Profetisk Grand Prix-veteran

Når årets danske Melodi Grand Prix afholdes på lørdag, er der otte nye sange, der dyster om at skulle repræsentere Danmark ved Eurovision i Rotterdam i maj. Deltagerne er en blanding af ukendte sangere, etablerede kunstnere og en decideret veteran. Der er nemlig comeback til en af vinderne fra 1978, hvor gruppen Mabel fra den ene dag til den anden blev verdenskendte i Danmark, da de med guitarer og stortromme spillede ”Boom Boom” til sejr i Melodi Grand Prix. Mabel rejste et par år senere til Spanien, hvor de havde ganske stor succes, og herefter videre til USA, hvor det store gennembrud dog udeblev. Da resten af bandet tog hjem til Danmark igen, blev forsanger Michael Trampenau i USA, hvor han under navnet Mike Tramp markerede sig som sanger i metal-bandet White Lion. På lørdag vender 60-årige Mike Tramp tilbage til musikkonkurrencen, som han var med til at vinde i 1978, men Mabel deltog faktisk også i 1979. Sangen “Saturday Show” endte på en femteplads, og når man hører den i dag, kan det virke, som om Mike Tramp enten er synsk eller har brugt mere end 40 år på at fuldende en tre minutters popsang. I “Saturday Show” synger Mike Tramp blandt andet, at “Vi vidste, han engang var superstjerne med succes, men at han har levet under usle kår. (…) Han sagde ‘Hello, good evening, welcome to the Saturday show’, og startede uden bifald på sin sang. Hans tanker fløj tilbage, hvor hans melodi den vandt og gjorde ham til stjerne på en dag. Men stjernen, den er blegnet, og succesen den forsvandt og glemte også det, han dengang sagde. (…) Stjerner fødes og stjerner går. Er du heldig, er du iblandt. Moden skifter fra år til år, det er ubarmhjertigt, men sandt”.

I denne uge står den lidt blegnede stjerne Mike Tramp på scenen på en lørdag aften i et corona-ramt show uden bifald, hvor han uden tvivl bliver konfronteret med den dag, hvor han vandt og blev kendt fra den ene dag til den anden. Og så optræder han med en sang, der ikke følger den ubarmhjertigt skiftende mode. Jørgen de Mylius havde næppe regnet med, at det var dansk popmusiks svar på Nostrademus, han lukkedes ind i konkurrencen dengang, og på lørdag gør Mike Tramp Grand Prix-comeback med sangen ”Everything Is Alright”.

It’s a Sin som sang og serie

Knapt to måneder inde i 2021 er en af årets hidtil mest roste og omtalte nye tv-serier ”It’s a Sin”, som herhjemme kan ses på streamingtjenesten HBO Nordic. Den britiske serie handler om en gruppe homoseksuelle mænd og deres liv op gennem 1980’erne, hvor HIV og AIDS i løbet af få år ændrer hele deres verden. Serien begynder i 1981, men titlen er hentet fra en sang, der først udkom nogle år senere. Duoen Pet Shop Boys fik i 1987 et kæmpestort hit med ”It’s a Sin”, som tager udgangspunkt i nogle af forsanger Neil Tennants oplevelser på den katolske kostskole St. Cuthbert’s High School i Newcastle. Følelsen af, at ens tanker og drømme er syndige, blev forstærket blandt mange homoseksuelle katolikker, men selvom kritikken af den katolske baggrund forekom voldsom i sangen ”It’s a Sin”, stak den faktisk ikke så dybt endda, fortalte Neil Tennant i et interview med i 2009: ”Da vi udgav It’s a Sin, var det interessant, for folk tog den meget alvorligt. Sangen blev skrevet på omkring 15 minutter, og den var ment som en kitschet joke, og det var ikke noget, jeg bevidst tog særligt seriøst. Nogle gange tænker jeg over, om den stak dybere, end jeg tænkte dengang”, fortalte Pet Shop Boys-sangeren til mediet The Atlantic.

Siden tv-serien “It’s a Sin” havde premiere i januar, har der også været fornyet interesse om sangen “It’s a Sin”. Musikmediet nme.com kunne forleden berette, at online-salget og -lytningen af Pet Shop Boys-nummeret fra 1987 var steget 249 procent, siden tv-premieren, og dertil kommer en helt ny version med det unge band Years & Years, som også tidligere har arbejdet sammen med Pet Shop Boys. Gruppens forsanger Olly Alexander spiller en af hovedrollerne i tv-serien, og i den anledning har Years & Years udsendt en helt afdæmpet ballade-version af ”It’s a Sin”

Det er Britney, bitch!

En af den seneste tids mest omtalte musikdokumentarer er nu også landet i Danmark. The New York Times står bag tv-programmet “Framing Britney Spears”, som lige nu kan ses på TV 2 Play, og det fortæller historien om den talentfulde pige, der blev barnestjerne i et Disney-program og senere tog hele verden med storm som popstjerne. Med årene voksede presset på den unge kvinde, paparazzierne var alle vegne, og i fuld mediebevågenhed fik Britney Spears omkring 2007 en form for sammenbrud med vild opførsel, problemer på hjemmefronten og anklager om at være en uansvarlig mor, som programmet opridser. Men mest af alt fortæller “Framing Britney Spears” om fan-bevægelsen #FreeBritney, som i begyndelsen måske så ud til at være baseret på en kreativ konspirationsteori, men som med tiden blev mere og mere velunderbygget. Efter sit sammenbrud var der frygt for, om Britney Spears var i stand til at tage vare på sig selv og sine interesser, og hendes far Jamie Spears blev derfor officielt værge og forvalter af hendes formue. I de seneste år har Britney Spears blandt på de sociale medier delt billeder og budskaber, som samlet tegner et billede af, at hun nærmest holdes som fange i sit eget liv, og mange af hendes gamle fans kæmper nu for, at faderens værgemål ophæves, så den engang så selvsikre og målrettede popstjerne igen kan træffe beslutninger om sit eget liv.

Flere gange i dokumentaren dukker et lille, men velkendt udtryk op i blandt andet fan-udsagn og på bannere: ”It’s Britney, bitch”. Sangerinden fik sit gennembrud med ”…Baby, One More Time” i 1998, og selvom udtrukket ”It’s Britney, bitch” i dag fremstår som en fast del af Britney-universet,  så blev det først etableret i 2007. Der blev arbejdet på en comeback-single til Britney Spears efter den offentlige tumult, og produceren Jim Beanz har fortalt til MTV, at der var en tro på, at når Spears havde født sit andet barn og igen skulle udgive en ny plade, så ville sangen ”Gimme More” kunne fungere: ”Vi havde brug for den helt rigtige catch phrase til for alvor at få hende tilbage og sætte sit aftryk på musikindustrien, og det aftryk var It’s Britney, bitch”. Med lige dele frækhed, provokation og genkendelighed voksede de tre ord langt ud over ”Gimme More”, som man også kan se det i “Framing Britney Spears”.

The Weeknd sejrede ved Super Bowl

Natten til mandag blev en af verdens største sportsbegivenheder afholdt, da den årlige finale i amerikansk fodbold, Super Bowl, samlede millioner af tv-seere verden over. Et fast indslag ved det gigantiske sports-event er, at et stort navn fra musikkens verden tager sig af pauseunderholdningen mellem første og anden halvleg, og det har med årene udviklet sig til en opvisning i, hvordan man kan skubbe til grænserne for, hvor vild, hvor avanceret og hvor kreativ en femten minutters koncert kan være. Superstjerner og gæsteoptrædener, special effects og fyrværkeri, dansetrupper og statister, kraner og snoretræk, lysshow og kulisser – alt sammen for at overgå tidligere de halftime shows, som Super Bowl-koncerterne kaldes. I år var æren og opgaven tilfaldet den canadiske sanger The Weeknd. Han hedder egentlig Abel Tesfaye og kommer ud af en etiopisk familie, men er født og opvokset i Toronto i Canada. Kunstnernavnet tog han, efter at han som 17-årig droppede ud af gymnasiet og stak af hjemmefra i en weekend. Det viste sig dog, at der allerede var et canadisk band, der kaldte sig The Weekend, så for at undgå for meget forvirring – og måske også sagsanlæg – slettede han et bogstav i navnet og blev til The Weeknd.  

Både den canadiske skuespiller Dan Aykroyd og sangerinden Shania Twain har medvirket tidligere, men The Weeknd er den første canadier, der har stået som hovednavn ved et Super Bowl-pauseshow. Den bedrift betød, at Torontos borgmester søndag erklærede, at den 7. februar fremover skal markeres som ”The Weeknd Day”, og sangeren gav både borgmesteren og sine fans noget at være stolte af. Han leverede ikke bare et spektakulært show med stort kor og maskerede dobbeltgængere, men lod også sin Super Bowl-optræden blive kulminationen på en slags langstrakt performance om berømmelsens mørke sider, som han skridt for skridt har udviklet i musikvideoer, interviews og på sociale medier gennem mere end et år – til lyden af sange som ”Can’t Feel My Face”, “I Feel It Coming”, “Save Your Tears” og afslutningsvis “Blinding Lights”, der har været et kæmpehit i mere end et år nu.

Sæt madding på krogen og ta’ med ud å svensk

En nylig opmærksomhed er kommet som lidt af en overraskelse, selvom sangerinden Gitte Hænning har oplevet lidt af hvert gennem sit 74 år lange liv. Hun blev landskendt som otte-årig, da hun sang, at hun ville ”Giftes med farmand”, hun har spillet med i flere film, hun vandt det tyske Melodi Grand Prix med “Junger Tag” i 1973, og hun har i årevis haft en flot karriere særligt i Tyskland. Nu har hun også fået et hit i Sverige, hvor hendes sang ”Ta’ med ud å fisk” fra 1962 har været helt oppe på førstepladsen af musiktjenesten Spotifys svenske Viral Top 50 med de sange, der bliver delt og diskuteret mest på de sociale medier. Fisketuren tog sin begyndelse, da Pee Wee King & His Golden West Cowboys i 1950 udgav den første version af “We’re Gonna Go Fishin'”. Countrymusikeren Hank Locklin tog den op i 1962, og samme år fordanskede Ida og Bent From den til ”Ta’ med ud å fisk”. Melodien blev også justeret en lille smule – til det bedre vil mange danskere nok mene – og i 1963 spredte den danske lystfisker-slager sig til resten af Norden. I Sverige sang Lil Malmkvist om ”Fina fisken”, i Norge udgav Wenche Myhre ”Bli med ut og fisk”, og i Finland tog Monica Aspelund på lørdagsfisketur på ”Lauantaina kalastamaan”.

Men Gitte Hænning havde brug for hjælp fra Olsen-bandens svenske ”slægtninge” for at begå sit uventede kup på den virale hitliste. I kølvandet på Olsen-bandens succes i Danmark skabte man i Sverige i 1980’erne Jönsson-ligan, som tog udgangspunkt i de danske film og deres figurer. Nu er ligaen blevet samlet til et nyt kup i en ny film med nye skuespillere, og juledag 2020 var der premiere på ”Se upp för Jönssonligan” på tv-tjenesten C More. I filmens indledende scene skal banden begå et indbrud på et lagerhotel, og de får en lokalradio til at spille ”Ta’ med ud å fisk”, som er med til at aflede nattevagtens opmærksomhed, samtidig med at banden koordinerer deres opgaver efter sangens opbygning. Nummeret bliver dog afbrudt af trafikmeldinger, og radioværten får startet sangen forfra undervejs, så bandens koreografi forstyrres, og kuppet går i vasken. Hvorfor filmholdet har valgt den danske ”Ta’ med ud å fisk” frem for den svenske og næsten enslydende ”Fina fisken”, er uvist, men udfaldet er, at Gitte Hænnings sang fra 1962 har vundet mange svenske hjerter den seneste måneds tid.  

Ankret op ved Jyllands bro i 100 år

En del af de begivenheder, der i 2020 skulle have markeret 100-året for genforeningen med Sønderjylland, er på grund af corona-krisen blevet udskudt til i år. Det gælder blandt andet dronningens besøg i en række byer efter nogenlunde samme rute som ”kongens ridt”, da hendes farfar Christian d. 10. i sommeren 1920 blev tiljublet som sønderjydernes nye overhoved. Omstændighederne var anderledes for hundrede år siden, men også dengang blev fejringen fordelt over en længere periode, og det betyder, at det først er i denne uge, der er 100-års jubilæum for en af genforeningens mest kendte sange. Det Kongelige Teater ønskede at markere genforeningen gennem en festforestilling med et nyskrevet teaterstykke, som digteren og forfatteren Helge Rode blev hyret til at skrive. ”Moderen”, som skuespillet kom til at hedde, fortalte historien om moder og en søn, der genforenes – med klare referencer til, at Sønderjylland igen var under den danske krone.

Helge Rode ville gerne have den store komponist Carl Nielsen til at skrive musik til forestillingen, og selvom Nielsen flere gange afslog på grund af travlhed, lykkedes det at overtale ham til sidst. Hen over sommeren og efteråret 1920 skrev han derfor melodier til en stribe sange til ”Moderen”, men ifølge Det Kongelige Bibliotek var det først i december, at der i en brevveksling blev nævnt en sang, der kaldtes ”Som en blomstersmykket flåde”. Der var ikke lang tid til premieren, men med en nyskrevet melodi og nogle ændringer i teksten blev også ”Som en rejselysten flåde” klar til uropførelsen af ”Moderen” på Det Kongelige Teater – og på lørdag den 30. januar er det således præcis hundrede år siden, et publikum for første gang kunne opleve ”Som en rejselysten flåde”. Det samme gjaldt i øvrigt ”Min pige er så lys som rav” og ikke mindst ”Tågen letter”. ”Som en rejselysten flåde” blev med årene en af de mest udbredte fædrelandssange med genforeningen som omdrejningspunkt.

Utroskabens malerpensel

I mange år var ”Top of the Pops” et tv-program, der kunne være med til at skabe fremtidens stjerner, danne mode og forstærke succesen for et hit. Hver uge kunne BBC-seerne opleve et udvalg af tidens mest populære sange fra den britiske singlehitliste, og der var derfor masser af opmærksomhed at hente ved at optræde i ”Top of the Pops”. For eksempel blev Boy George kendt fra den ene dag til den anden, da han med makeup og androgyn fremtoning optrådte med ”Do You Really Want to Hurt Me” med Culture Club – og i protest mod, at musikken skulle være på bånd og kun sangeren live, fremførte Nirvana ”Smells Like Teen Spirit” med falsk sang og påtaget vild sceneoptræden til både morskab og opstandelse. I denne uge har en af de mest berømte ”Top of the Pops”-detaljer 40-års-jubilæum, for den 15. januar 1981 havde Phil Collins en lidt overraskende rekvisit med på scenen. Han sad ved sit keyboard og fremførte sit sologennembrudshit ”In the Air Tonight”, men ved siden af keyboardet stod en spand maling med en pensel i. Han forklarede senere, at han bare havde fået øje på maling og pensel ude bagved og havde tænkt, at det ville se godt ud at have det med på scenen, men sandheden var formentlig en anden. Det var velkendt, at det meste af hans debutalbum blev skabt med udgangspunkt i og i efterdønningerne af skilsmissen fra hustruen Andrea Bertorelli, som skulle havde haft en affære med en mand, der havde været anset til at male og indrette deres hjem – og det var derfor svært ikke at læse malerspanden som en hilsen til eks-konen.

I 2015 fortalte Andrea Bertorelli dog sin side af historien til avisen Daily Mail, hvor hun godt nok erkendte at have haft en affære, men at hendes mand reelt var stemplet ud af deres ægteskab længe forinden på grund af sine lange turnéer med bandet Genesis.
– ”Jeg kan huske, at jeg så Top of the Pops den aften, han optrådte med spanden med maling på klaveret. Jeg var forfærdet, jeg blev dårlig og følte mig forrådt. Jeg vidste straks, at det var en besked til mig, men den blev givet offentligt. Og så fortsatte han med at fortælle journalister, at jeg var stukket af med dekoratøren. Andre sangskrivere som Adele laver plader om deres hjertesorg, men de sætter ikke navn på og peger fingre, som han gjorde. Den historie blev overdraget til medierne og portrætterede ham som den gode og gav mig rollen som skurk, og der var ikke noget, jeg kunne stille op. Da jeg bad ham om at holde op med at fortælle og skrive sange om vores forhold, sagde han, at han havde kunstnerisk frihed til at skrive om, hvad han havde lyst til”, fortalte Andrea Bertorelli i Daily Mail.

Farvel til stemmen bag You’ll Never Walk Alone

Det er sjældent, at et dødsfald i musikkens verden berører sportsfans i stor stil, men det var tilfældet i weekenden, da beskeden om Gerry Marsdens kom. Marsden var frontmand i bandet Gerry and the Pacemakers, der ligesom andre Liverpool-grupper som The Beatles, The Searchers og The Swinging Blue Jeans var en del af den såkaldte Merseybeat-bølge i 1960’erne. Gerry and the Pacemakers hittede med sange som ”How Do You Do It” og ”Ferry Cross the Mersey”, men det var 1963-genindspilningen af en ballade fra en musical fra 1945, der var med til at sikre dem berømmelse langt ud over de tidlige rock’n’roll-år. Med tiden er sangen ”You’ll Never Walk Alone” nemlig blevet adopteret af fodboldfans og -klubber flere steder, først og fremmest i Gerry Marsdens hjemby Liverpool i England. I et interview på fodboldklubben Liverpool FC’s hjemmeside i 2013 fortalte Marsden, at traditionen begyndte på Liverpools stadion Anfield, allerede mens ”You’ll Never Walk Alone” toppede hitlisten i 1963:

”Jeg kan huske, når jeg var på Anfield, plejede de før hver kampstart at spille Top 10 fra nummer 10 til nummer 1, og derfor blev You’ll Never Walk Alone spillet før kampen. Jeg var med ved kampen, og fansene begyndte at synge den”, fortalte Marsden til liverpoolfc.com.

Da sangen røg ud af Top 10 på hitlisten, holdt stadionpersonalet også op med at spille den over højttalerne, men allerede ved den næste kamp lød tilråbene fra The Kop-tribunen med de mest inkarnerede fans: ”Hvor er vores sang?” Klubben måtte derfor finde ”You’ll Never Walk Alone” frem igen, og siden da har den været uløseligt forbundet med Liverpool FC, som spiller den forud for alle hjemmekampe. Gerry Marsden døde efter kort tids sygdom, 78 år gammel.