, har sangerinden bag blandt andet ”Believe”, ”If I Could Turn Back Time” og ”I Got You Babe” båret mange forskellige navne gennem tiden – og et af dem havde hun endda ikke kendskab til, før hun blev voksen. Cher er vokset op som Cherilyn Sarkisian og skiftede navn til Cheryl LaPiere, da hun i teenageårene blev adopteret af sin mors nye mand. Da hun pladedebuterede i 1964, var det under kunstnernavnet Bonnie Jo Mason, og året efter udgav hun en single som Chér. Hun giftede sig først til efternavnet Bono og senere efternavnet Allman, men det var først, da hun i 1979 ville ansøge om officielt at ændre sit navn til Cher, hun fandt ud af, hvad der havde stået på hendes navneattest siden d. 20. maj 1946. Historien fortælles i erindringsbogen ”Cher: The Memoir, Part One” og er citeret af People og flere andre medier. Efter en meget lang og smertefuld fødsel var hendes nybagte mor blevet opsøgt på hospitalet af en sygeplejerske, der spurgte, hvad barnet skulle hedde: ”Min mor havde ingen anelse om det, men kvinden insisterede, så hun svarede: Altså, Lara Turner er min yndligsskuespiller, og hendes lille pige hedder Cheryl. Min mors navn er Lynda, så hvad med Cherilyn?”, genfortæller Cher om svaret på hospitalet.

Cher voksede således op som Cherilyn, men hun stødte på en stor overraskelse, da hun bestilte en kopi af sin fødselsattest, for her stod der ikke Cherilyn, men blot Cheryl. I sin selvbiografi fortæller hun, at hun dengang konfronterede sin mor med navneforvirringen og spurgte hende: ”Kender du overhovedet mit rigtige navn, mor?”. Moren trak på skuldrene og svarede: ”Jeg var bare teenager, og jeg var i store smerter. Slap dog af”. I 1979 fik sangerinden godkendt navnet Cher som et såkaldt monomym, dvs. et navn, der ikke består af både fornavn og efternavn, men blot ét navn.

I dag fylder Cher 80 år – selvom hun egentlig helst ville være fri. De seneste år har hun flere gange fortalt, at hun ikke bryder sig om at blive ældre. For eksempel fortalte hun i et Today-interview i 2023, at det irriterer hende voldsomt, og at hun har tænkt sig at blive ved med at klæde sig og opføre sig, som hun altid har gjort. ”Jeg ved ikke, om man holder sig ung ved ikke at føle sig gammel. Jeg følger med i trends. Jeg har mange unge venner. Jeg har også gamle venner. For at være ærlig, jeg prøver ikke at føle mig ung, jeg prøver ikke at være ung. Jeg hænger bare i”.

For første gang i mange år er Danmark blandt bookmakernes favoritter i det internationale Melodi Grand Prix, Eurovision Song Contest, som afholdes i denne uge. Tirsdag aften blev den første semifinale afholdt, og torsdag aften forventes det danske bidrag at kunne kvalificere sig til lørdagens finale uden problemer. Søren Torpegaard Lund og hans sang ”Før vi går hjem” har i flere måneder holdt sig omkring en samlet tredjeplads i bookmakernes forudsigelser, og det vil i så fald blive første gang siden 2018, at Danmark ender i Top 10.

Grundlaget til sangen ”Før vi går hjem” blev til på rekordtid, har Torpegaard Lund fortalt til det britiske Youtube-medie Culture Fix. Han var sammen med et hold af sangskrivere for at lave ny musik i fællesskab, men de var under tidspres, fordi han også havde travlt med andre projekter:

”Vi havde ikke meget tid til vores skrive-session. Aftenen før blev vi en smule fulde, og jeg sagde til en af sangskriverne på mit hold: Vi kunne også bare gøre noget andet hele aftenen, før vi går hjem”, fortalte Søren Torpegaard Lund til Culture Fix for nylig. Sangskriveren bremsede ham med det samme, tændte for optageren i sin mobiltelefon og nærmest improviserede sangens hovedtema. Så sagde hun Torpegaard Lund: ”Vi kunne også lave en sang om alt det, vi gør, før vi går hjem”, og herefter gik arbejdet med det nye nummer for alvor i gang.

I første omgang var det ikke Eurovision-potentialet, der fyldte i arbejdet, men derimod natklub-potentialet – både stemningen fra undergrundsscenen for homoseksuelle og et mere almen oplevelse fra nattelivet: ”Vi har alle den side af os selv som et møl, der drages mod lyset, hvor vi opsøger nogle destruktive ting, selvom vi ved, at det er destruktivt, og vi vil bare give slip på alle vores forpligtelser. Det kan være en forelskelse, det kan være en gruppe personer, og det kan også bare være klubben i sig selv som et billede på det”, forklarede Søren Torpegaard Lund til Culture Fix om baggrunden for ”Før vi går hjem”.

Først efter sangen havde fundet sin form, var de på sangskriverholdet enige om, at den kunne passe godt til Melodi Grand Prix og Eurovision, og det har indtil videre holdt stik: ”Før vi går hjem” vandt det danske Melodi Grand Prix i februar, og indtil videre har både Eurovision-fans og bookmakere taget meget godt imod årets danske bidrag.

27-årige Søren Torpegaard Lund er uddannet musicalperformer, og han deltog også i det danske Melodi Grand Prix for tre år siden med balladen ”Lige her”, men nåede dengang ikke videre til finalerunden. Som musicalsanger og -skuespiller har han haft hovedroller i blandt andet ”West Side Story” og Gnags-teaterkoncerten ”Vilde kaniner”.

En af de store datoer i rock- og pophistorien er den 16. maj 1966, for på denne dag landede et af de mest skelsættende album i pladeforretningerne. I næste uge er det 60 år siden, The Beach Boys udgav mesterværket ”Pet Sounds” med numre som ”Wouldn’t It Be Nice”, ”God Only Knows”, ”Caroline, No” og ”Sloop John B”.

”Pet Sounds” var en milepæl i den venskabelige rivalisering mellem The Beach Boys og The Beatles og kom i forlængelse af The Beatles’ LP ”Rubber Soul”. Og den udfordrede de engelske rivaler til efterfølgende at nå nye kreative højder på ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band”.

Albumtitlen ”Pet Sounds” (kæledyrslyde, red.) har altid været omgærdet af både anekdoter, vandrehistorier og endda kritik – blandt andet fordi nogen har ment, at den lidt barnagtige titel ikke yder de komplekse pop-produktioner retfærdighed. En af historierne om navngivningen af den populære LP er blevet bragt til torvs af Beach Boys-sangskriveren Brian Wilson selv. I en selvbiografi skrev han, at idéen kom, da bandmedlemmet Mike Love brokkede sig over musikken: ”Hvem skal lytte til det lort? En hunds ører?”. Mike Love selv har dog afvist, at han skulle have sagt dette.

Mange har også troet, at titlen udspringer af billedet på omslaget, hvor de fem musikere fodrer en flok geder, men ifølge Brian Wilson var titlen på plads, forud for den lidt aparte foto-session i San Diego Zoo. Og endelig er der dem, der mener, at ”Pet Sounds”-forbogstaverne PS var en indirekte hilsen til produceren Phil Spector, der havde udviklet den store poplyd, som blandt andre The Beach Boys byggede videre på. I dette tilfælde var den store lyd dog i mono og ikke i stereo, primært fordi Brian Wilson havde nedsat hørelse på det ene øre.

60-års-jubilæet for albummet, der adskillige gange er blevet kåret som et af de bedste og mest helstøbte nogensinde, bliver markeret med særudgaver af ”Pet Sounds” samt ved koncerter hen over året. Gruppen har på grund af dødsfald og uenigheder skiftet form flere gange, men det oprindelige medlem Mike Love og en gruppe sangere og musikere optræder fortsat som The Beach Boys. I øjeblikket turnerer de i USA, men i juni giver de også en række jubilæumskoncerter i Storbritannien.

Der er næppe mange i Danmark, der ikke kender Birthe Kjærs sang ”Vi maler byen rød”, og man kan nemt argumentere for, at den er et af de mest populære Melodi Grand Prix-numre nogensinde. I fredags berettede de fleste danske nyhedsmedier, at den engelske version af ”Vi maler byen rød” nu for første gang kan høres på diverse musikstreamingtjenester. ”I’m Chasing Butterflies”, som den hedder på engelsk, blev indspillet i forbindelse med Birthe Kjærs deltagelse i Eurovision-finalen i 1989, og selvom man i fredags kunne få det indtryk, at den aldrig havde været udgivet før, så findes den allerede både på udgivelser fra 1989 og på Youtube. Det nye er, at den også helt officielt er udkommet digitalt og dermed får plads på blandt andet Spotify og Apple Music.

“Den blev aldrig et hit på engelsk – men det ændrer ikke på, at mine fans fortjener at kunne høre den engelske version og selv bedømme, hvad de synes om sangen. Så nu får den endelig sit eget lille streaming-liv – og hvem ved…”, siger Birthe Kjær i pressemeddelelsen, der annoncerede den nye udgivelse af den gamle indspilning.

I Ole Tøpholms ”De største øjeblikke” fortæller Birthe Kjær selv om det store arbejde med at give ”Vi maler byen rød” gode vinderchancer i Melodi Grand Prix. Hun havde hele tre gange opnået en andenplads, så et stærkt sceneshow skulle være med til at løfte hendes bidrag i 1989. Den oprindelige plan var, at hun skulle have to sæt tøj på, og at danserne skulle rive det yderste sæt af hende undervejs i sangen som en overraskelse for publikum. ”Jeg fik specialsyet et buksesæt, der skulle være yderst, og når det blev revet af, skulle der folde sig en kæmpe stor flot rød kjole ud”, fortæller Birthe Kjær i bogen. Men idéen var bedre på papiret end i praksis: ”Jeg lignede simpelthen en rullepølse med tøjet på. Det så forfærdeligt ud, og det var så frygteligt”. I stedet måtte hun i al hast finde en designer, der fik til opgave at lave en rød kjole til hende – en kjole, som i dag er et af de mest ikoniske outfits i dansk Grand Prix-historie.

”Vi maler byen rød” vandt det danske Melodi Grand Prix i 1989 og blev nummer tre ved det internationale Grand Prix samme år, hvor den blev fremført på originalsproget, sådan som reglerne foreskrev dengang. Keld Heicks engelske tekst til ”I’m Chasing Butterflies” blev således ikke skabt til Eurovision-brug, men for at have en international version klar, hvis Birthe Kjær skulle vinde konkurrencen, eller hvis der på anden vis skulle opstå udenlandsk interesse for det danske bidrag. Efter 37 års stille tilværelse på gamle LP’er og i små hjørner af internettet er ”I’m Chasing Butterflies” nu tilgængelig på streamingtjenesterne – samtidig med at Birthe Kjær medvirker på Tobias Rahims nye single ”Den Danske Sommer”.

I slutningen af marts kunne Pet Shop Boys markere et stort jubilæum, men selve fejringen foregår i april. Den 24. marts var det præcis 40 år siden, den britiske popduos debutalbum udkom og cementerede den succes, som de første singler allerede havde givet dem. Albummet hed ”Please”, og de to musikere har flere steder fortalt, at titlen blev valgt, fordi de syntes, det var sjovt, at deres fans kunne stå i pladebutikkerne og sige ”Må jeg bede om det nye album med Pet Shop Boys, please”.

Selve bandnavnet var heller ikke kommet ud af det blå. Neil Tennant og Chris Lowe havde mødt hinanden i en elektronikforretning, hvor de opdagede, at de begge var interesseret i den nye bølge af elektronisk musik. I begyndelsen af deres musikalske virke kaldte de sig West End, opkaldt efter London-bydelen af samme navn, men de skiftede navn, før de udgav deres første single – som til gengæld hed ”West End Girls”. I deres omgangskreds var et par fyre, som arbejdede i en dyrehandel, og som derfor altid blev omtalt som ”the pet shop boys”, dvs. dyrehandeldrengene. Tennant og Lowe syntes, at dette kælenavn var så tilpas mærkværdigt og genkendeligt, at de overtog det som navnet på deres nye duo.

I marts 1986 udkom debutalbummet ”Please” med hits som ”West End Girls”, ”Suburbia” og “Opportunities (Let’s Make Lots of Money)”, og det blev i sidste uge markeret med en stribe intimkoncerter. Mange musikere i samme situation ville nok være fristet af at holde en fest med de største hits for fansene, men Pet Shop Boys gik i den modsatte retning: De fem koncerter på London’s Electric Ballroom bestod udelukkende af albumnumre, som ikke har været udgivet som singler samt B-sider fra singlepladerne gennem hele karrieren. Derudover har de nu også udgivet bogen ”Volume”, som samler hele deres visuelle output i kronologisk rækkefølge. Bogen rummer 592 sider med billeder af albumcovers, scenedesign, kostumer, optrædener, merchandise, musikvideoscener og meget andet.

En af de store personligheder i dansk musik gik bort i weekenden. Johnny Reimar var ikke kun en kendt sanger, men også en stor entertainer, en fremsynet forretningsmand og en driftig iværksætter, der fik sit første job som professionel musiker allerede som 15-årig i 1958. Dengang optrådte han under sit borgerlige navn Reimar Kristensen, og i starten af 1960’erne slog han igennem med gruppen The Cliffters. Under navnet Johnny Reimar indledte han en lang karriere som solokunstner, og det store gennembrud kom i 1965 med sangen om ”Lille fregnede Louise” – og om den sjællandske by Karise. Herhjemme kender vi sangen på dansk med Johnny Reimar, men nummeret var oprindeligt svensk, og en tysk version med Reimar skabte desuden en del ballade.

Musikforskeren Henrik Smith-Sivertsen har i en artikel beskrevet sangens vej over landegrænserne med den svenske gruppe Sven-Ingvars som første drivkraft. Gruppen havde i starten af 1960’erne fået succes med at give traditionel svensk musik en ung lyd, hvilket flere år senere blev kopieret herhjemme af blandt andre Keld & The Donkeys, da de genindspillede en pigtrådsversion af den gamle schlager ”Ved landsbyens gadekær”. Sven-Ingvars fik i Sverige et hit med ”Fröken Fräken” (Frøken Fregne), mens Johnny Reimar var ansat som ungdomskonsulent på pladeselskabet Nordisk Polyphon, som var en del af Philips-koncernen. Her skulle han blandt andet gennemlytte plader fra koncernens pladeselskaber i andre lande for at vurdere, hvad der skulle udsendes i Danmark, og her fik han adgang til Sven-Ingvars’ repertoire og kunne se potentialet i ”Fröken Fräken”. I stedet for at udsende den på svensk i Danmark eller give opgaven til en anden dansk kunstner greb han selv muligheden og indspillede det svenske hit under titlen ”Lille fregnede Louise”, og på en efterfølgende LP dukkede der også andre danske udgaver af Sven-Ingvars’ hits op.

Hans arbejde med at udbrede ”Fröken Fräken” stoppede dog ikke her, for han lavede også en tysk version, ”Rote Lippen hat Louise”. Ifølge populærmusikforskeren Henrik Smith-Sivertsen havde Sven-Ingvars selv en drøm om at indtage det tyske marked, og de blev derfor så vrede over at se en dansk Philips-medarbejder overhale dem indenom, at de forlod Philips til fordel for et andet pladeselskab. Dermed var Johnny Reimar heller ikke længere den første i køen til at kunne fordanske gruppens svenske hits, men han skabte sig en lang karriere med pigtråd, partyhits, smølfesange, dansktop og tyrolerfest.

Johnny Reimar døde lørdag, 82 år gammel. Ifølge datteren Lotte Reimars besked på Facebook sov han efter kort tids sygdom stille ind, omgivet af sine børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og hustruen Annie, som han var gift med i knapt 60 år.