Kategorier
Musiknyheder

Peter Schmeichel samler nyt hold

Et ukendt band med en meget kendt forsanger er i disse dage på vej rundt i Danmark. Fodboldlegenden Peter Schmeichel er verdenskendt for sine bedrifter i målet for det danske landshold og hos blandt andet Manchester United, men han har alle dage haft musikken med som følgesvend. Hans far var jazzmusiker og insisterede på, at sønnen lærte at spille. Klaverundervisningen kedede lille Peter, som fik lov til at skifte til guitar og senere kastede sig over trommerne – inden han atter vendte tilbage til klaveret. For et års tid siden var Schmeichel gæst i BBC-radioprogrammet ”Desert Island Discs”, hvor kendte mennesker fortæller om deres forhold til musik og præsenterer de plader, de ville vælge at tage med ud på en øde ø. Her fortalte han blandt andet om at fejre en Manchester United-sejr over Liverpool ved at drikke sig fuld med holdkammeraterne og spille ”My Funny Valentine” på klaver sammen med Eric Cantona, der var i gang med at lære at spille trompet.

Efter han har indstillet sportskarrieren, er der blevet mere tid til musikken, og nu har Peter Schmeichel slået sig sammen med de to musikere Niklas Schneidermann og Anders Ramhede, der normalt spiller i Magtens Korridorer, og har dannet et band med navnet The Ones, der henviser til det faste tal på Schmeichels målmandstrøje. I øjeblikket turnerer The Ones med et såkaldt ”rock and talk show”, der præsenteres som en musikalsk rejse gennem syv årtiers rockmusik tilsat Schmeichel-anekdoter om fodbold, musik og familieliv. Hvad der er på repertoiret hos The Ones, kan man opleve på spillesteder i blandt andet Randers og Skive i den kommende uges tid, men hvis man skal bruge Schmeichels favoritter i “Desert Island Discs” som pejlemærker, kan numre som “Rosanna” af Toto, “Sultans Of Swing” af Dire Straits og “Angels” af Robbie Williams måske komme i spil. Hans første sangvalg i radioprogrammet var dog en sang, der er nært knyttet til hans storhedstid som målmand, ”Når jeg lytter til den, tager det mig tilbage til særlige steder og særlige minder”, sagde han om Queens ”We Are the Champions”.

Kategorier
Musiknyheder

Dolly Parton arbejder stadig fra ni til fem

Når man har været i musikbranchen i mere end 60 år, må det være tilladt at genopfinde sine gamle sange af og til, og det er, hvad den 76-årige Dolly Parton lige har gjort med et af sine største hits. Countrystjernen fik et stort pophit i 1980, i forbindelse med at hun debuterede som skuespiller i filmen ”9 to 5”. Dolly Parton var blevet inviteret til at spille med i filmen om en gruppe kontoransatte kvinder, der tager hævn over deres mandschauvinistiske chef, og det lå naturligvis til højrebenet, at hun også skulle skrive musik til filmen. Titelmelodien kom til verden, mens filmoptagelserne var i fuldt sving, og i et interview i tv-programmet ”60 Minutes” fortalte hun i 2009, at en del af inspirationen faktisk kom fra hendes fingernegle. Hun havde meget lange akrylnegle, og hun opdagede, at når hun gned dem mod hinanden, lød det som en af de skrivemaskiner, som filmens kontordamer arbejder ved. Det satte gang i den rytme, der driver sangen fremad, og selv da hun skulle indspille sangen, fik de klikkende negle lov til at blive en del af rytmegruppen.

Tidligere på året var der premiere på dokumentarfilmen ”Still Working 9 to 5”, som ikke kun handler om filmens forhistorie og tilblivelse, men også om den betydning den fik i populærkulturen, og det aftryk, den efterlod sig som et humoristisk, men markant indlæg i ligestillingsdebatten. I den forbindelse genindspillede Dolly Parton ”9 to 5”-sangen sammen med den noget yngre Kelly Clarkson i en langsommere udgave, der trækker en del af det underholdende element ud af sangen, så den til gengæld fremstår mere alvorlig i sit budskab om manglende ligestilling og urimeligheder på arbejdsmarkedet. Indtil nu har man kun kunnet høre den nye ”9 to 5”-duet i dokumentarfilmen, men forleden blev sangen sluppet fri på alverdens streamingtjenester.

Kategorier
Musiknyheder

A pretty nice girl på 96 år

I eftermiddag flyttes den afdøde dronning Elizabeths kiste fra Buckingham Palace til parlamentsbygningen Westminster Palace, hvor den vil befinde sig, indtil selve begravelsen finder sted. Midt i den lange sørgeperiode er mange ting i gang med at skulle ændres i det britiske samfund udover det indlysende i, at en ny monark har taget over. Blandt andet er briternes nationalsang som en del af tronskiftet automatisk blevet ændret fra ”God Save the Queen” tilbage til ”God Save the King”, sådan som det har lydt i lange perioder gennem århundreder. Oprindelsen af ”God Save the King” kan ikke kortlægges med sikkerhed, men det ældste kendte optryk af sangen er helt tilbage fra 1744. Sangen i sig selv er dog formentlig er endnu ældre, og visse steder forbindes den med den engelske komponist John Bull, der levede fra 1562 til 1628. ”God Save the Queen” var også titlen på en stærkt samfundskritisk sang fra punkbandet Sex Pistols i 1979, og i samme kritiske musikkategori findes også ”The Queen Is Dead” fra 1986 med The Smiths.

The Beatles sendte til gengæld dronning Elizabeth en positiv – om end meget kortfattet – hilsen på albummet ”Abbey Road” i 1969. Paul McCartney skrev den lille sang ”Her Majesty”, hvor han erklærede hende sin kærlighed og kaldte hende ”a pretty nice girl”. Magasinet Classic Rock citerede ham engang for at sige, at ”den er dybest set monarkistisk med en lettere respektløs tone, men det er meget med et glimt i øjet. Det er nærmest som en kærlighedssang til dronningen”. Den kortfattede hyldest skulle have været en del af et længere medley som bindeled mellem ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam”, men da McCartney hørte det hele i sammenhæng, bad han studieteknikeren John Kurlander klippe ”Her Majesty” ud. Kurlander gjorde, som han blev bedt om, men han kasserede ikke den lille stump spolebånd helt, fortalte han i Classic Rock-bladet: ”Jeg havde fået at vide, at jeg aldrig skulle smide noget væk, så efter han var gået, samlede jeg det op fra gulvet, satte cirka tyve sekunders indløbs-tape og monterede den sidst på redigeringsbåndet”

Resultatet blev, at man til allersidst på ”Abbey Road”-pladen kunne høre den 23 sekunder korte sangstump ”Her Majesty” som et forsinket bonusnummer, der ikke fremgik af pladens omslag, og det er det hurtige klippearbejdes skyld, at ”Her Majesty” både begynder og slutter lidt klodset. Dronning Elizabeth d. 2. var 43 år, da hun blev besunget som ”a pretty nice girl”, og hun blev 96 år gammel. Hun begraves fra Westminster Abbey på mandag kl. 12 dansk tid.

Kategorier
Musiknyheder

Elton John genopliver fortiden

Før i tiden var det ikke usædvanligt, at musikere forsøgte at puste nyt liv i deres gamle udgivelser med opsamlingsplader, live-indspilninger eller remix. Pop-veteranen Elton John har fundet en anden opskrift, der gav succes sidste år, hvor han hittede med ”Cold Heart”, der var stykket sammen af passager fra hele fire forskellige Elton John-sange af ældre dato, så de fremstod som en ny helhed og lød som et moderne pophit. Forleden udkom endnu et nummer skåret over samme læst, hvor dele af ”Tiny Dancer” og ”The One” er koblet sammen og krydret med et sample fra ”Don’t Go Breaking My Heart” og udgivet med titlen ”Hold Me Closer”. Mest fremtrædende i sangen er omkvædet fra ”Tiny Dancer”, som Elton John udgav i 1971, hvor den ikke blev et stort hit, men med årene voksede den til at blive en klassiker i hans repertoire. ”Tiny Dancer” fik også et skub med på vejen, da den i 2000 indgik i filmen ”Almost Famous” om musikbranchen først i 1970’erne.

Som langt de fleste af Elton Johns andre sange er teksten skrevet af hans makker Bernie Taupin, der har fortalt, at ”Tiny Dancer” handler om de mange kvinder, som de mødte, da de efter Elton Johns gennembrud drog til Californien. Kvinder, der var helt anderledes end dem hjemme i England: ”Jeg ville indfange tidsånden, indkapslet af de kvinder, vi mødte, særligt i tøjbutikkerne på The Strip i Los Angeles”, har han fortalt. ”De ville alle sammen sy lapper på dine jeans. De ville tage sig af dig og gå i seng med dig – det var det perfekte Ødipus-kompleks”. På LP’en ”Madman Across the Water” fra 1971 tilegnede Taupin dog ”Tiny Dancer” til sin kæreste og senere hustru Maxine.

Mere end 50 år senere er ”Tiny Dancer” atter fremme, men denne gang handler det om at indfange en helt anden tidsånd og en helt anden stemning. Elton John instruerede ligefrem produceren om, at ”Hold Me Closer” ikke skulle fremstå som ”den nye Tiny Dancer”, men som en sjov version, folk kan danse til eller have kørende, mens de får en drink på Ibiza, uden at det skal være alt for seriøst. Britney Spears medvirker også på ”Hold Me Closer”, og det er hendes første nye udgivelse i seks år.

Kategorier
Musiknyheder

CD’en – fyrre, flad og færdig

Udviklingen i musikhistorien handler ikke kun om kunstnerisk kreativitet, men også om teknologiske muligheder, og i den sammenhæng er denne dato lidt af en mærkedag. For præcis fyrre år siden – den 17. august 1982 – blev den første musik-CD trykt på Philips-fabrikken i Langenhagen lidt uden for den tyske storby Hannover. Udviklingen af de første compact disc, som de også blev kaldt, havde været undervejs i nogle år, efter at elektronik-giganterne Sony og Philips var gået sammen om at skabe en digital afløser for vinylplader og kassettebånd. I 1979 begyndte en arbejdsgruppe at se på, hvordan et nyt medie til musikafspilning skulle konstrueres og hvilke krav, det skulle leve op til. Oprindeligt var producenterne blevet enige om, at en digital disk skulle kunne rumme en times musik, men det blev undervejs udvidet til 74 minutter – efter sigende for at sikre, at man kunne udgive Beethovens niende symfoni i ét stykke.

Den første CD, der blev stanset ud på den tyske fabrik for nøjagtig fyrre år siden, var et eksemplar af Abba-albummet ”The Visitors”, som også var et af de første album, der var blevet indspillet og mixet digital. ”The Visitors” var udkommet på LP og kassette året forinden, men selvom den var først igennem CD-maskineriet i 1982, var det ikke den, der landede i butikkerne som den første. Det var derimod Billy Joel-albummet ”52nd Street”, som blev introduceret på CD til det japanske marked den 1. oktober 1982, samme dag som de første CD-afspillere blev sat til salg. Det var naturligvis en bekostelig affære at skulle være ”first mover” på den nye musikteknologi, og derfor blev CD-afspillere og -udgivelser i den første tid mest målrettet det klassiske musik-marked, da disse kunder formodedes at have flere penge og være mere optaget af den lydkvalitet, som det nye digitale format kunne tilbyde.

At CD’en, som fylder rundt i dag, på sine gamle dage er blevet overhalet indenom af både musikstreaming og ironisk nok også LP’er, er en helt anden historie.

Kategorier
Musiknyheder

Bamse var den milde

Der er stadig et par uger til den egentlige premiere på filmen om Flemming Bamse Jørgensen, men allerede nu pibler det frem med biografreklamer, interviews og forpremiere-arrangementer flere steder. Filmen om den folkekære sanger har været mange år undervejs, og det betyder blandt andet, at de første idéer er en del ældre end John Mogensen-filmen, der fik premiere i 2018. Manuskriptforfatteren Bo hr. Hansen har fortalt i filmmagasinet Ekko, at da han blev præsenteret for det spirende Bamse-projekt, havde han ikke havde hørt, at der også var en anden musikerbiografi på vej i form af ”Så længe jeg lever” med Rasmus Bjerg i hovedrollen som John Mogensen – og derfor var Rasmus Bjerg på et tidspunkt også på tale som en mulighed til rollen som Bamse. ”Han er en fremragende skuespiller med dæmoner i øjnene. Han var rigtig som John Mogensen. John var den vilde. Bamse var den milde. Der skulle et andet sæt øjne til for at gestalte Flemming Bamse Jørgensen. At de tilhørte Anders W. Berthelsen, stod først klart mange år efter”, fortalte manuskriptforfatteren til Ekko.

Filmen med Anders W. Berthelsen som Bamse fortæller historien om adoptivbarnet, der er i konflikt med familien, fordi han ikke kan eller vil overtage farens virksomhed, og fordi han mod farens ønske kun brænder for at spille musik. Der er dermed også historien om Flemming Jørgensen, der blev til Bamse, både som solokunstner og som mangeårig orkesterleder i Bamses Venner. Kælenavnet havde han dog med sig, inden han for alvor trådte op på scenen på landets spillesteder, for historien fortæller, at det blev skabt, mens han aftjente sin værnepligt ved Søværnets Grundskole i Nordsjælland. Herefter hang Bamse-navnet ved, og faktisk endte han med at gøre det til en officiel del af sit navn, et par år før han døde, for i 2009 skiftede han navn til Flemming Bamse Duun Jørgensen.

”Bamse” har premiere den 25. august, men allerede i næste uge er der forpremiere-arrangementer i mange byer.

Kategorier
Musiknyheder

Dansegulvets største sang

At skulle sammensætte lister over de bedste sange for eksempel inden for en bestemt genre eller periode kan være sjovt og interessant, men det er naturligvis også en helt urimelig opgave og vældig subjektivt. Ikke desto mindre har det store amerikanske musikmedie Rolling Stone kastet sig ud i at samle listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time”. I sig selv kan det være vanskeligt at definere, hvad dansemusik er, når man i princippet kan danse til hvad som helst, men Rolling Stone har afgrænset det til, at de udvalgte sange alle skal tilhøre dansemusik-kulturen, hvilket vil sige, at det er tiden fra omkring disco-musikkens opblomstring i 1970’erne og frem til i dag, det handler om. De udvalgte 200 sange ligger derfor primært inden for disco, house, techno og beslægtede genrer. Det er ikke svært at forestille sig diskussioner på redaktionen om den ene sangs placering på listen frem for den anden, men da den samlede Top 200 blev offentliggjort forleden, havde de valgt at placere et skelsættende Donna Summer-hit fra 1977 på førstepladsen.

I denne periode arbejdede Donna Summer sammen med producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte på konceptalbummet ”I Remember Yesterday”, der sang for sang bevægede sig gennem tidsperioder og genrer og lød mere og mere moderne undervejs. Som et afsluttende nummer på den ellers bagudskuende plade ville de gerne have noget, som pegede fremad, og som kunne signalere lyden af fremtiden. Giorgio Moroder fortalte for nogle år siden til avisen The Guardian, at en del af idéen kom, da han så den dengang helt nye ”Star Wars”-film:

– Jeg skelede til filmen Star Wars, der havde en scene kaldet La Cantina, hvor der tilsyneladende blev spillet fremtidens musik. Det lød slet ikke som fremtidens musik. Det så sådan ud, men det lød ikke sådan. Så jeg tænkte, at den eneste måde at gøre det på, var at gøre det med computere og udelukkende computere, sagde Moroder.

Med en Moog-synthesizer begyndte de derfor at skabe lyden af hvert enkelt instrument kunstigt lige fra hi-hat og stortromme til bas og strygere, hvilket var meget usædvanligt dengang. Resultatet blev en langstrakt og næsten hypnotisk diskoteksklassiker, der langsomt stiger i intensitet – ledsaget af en meget kortfattet tekst, sensuelt og næsten spirituelt fremført af Donna Summer. ”I Feel Love”, som nummeret hedder, vendte op og ned på, hvordan pophits kunne lyde og var med til at lægge vigtige grundsten til udviklingen inden for house og elektronisk musik i mange år efter.

”I Feel Love” er udvalgt til at ligge nr. 1 på Rolling Stone-listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time” efterfulgt af Daft Punks ”One More Time” fra 2000 som nr. 2 og ”Good Times” med Chic fra 1979 som nr. 3.

Kategorier
Musiknyheder

Grease is the word

Siden 1970’erne har ”Grease”-universet begejstret publikum med musical, film og musikudgivelser, der alle kredser om ungdom, forelskelser og kappestrid på den amerikanske skole Rydell High. Den oprindelige musical er fra 1971, men rigtigt kendt blev ”Grease” for alvor i filmversionen fra 1978 med Olivia Newton-John som Sandy og John Travolta som Danny. Senere fulgte den mindre succesfulde ”Grease 2”, som med nye elever byggede videre på stemningen fra den oprindelige film, og nu er der hele to nye projekter på vej, som begge foregår før den populære film. Idéen har været luftet tidligere, men planerne har skullet skifte hænder, før de nu er sat rigtigt i søen. Det amerikanske medie Variety kunne forleden berette, at tv-tjeneste Paramount Plus har bestilt serien ”Grease: Rise of the Pink Ladies”, og Paramount Plus kommer også til at vise den nye Grease-film ”Summer Lovin”. Serien skal fortælle historien om, hvordan pigekliken Pink Ladies med Rizzo, Jan, Marty og Frenchy fra ”Grease”-filmen fandt sammen og blev det seje slæng på Rydell High, længe før den pæne pige Sandy ankom til skolen. Filmen ”Summer Lovin” bliver ligeledes en prequel, det vil sige en historie, der kronologisk går forud for den oprindelige film, men her er det Sandy og Dannys sommerferieforelskelse før skolestart, der er omdrejningspunktet.

Titlen ”Summer Lovin” er hentet fra sangen ”Summer Nights”, der modsat flere af filmens store hits som ”You’re the One That I Want” og ”Hopelessly Devoted to You” rent faktisk stammer fra den musical, der var forlæg til filmen. ”Summer Nights” tiltrak sig dog uheldig opmærksomhed for nogle år siden, for når tiderne skifter, er der visse sangtekster, der kommer til at stå i et andet skær. I 2016 viste den amerikanske tv-kanal Fox ”Grease” som live-transmitteret tv-musical fra ende til anden, og for at komme bornerte og mindreårige seere i møde var teksterne justeret en anelse her og der. For eksempel var sangen ”Greased Lightning” omskrevet flere steder, så linjen “the chicks’ll cream”, der bedst kan oversættes til “tøserne vil komme i bukserne” elegant blev ændret til “the chicks’ll scream”, så pigerne i stedet blot vil hvine af fryd – og fyrenes bil blev ikke kaldt en ”pussy wagon”, men en ”dragon wagon”. Og netop fordi en ny tid skulle afspejles i de modererede tekster, faldt det visse seere for brystet, at ikke også ”Summer Nights” fik en overhaling. Drengene tigger for at vide, om Danny har været i seng med sin sommerflirt og synger den velkendte linje “Tell me more, tell me more, did she put up a fight”. Spørgsmålet om, hvorvidt pigen gjorde modstand, emmer ikke ligefrem af samtykke og gensidig respekt fra fyrene i Dannys slæng, T-Birds, og det kunne man med fordel have omskrevet, når man nu alligevel var i gang, mente nogle Fox-seere dengang.

Hvor meget der rent faktisk skete eller ikke skete mellem Sandy og Danny i den famøse sommerferie, får vi måske svar på, når forløberfilmen ”Summer Lovin” er klar.