Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Josefin

Hej Tor

Der var en gang en vrøvlesang om en ”Josefine” og
hendes symaskine. Jeg har søgt på det, men kan kun finde en norsk version. Hvem
lavede den danske?

Kamma

Hej Kamma

Det var Four Jacks-medlemmet Bent Werther, der
indspillede sangen om ”Josefin” (ikke Josefine). Hans version er fra 1969, og
du kan høre den på Youtube.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Instrumental rock’n’roll

Hej Tor

En umulig opgave tror jeg, men nu prøver vi: Jeg
skal finde en instrumentalsang fra de helt tidlige Rock and roll dage. Det er
med et karakteristisk hammondorgel tema, og den er tit brugt som
radio/tv-melodi for at signalere oldies. Lad mig høre dit bud.

Carsten Ø.

Hej Carsten

Ja, lad os da prøve: Mit bud vil være, at du leder
efter den let genkendelige ”Red River Rock”, som Johnny and the Hurricanes
indspillede i 1959. Den blev også udgivet i 1963 med gruppen The Ventures.
Nummeret er i øvrigt baseret på den amerikanske folkesang ”Red River Valley”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Matador-sang var en fejl

I lørdagens afsnit af ”Matador” kunne man blandt
andet se eller gense brylluppet mellem Agnes og Laurits ”Røde”, og det betød
også et gensyn med en af de mest kendte scener i tv-serien. ”Røde” optræder til
bryllupsfesten med visen om ”De tre musikanter”, som først blev kendt i den
brede befolkning i forbindelse med ”Matador”.

Visen er dog også et eksempel på
en lille fejl i det ellers så fine tidsbillede af Danmark i 1930’erne. Brylluppet
i serien stod nemlig i 1935, mens sangen ”De tre musikanter” reelt først blev
skrevet i 1939. Laurits Jensens valg af sang var dog ikke helt tilfældigt, for ”De
tre musikanter” er skrevet af Oskar Hansen, der også skrev tekster til arbejdersange
som ”Når jeg ser et rødt flag smælde” og ”Brødre lad våbnene lyne”.

Kategorier
Musiknyheder

Dansk pigtråd i 50 år

Det er omtrent et halvt
århundrede, siden pigtrådsmusikken fik tag i danskerne. Den præcise
”fødselsdag” er umulig at fastsætte, men på lørdag markeres 50-års-jubilæet med
en stor gallakoncert i Falconer Salen i København. Et af orkestrene fra
dengang, som står på scenen, er The Cliffters, som blev dannet allerede i 1957.
Dengang hed de The Ready Rockboys, men
navnet blev ændret, da de i 1959 skulle optræde på Radio Mercur. Faktisk
skiftede de først navnet, da de sad i bilen på vej mod radiooptagelsen, der
endte med at hedde “Cliffters is on the air”.

Ud over Johnny Reimar og hans
gamle Cliffters-venner byder jubilæumsshowet på pigtrådsstjerner som Rock
Nalle, Rocking Ghosts, Keld & The Donkeys og Sir Henry
& His Butlers – naturligvis med Jørgen de Mylius som konferencier.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Gina Tricot-reklamemusik

Hej Tor

I øjeblikket kan vi høre et meget iørefaldende stykke musik, der
ledsager en reklame på TV2 for Gina Tricot. Hvem synger/spiller ?

Med venlig hilsen Flemming

Hej Flemming

Sangen er skabt
til netop Gina Tricot-reklamerne, og den er derfor ikke udkommet på traditionel
vis. Du kan dog både høre og downloade den på firmaets hjemmeside (se “Lyssna og ladda ner…” midt på siden). Stilen i sangen ligger tæt op ad hittet
“Born to Die” med den populære sangerinde Lana del Rey – som for
tiden medvirker i reklamerne for den konkurrerende tøjkæde H&M. Sangerinden,
der ligger stemme til nummeret, er svenske Lisa Collins. Hvis du vil høre mere
til Lisa Collins, så har hun for nylig udgivet folk-albummet “Autumn
Wind”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Knaldrød gummibåd på tysk

Kære Tor!

Jeg har altid troet, at ”Den knaldrøde gummibåd” var Birthe Kjærs
”egen”. Har nu flere gange hørt den sunget på tysk af bl.a. Wenche Myhre. Kan
den være af tysk oprindelse?

M.v.h. Hanne Østergaard

Hej Hanne

Jo, den er skam
god nok. Som det var tilfældet med mange af de populære dansktop-slagere i
1970’erne, var også “Den knaldrøde gummibåd” en udenlandsk sang, der
fik en dansk tekst. Wencke Myhre indspillede “Er hat ein knallrotes
Gummiboot”
i 1970, og allerede samme år kom Birthe Kjærs danske version
med tekst af Volmer Sørensen.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

P3 beder Saybia fejre Saybia

P3 har indført en årlig
begivenhed, der hylder plader med stor betydning i dansk musikliv. Sidste år
handlede det om Kashmir-albummet ”The Good Life”, og i år er det Saybia, som
får lov til at opføre hele deres album ”The Second You Sleep” i Koncerthuset.

Med
hits som ”Fool’s Corner”, ”The Day After Tomorrow” og ikke mindst titelnummeret
blev pladen gruppens store gennembrud i 2001, og det blev en brydningstid på
mange måder. Bandet blev færdige med at indspille pladen i Sverige 11.
september 2001, hvor verden blev ændret ved terrorangrebene på USA, mens
resultatet af bandets egne anstrengelser ændrede deres liv – med flere end
300.000 solgte plader i blandt andet Danmark, Sverige og Holland. Saybia
opfører lørdag aften pladen i sin fulde længde i DR’s Koncerthuset ved en
koncert, der også sendes live på P3.

Kategorier
Musiknyheder

H.C. Andersen på pladehylden

Det er kun et år siden, Sebastian udgav pladen ”Øjeblikkets mester”,
men allerede nu er den erfarne troubadour på gaden med et nyt album. Gennem sin
lange karriere har han flere gange kredset om H.C. Andersens værker, og denne
gang tager Sebastian skridtet fuldt ud med en plade, der udelukkende tager
udgangspunkt i digterens tekster.

Pladen ”I Danmark er jeg født” er opkaldt
efter Andersens nationalromantiske digt, der egentlig blot hed ”Danmark”, da
det blev trykt i avisen Fædrelandet i 1850 under krigen mod Preussen. Samme år
satte komponisten Henrik Rung musik til teksten, men det er Poul Schierbecks
melodi fra 1926, de fleste forbinder med ”I Danmark er jeg født”. Sebastian har
skrevet sin egen melodi til fædrelandshymnen, som kan høres på pladen, der
udkommer mandag d. 15. oktober.