Spørgsmål: Hvor skal vi sove i nat – på engelsk?

Hej

Tilbage i 80′ erne var jeg og min veninde Charlotte helt vild med en
engelsk version af “Hvor skal vi sove i nat”. Nu skal vi snart holde
30-års jubilæum med vores folkeskoleklasser, så ville jeg overraske hende med
denne sang! (forkortet, red.)

Dina

Hej Dina

“Hvor skal
vi sove i nat” var oprindeligt en italiensk sang med Ricchi e Poveri, og
den originale version hedder “Sara Perche Ti Amo”. Du kan høre den
Youtube eller finde den på bl.a. opsamlings-CD’en “World
Italian Hits 80’s”. Sangen er også blevet indspillet på blandt andet
spansk, tysk og hollandsk, men en engelsksproget version kender jeg desværre
ikke til.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Spørgsmål: 90’er-dance på spansk

Hej Tor

Jeg leder efter
et dance nummer fra sidst i 90’erne. Det blev spillet meget i både radio og
diskoteker. Det er et instrumentalnummer i den forstand, at der ikke er nogen
sang/melodi, men der er en kvindestemme, der taler på måske spansk undervejs.
Hjælp!

Markus

Hej Markus

Mit bud er, at
du tænker på ”La Primavera”, som var et af de store hits for den tyske DJ Sash
i 1998. Blandt hans andre hits er ”Encore Une Fois” og ”Ecuador”.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Hyldest fra Whitneys læremester

En anden hyldest
finder også sted mandag, når den nyligt afdøde popstjerne Whitney Houston mindes
i New York. Det legendariske spillested Apollo Theater står bag en årlig
prisuddeling, og ved showet på mandag hylder Chaka Khan sin afdøde veninde.
Whitneys mor var korsanger og introducerede sin teenagedatter Whitney til
stjernen. Det er en udbredt misforståelse, at den unge Whtney sang kor på ”I’m
Every Woman” fra 1978, men hun hyldede på sin egen måde læremesteren Chaka Khan
ved at genindspille sangen til filmen ”The Bodyguard”. På mandag er rollerne
byttet om, når Khan går på scenen for at mindes den afdøde superstjerne.

Musikere hylder Dronning Elizabeth

Det er ikke kun
kongelige fra hele verden, men også kendte musikere, der i denne tid besøger
London for at markere Dronning Elizabeths 60-års-jubilæum som regent. En af de
mange jubilæumsfestligheder er nemlig en hyldestkoncert, hvor et af
hovednavnene endda i sine unge dage har indspillet en sang om dronningen, for
det var Paul McCartney, der skrev den 23 sekunders lange ”Her Majesty” til
Beatles-pladen ”Abbey Road”. Den mærkelige startakkord og den pludselige
afslutning på nummeret skyldes, at den lille sang oprindeligt var skabt som
bindeled mellem ”Mean Mr. Mustard” og ”Polythene Pam”. McCartney var dog ikke
helt tilfreds med resultatet, så ”Her Majesty” blev klippet ud og gemt af vejen
sidst på optagelserne.

Om Paul McCartney fremfører ”Her Majesty” til
dronningens jubilæumsshow afsløres mandag den 4. juni, hvor TV 2 Charlie også
transmitterer koncerten med blandt andre Elton John, Tom Jones, Cliff Richard
og JLS.

Spørgsmål: Peter Frödins TDC-musik

Hej Tor

Der er i øjeblikket 2 reklamer, som har en utrolig iørefaldende
baggrundsmusik, TDC og Rittersport, er du klar over om det er samme kunstner og
hvad melodierne hedder? Det er Peter Frødins TDC-reklamesang, jeg tænker på.

Mvh.

Kurt Bentsen

Hej Kurt

Jeg har ihærdigt
kigget efter en Ritter Sport-reklame, men jeg ved, at musikken, der bruges i TDC-reklamen
med Peter Frödin, blev kendt via Nicolas Winding Refns film “Drive”
fra 2011. Nummeret hedder “A Real Hero” og er med College &
Electric Youth. Du kan høre hele sangen her, og alle
TDC-filmene kan ses på semit.tdc.dk.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Spørgsmål: Straight From the Heart-filmen

Hej

Jeg har hørt en countrysang i filmen Straigth from the heart/Lige fra
hjertet. Men jeg kan ikke finde ud af hvad sangen hedder eller hvem sangeren
er. Sangen er I forbindelse med et bryllup i filmen og noget af teksten lyder
sådan her: Nobody rides in a cowgirlrodeo less she has blue jeans on.

Med venlig hilsen

Jytte Johnsen, Hobro

Hej Jytte

Jeg må indrømme,
at jeg ikke kendte sangen på forhånd, men jeg har heldigvis fundet et svar til
dig alligevel. Nummeret, der bruges i filmen “Straight From the
Heart” fra 2003 hedder “Cowgirl’s Rodeo” og er med countrysangeren
Kevin Banford. Du
kan læse mere om Banford her – og du kan genhøre
“Cowgirl’s Rodeo” på Youtube.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Tom Jones’ genbrugscentral

Han har før haft
succes med det, og nu griber Tom Jones endnu en gang fat i gamle sange.
Tidligere har han haft hits med for eksempel Prince-sangen ”Kiss” og Talking
Heads-nummeret ”Burning Down the House”, og hver gang har han tilført sangene
noget nyt, så han ikke blot udgav en genindspilning af dem, men nærmest tog
ejerskab over dem. På mandag udsender Tom Jones pladen ”Spirit In the Room” med
nye versioner af sange fra blandt andre Paul McCartney, Paul Simon og Tom Waits.
Med på pladen er også en version af Leonard Cohens ”Tower of Song”, for Tom
Jones er en af de få mænd, der uden at rødme kan synge linjen ”I was born with
the gift of a golden voice”.

Red Hot Cover Versions

For en måned
siden blev rockgruppen Red Hot Chili Peppers indlemmet i Rock and Roll Hall of
Fame, og for at markere det har de på nettet nu udgivet en lille samling genindspilninger
af numre med andre kunstnere, der er optaget i Hall of Fames pæne selskab. Det
gælder blandt andet ”A Teenager in Love”, der er overraskende tro mod
originalen fra 1959.

Forsangeren i Dion & The Belmonts var 19 år og 11
måneder gammel, da ”A Teenager in Love” udkom, så han kunne for en stund synge
om at være teenager med troværdighed i stemmen. Red Hot Chili
Peppers-forsangeren Anthony Kiedis fylder 50 senere i år, men det afholder ham
ikke fra at give den som forelsket teenager på den nye EP ”We Salute You”, der
også indeholder genindspilninger af blandt andet Beach Boys’ ”I Get Around” og
David Bowies ”Suffragette City”.