Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Pop med vasketøj

Hej Tor

Det er nok et
umuligt spørgsmål, men jeg prøver alligevel. I starten af 90érne havde en dansk
gruppe et hit på DR’s videohitliste med Maiken Wexø. En af mine venner havde
pladen, som havde noget blafrende vasketøj på coveret. Nærmere kan jeg ikke
komme det. Kan du huske den?

Jes

Hej Jes

Det lyder måske
lettere autistisk, men ja, det kan jeg godt: Gruppen Shirtsville havde et par
mindre hits i de år, og den mest kendte var nok ”Girls Deserve the Best”, som
også var på listen i ”3773 Hitservice”, så vidt jeg husker. Albummet bærer
samme titel – og omslaget havde et billede af en tørresnor.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Fængselsballade

Hej Tor

Håber du kan hjælpe
mig med at finde en sang, der er blevet spillet noget i radioen på det seneste.
Det er en stor ballade om en ven, der er kommet i fængsel (eller død?). Det er
en mand der synger.

J.L.

Hej J.L.

Det er
formentlig danske Lukas Graham, du har hørt. Gruppen har haft flere hits i løbet
af 2012, senest med ”Better Than Yourself (Criminal Mind part 2)”. Sangen – som
jeg vil tro er den, du søger – er en opfølger til ”Criminal Mind”, som også
handler om en af forsangerens gamle venner, der har taget turen ind og ud af fængsel
flere gange.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Skilsmisse-LP genudgives

Det er ikke nogen overdrivelse at kalde det for en
af 1970’erne og rockhistoriens mest populære plader, og nu skrives der endnu et
kapital i historien om ”Rumours”. Fleetwood Mac var allerede et veletableret
navn, da de i februar 1977 udsendte LP’en, der skulle vise sig at blive
gruppens mesterværk. Pladen blev skabt under helt specielle omstændigheder, som
var med til at forme ”Rumours”. Gruppen bestod nemlig af blandt andet et kærestepar
og et ægtepar, begge i færd med at gå fra hinanden. ”Rumours” afspejler på sin
egen specielle måde skilsmisse og opbrud i sange som ”Go Your Own Way”, ”Dreams”
og ”Songbird”. I morgen bliver ”Rumours”, der har solgt over 40 millioner
eksemplarer gennem årene, genudgivet i en specialudgave, der også indeholder
hidtil uudgivne sange og liveoptagelser fra den periode.

Kategorier
Musiknyheder

DJ-stjerne vender hjem til Thy

En af tidens mest populære
thyboer har vældigt travlt i disse dage. I aftes sad DJ’en og musikproduceren
Kato i juryen, da der skulle deles stemmer ud ved Melodi Grand Prix, i morgen udkommer albummet ”Behind Closed Doors”, og på fredag tager han hul på en længere række
shows. Turnéen bringer Kato og hans følge rundt i landet gennem februar og
marts, men hele herligheden skydes i gang et særligt sted:

– Da vi skulle vælge, hvor turen
skulle starte, var jeg heller ikke i tvivl. Jeg ville hjem, hvor hele min rejse begyndte.
Et sted, hvor jeg har tilbragt min barn- og ungdom sammen med vennerne til
sport, fester og koncerter, har Kato udtalt for nylig. Den hjemmebane, der lægger
hus til turnéstarten, er naturligvis Thy Hallen i hans gamle hjemby Thisted.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Næsten-Coldplay

Hej Tor

Det er svært,
men jeg håber du vil prøve. I sommeren 2003 (ret sikker på tidspunktet, for jeg
blev færdig med uddannelse der) var der et hit, der lød ret meget som Coldplay
men ikke var det. Kan ikke huske titel eller tekst, så det er umuligt at Google.
Så nu spørger jeg dig!

Mona

Hej Mona

Jeg vil gerne
prøve med et svar – selvfølgelig med de forbehold, der skal tages ved så få
ledetråde. Gruppen Keane fik deres debuthit i forårs- og sommermånederne i
2003, og stilen er ikke helt ulig det, Coldplay stod for i samme periode.
Sangen hed ”Everybody’s Changing”, og jeg vil tro, det er den, du søger.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsml: Instrumentalt fra 60’erne

Hej Tor

Radioen kører
nogle programmer om P 3’s fødselsdag med musik fra dengang I tresserne. Det har
fået mig til at mindes en instrumental sang. En lidt trist guitarmelodi, som
nærmest starter med en slags trommehvirvel af en art. Det kan sagtens være The
Shadows, men hvilket nummer?

Haarbjerg

Hej Haarbjerg

Mit bud vil også
være The Shadows – nærmere bestemt ”Atlantis” fra 1963. Den stammer fra
gruppens første succesfulde år, men er udgivet efter hits som ”Apache”,
”Kon-Tiki” og ”Foot Tapper”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Grand Prix-legender på scenen

På lørdag er det tid til den årlige popdyst, for at
kåre den sang og den kunstner, der skal kæmpe for Danmark ved det internationale
Melodi Grand Prix, som i år holdes i Sverige. Men det er ikke kun de ti nye
sange på stemmesedlen, tv-seerne kan opleve lørdag aften. Også tre Grand
Prix-koryfæer med Eurovision-sejre på CV’et dukker op på scenen som en del af
pauseunderholdningen.

Brotherhood of Man optræder med ”Save Your Kisses for Me”
fra 1976, Johnny Logan synger ”Hold Me Now” fra 1987, og årets værtsnation
repræsenteres af de europæiske vindere fra 1984. Dengang havde bookmakerne ikke
spået brødrene Richard, Louis og Per mange chancer, og hjemme i Sverige havde
de fået tilnavnet ”de dansende deodoranter” på grund af deres renskurede
udseende. Men trioen Herreys vandt med ”Diggi-loo Diggi-ley”, og denne Grand
Prix-klassiker kan altså også opleves ved showet i Herning lørdag aften.

Kategorier
Musiknyheder

Mylius’ halve århundrede

Der var ingen, der kunne vide, hvad der ventede
forude, da en ung mand debuterede som radiovært den 29. januar 1963, men sidst i januar er det et halvt århundrede siden, Jørgen de Mylius præsenterede
Danmarks første hitliste. Den 16-årige gymnasieelev havde skrevet til
Musikradioen, som P3 hed dengang, og klaget over musikken og programmerne. Han
blev derfor hyret til at præsentere en ugentlig Top 20 – i første omgang til en
løn på 25 kroner. I sit nye program ”Hit House” på P5 vil Mylius markere jubilæet ved at genskabe den allerførste hitliste, som den så ud for nu
50 år siden. ”Mylles” eget jubilæum i mediebranchen behandles også i den nye
selvbiografi ”Tak for al musikken”.