Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kajs historie

Hej Tor

Jeg er meget, meget ked af det, da jeg søger efter en 45-plade med De
nattergale. Den hedder “Kajs historie”. Jeg skal bare have den igen. Jeg håber
den kan skaffes. Hvis der er nogen der har den, så er jeg meget meget glad.

Brian

Hej Brian

Hvis det handler
om at få selve singlepladen fra dengang i hånden, må du nok ud i
brugtforretningerne og bladre gennem de gamle vinylplader. Men hvis det blot
handler om at skaffe sangen, er det noget nemmere: Nummeret, der oprindeligt
blev udgivet som single i forbindelse med en trafikkampagne, blev nemlig inkluderet
på albummet “Det ka’ jo aldrig gå værre end hiel gal” i 1990. På
singlens B-siden var en instrumentalversion af “Kajs historie” tilsat
lydeffekter, og denne version kom med, da alle De Nattergales udgivelser blev
samlet på “The Boks”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Nyt fra Jodle Birge?

Hej Tor

Ved du om der er nye cd’er
med Jodle Birge på vej?

B.Ø.

Hej B.Ø.

Nej, det tror
jeg desværre ikke, der er. Jodle Birge døde i 2004, og jeg har ikke kendskab
til, at der skulle ligge flere ting i arkiverne og vente på at blive udgivet.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Kim Larsens gamle smøger

Siden CD’en
overhalede vinylpladerne, er de gamle plader med Gasolin’ og Kim Larsen løbende
blevet genudgivet – men hidtil har en enkelt manglet på CD-hylderne. Kim Larsen
udsendte i 1982 en EP – dvs. en plade med blot fem sange – med titlen ”5
Eiffel”, hvor han blandt andet tog udgangspunkt i to Frank Jæger-digte, der
blev til sangene ”Åh at være en høne” og ”Bedstefar ta’ dine tænder på”.
Digterens arvinger har siden da blokeret for en genudgivelse af pladen, men nu
er der enighed om vilkårene, og ”5 Eiffel” udkommer i denne uge på CD for
første gang nogensinde.

Titlen ”5 Eiffel” henviser til det gamle cigaretmærke
Eiffel, som for mange år siden blev solgt i pakker á 5 stk., og som også lagde
navn til værtshuset Eiffel Bar i Larsens gamle kvarter Christianshavn i
København.

Kategorier
Musiknyheder

George Michael markerer Wham-jubilæum

I sidste uge svirrede rygterne om, at George
Michael ville optræde med sin gamle makker fra Wham ved et stort show i
anledning af duoens 30-års-jubilæum. Rygterne er blevet afkræftet af George
Michaels talsmand, men en form for festligholdelse er dog på vej.

I denne måned
er det nemlig 30 år, siden gruppens første single ”Wham Rap (Enjoy What You Do)”
udkom – dog uden at komme i nærheden af succes. ”Wham Rap” styrede i første
omgang uden om hitlisterne i 1982, men efter gruppens gennembrud med ”Young
Guns” blev ”Wham Rap” genudgivet i 1983, og så var George Michaels og Andrew
Ridgeleys navne slået fast. Selvom det ser ud til, at rygterne om en
Wham-gendannelse var en and, så bliver 30-året markeret med en ny George
Michael-single, ”White Light”, der er tilgængelig fra på fredag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Elton Johns mailadresse

Hej Tor 🙂

Jeg er stor Elton John fan, og skal til koncert med ham her i Juli, og
har derfor et spørgsmål, jeg simpelhen ikke kan finde svar på nogle steder på
nettet, og håber derfor du kan hjælpe mig. Jeg leder efter en officiel
mailadresse på Elton John – hvor man kan skrive til ham direkte. Hvis det
findes (forkortet, red.).

På forhånd tak!

Mvh. Mette Dalsgård

Hej Mette

Du skal nok
desværre ikke regne med at kunne skrive direkte til Elton John, men der findes
en adresse til en fanklub, som angiveligt bringer alle mails videre til
stjernen selv. Om han så læser dem alle og ligefrem besvarer dem, er nok for
meget at satse på, men du kan forsøge på fanmail@eltonfan.net.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kom dog hjem til Jylland

Hej

Jeg har forgæves ledt efter teksten til sangen “Kom dog hjem til Jylland”
med Bjarne

Lisby. Kan Musikbrevkassen hjælpe? Pfh tak.

EM

Hej EM

Det er
naturligvis ikke alle sange, hvis tekster er tilgængelige i nodebøger eller på
nettet. Derfor bliver du nok nødt til selv at lure teksten af ved at lytte
nummeret i gennem. Hvis du ikke allerede har den i samlingen, kan den blandt
andet findes på Bjarne Lisbys opsamlingsplade “Noget af det bedste og lidt
til” eller købes solo på nettet.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Genhør med kvinderock

En af de
grupper, der for alvor forandrede det danske musiklandskab i 1970’erne, var
Shit & Chanel. På fire plader viste Anne Linnet, Lis Sørensen og de andre
bandmedlemmer, at kvinder sagtens kunne lave rockmusik med mening – og endda
med succes. Frontfiguren Anne Linnet beskrev selv en del af missionen i bladet
MM i 1977:

– Jeg synes, man støtter kvindesagen
bedst, som kvinde, ved at lave noget på en eller anden front. Det er
ligegyldigt, om det er politisk, musikalsk – om det er ved at skrive en bog
eller ved at male, eller hvad det er. At man forsøger at lave et ordentligt
stykke arbejde, som bliver værdsat – både af kvinder og af mænd.

Hele
repertoiret fra dengang med sange som ”Smuk og dejlig” og ”Du er min datter”
bliver nu genudgivet et en boks med alle fire CD’er samt en ekstra CD med
sjældne liveoptagelser og demoer fra årene 1974 til 1982.

Kategorier
Musiknyheder

Fodboldnederlag med musik

Selvom sangen
forstummede, da Danmark i søndags røg ud af EM, er der vist ingen tvivl om, at
fodboldhymnen over dem alle er ”Re-sepp-ten” fra 1986. Idéen om at få
fodboldlandsholdet til at indsynge en slagsang kom fra Ekstra Bladet. Her bad
man læserne indsende forslag til tekstlinjer, der kunne samles til en færdig
sang. Men det blev en sværere opgave end forventet, har Jarl Friis-Mikkelsen,
som var involveret i projektet, forklaret:

– Der var for mange stilarter blandet
sammen, og det skulle have et beat, og det skulle passe til musikken. Så jeg
blev nødt til at sidde og pusle med det selv, fortalte ”Jarlen” i et tv-klip
ekstrabladet.dk i forbindelse med EM i 2008.

Her fortalte han også, at han
havde en idé om en nederlagsversion til B-side til singlen, som skulle lyde ”Vi
er røde, vi er hvide, vi er virkelig ude at skide”.