Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Sangen om Ulla

Hej Tor

Jeg leder efter
en sang fra min ungdom (dvs. engang i 80’erne, husker ikke nærmere hvornår).
Jeg var veninde med en pige, der hed Ulla og sang tit den sang om ”Ulla, det er
for meget”, men hvem var den egentlig med?

Klaus

Hej Klaus

Sangeren, der
hyldede den kære Ulla, var Morten Lorentzen, der senere blev kendt som John i
komikerduoen John & Aage. Nummeret udkom i 1984 på en single, der indeholdt
både selve ”Ulla” og B-siden ”Ulla vender tilbage”, der inkluderer et større
skænderi med Ulla-figuren (sunget af Lise Dandanell.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Poul Krebs på dansk

Hej!

Kan du oplyse mig titlen på Poul Krebs’ forrige dansksprogede
cd, jeg mener den udkom i 2009. På forhånd tak.

VH Jytte Sørensen

Hej Jytte

Poul Krebs’ plade fra 2009 hedder “Angelina
Road” og er trods sin engelske titel fyldt med danske sange. Siden da har
han udsendt den engelsksprogede “Magnolia Tales” og den netop udkomne
“Der er noget ved alting”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Disney á la Beach Boys

Den seneste tid har de fleste omtaler af Brian Wilson handlet om den
netop udsendte ”Smile”, som i årtier har været kendt som det hemmelige,
uudsendte Beach Boys-mesterværk. Men den gamle Beach Boys-sanger er også aktuel
med en soloplade, hvor han fortolker sine favoritter fra Disney-tegnefilmenes
sangskat. På det nye album ”In the Key of Disney” giver han blandt andet sit
bud på hvordan man kan angribe Bare Necessities”,
som i den danske version af ”Junglebogen” kom til at hedde ”Det rent og skært
nødvendige”
.

”Bare Necessities” blev skrevet til det første
udkast til Disneys ”Junglebogen”, og selvom dette udkast blev skrottet, så filmfolket
måtte starte forfra, fik bjørnen Baloos festlige sang lov til at overleve. Nu
lever den videre på Brian Wilsons nye plade, der også indeholder hans livtag
med blandt andet “Can You Feel the Love Tonight” fra ”Løvernes Konge”
og “When You Wish Upon a Star” fra “Pinocchio”.

Kategorier
Musiknyheder

tv-2 med ungt blod

En
de seneste års mest populære sangerinder på den danske dance-scene er Camille
Jones, som også har haft succes uden for landets grænser. Normalt afsøger hun
nye lyde og trends, men for tiden skuer hun også bagud. Camille Jones har
nemlig haft fingrene i et gammelt nummer med tv-2 – i samarbejde med Steffen
Brandt selv. Da tv-2 i 1982 udsendte ”Vi skaber en verden perfekt” var det et
stærkt bud på, hvordan elektronisk musik kunne smelte sammen med dansk pop, og
den øvelse viderefører Camille Jones nu på sangen ”Verden perfekt”, som bruger
elementer fra det oprindelige nummer, men med Jones’ nye tekst, som hun synger
sammen med Steffen Brandt.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Klaverrock og Gnarls Barkley

Hej,

Min søn er talentfuld
piano-spiller (vi andre måtte nøjes med at blive disc-jockeyer :-)) Jeg har derfor prøvet at
spille forskellig klaver-rock for ham , for at give ham inspiration og vise
ham hvad klaver kan indenfor rocken. Jeg startede med All the
way from Memphis med Mott the Hoople og Electric Light Orchestra med …det
har jeg lige glemt, men du ved hvad jeg mener… Min henvendelse går på
det fede Chi Coltrane nummer Halleluja, hvor klaveret virkelig bliver bokset
igennem. Jeg regnede med at
sønnikke ville lave bølge og få tårer i øjnene, men i stedet siger han: Jamen
far, det er da ligesom ”Gnarls Barkley” og ”Run”, Tror du at denne Gnarls
har hørt Chi’s Halleluja inden han (eller hvem der nu komponerede) skrev
”run”? Rytmen er identisk og
harmonierne minder pænt om hinanden. Breaks og andre virkemidler minder også
lidt om ”inspiration”.

Har du forslag til et
gammelt hit, som man kan gøre det samme med og dermed opdatere det til i dag?

Tak for en god og seriøs
brevkasse. Med venligt håndtryk,

Niels Nørgaard

Hej Niels

Det kan bestemt ikke
afvises, at duoen Gnarls Barkley har skelet til Chi Coltrane – men en rundgang
på de samme fire akkorder kan jo også være en tilfældighed. Til gengæld ved
jeg, at de har lånt fra både “Junior Jet Set” med Keith Mansfield og “Starting Out the
Day”
med Strawberry Alarm Clock, som begge er samplet på
“Run”.

Hvis jeg skal give et par
bud på gamle klaverrocknumre, som din søn kan prøve kræfter med, vil jeg anbefale
bl.a. Leon Russells gamle udgivelser, herunder “Delta Lady” og
“Roll Away the Stone”. Blandt de lidt nyere navne er det svært at
komme uden om Ben Fold og hans gruppe Ben Fold’s Five. Her er der tale om
flygel-prygl i verdensklasse. Hør f.eks. pladen “Whatever and Ever
Amen” med numre som “One Angry Dwarf and 200 Solemn Faces” og “Song for The Dumped”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Downtown på dansk

Hej Tor,

Ved du om der er indspillet en dansk udgave af Petula Clark
klassikeren “Downtown”? På forhånd tak for hjælpen.

Aksel.

Hej Aksel

Jeg kender til en enkelt dansksproget version af
“Downtown”, for i 1975 udsendte duoen Kate & Per “Byen er
din” som B-side på singlen “Ra-Ta-Ta-Ta”. Men at fremskaffe den
i dag 36 år senere bliver nok desværre en svær opgave.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Gammelt guld fra Pink Floyds arkiver

Også Pink Floyd støver for tiden de gamle plader
af. I september kom en restaureret version af “The Dark Side of the Moon”, og
nu er også det legendariske album “Wish You Were Here” på gaden i en ny udgave.
Ud over musikken er pladen fra 1975 også kendt for sit omslag, hvor to
forretningsmænd trykker hinanden i hånden, mens den ene står i flammer.
Billedet symboliserer både det ofte meget overfladiske håndtryk og risikoen for
at brænde fingrene i for eksempel musikindustrien – men under fotooptagelsen
gik der ild i noget lidt uventet. Stuntmanden i det brandsikre jakkesæt fik
nemlig stillet sig forkert i forhold til vindretningen, så ilden greb fat i
hans overskæg. I februar udkommer også en ny udgave af Pink Floyd-mesterværker
”The Wall”.

Kategorier
Musiknyheder

De ældste Beatles-optagelser

For rigtige samlere og rock-arkæologer er der
næppe tvivl om, hvad der står på ønskesedlen i år. Den lange liste med special-
og genudgivelser fra The Beatles
har nemlig fået tilføjet ”First Recordings 50th Anniversary Edition”. Her er
samlet restaurerede versioner af de optagelser, som The Beatles før deres gennembrud
lavede i Hamborg, både alene og med sangeren Tony Sheridan.

Blandt andet ”My Bonnie”,
”Sweet Georgia Brown” samt ”Ain’t She Sweet” fra 1927, som i 1950’erne blev samlet
op af et af John Lennons idoler, Gene Vincent. Lennon havde brugt ”Ain’t She
Sweet” til at kurtisere sin ungdomskæreste Cynthia med og sørgede også for, at
den i flere år var fast repertoire ved Beatles’ koncerter.