Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Stop den lille kænguru – på engelsk

Hej Tor

Du kender nok
”Stop den lille kænguru”, min datter har spillet den i musik. Men jeg ved, at
den også findes på engelsk. Den vil jeg gerne finde. Kan du hjælpe?

Birgitte

Hej Birgitte

”Stop den lille
kænguru”, som Birthe Wilke sang med Thøger Olesen danske tekst i 1960, blev
udgivet tidligere samme år af den australske musiker og komiker Rolf Harris.
Oprindeligt hedder den ”Tie Me Kangaroo Down, Sport”, og den er senere
indspillet af blandt andre Pat Boone.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Boom Boom uden Venga Boys

Hej Tor

Jeg leder efter
et hit fra nok midten af 90érne. Jeg vil tro den hedder ”Boom boom boom”, men
når jeg søger på det, finder jeg et nummer med Venga Boys og det er IKKE den.

Janus

Hej Janus

Titlerne er
næsten ens, men numrene vidt forskellige. Jeg tror, du tænker på ”Boom Boom
Boom” (med den efterfølgende linje ”Let me hear you say wayo”), som Outhere
Brothers hittede med i 1995. De havde også succes med blandt andet ”Don’t Stop
(Wiggle Wiggle)” og ”La La La Hey Hey”.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Vær velkommen 2014

Medierne kan påvirke mange forskellige forhold i
samfundet, og det gælder også indholdet af den danske salmebog, i hvert fald i
et enkelt tilfælde. Salmen ”Vær velkommen, Herrens år” er baseret på en næsten
500 år gammel adventssalme, som blev gendigtet af N.F.S. Grundtvig. I første
omgang som advents- og julesalme og senere også som en nytårssalme med samme
titel. Statsradiofonien, som Danmarks Radio hed i sine første år, begyndte at
afspille Grundtvigs salmen hver nytårsnat, og det var først, efter denne
tradition startede, at nytårsteksten blev optaget i salmebogen.

Traditionen med
at byde det nye år velkommen med Grundtvigs salme lever videre, også andre
steder end i Danmarks Radio, og således vil også 2014 mange steder blive indledt til
tonerne af ”Vær velkommen, Herrens år”.

Kategorier
Musiknyheder

Årets sang på nettet

Der er mange
måder at opgøre hvilken sang, der har været årets mest populære, og med udbredelsen
af musik-streaming over nettet kan det nu også gøres ved at de mest afspillede.
Den store streamingtjeneste Spotify har opgjort, at den mest afspillede sang
blandt de danske brugere i 2013 er ”Let Her Go” med Passenger. Mike Rosenberg,
der gemmer sig bag kunstnernavnet Passenger, har fortalt til VH1, at årets mest
spillede sang blev skrevet på mindre end en time, og at han som folk-musiker
aldrig havde forestillet sig at få et stort hit og blive spillet i radioen:
”Jeg troede, at den slags succes var for andre mennesker, mennesker som
virkelig stræber efter at få den slags succes, for det har jeg aldrig gjort”.

Ikke desto mindre blev ”Let Her Go” den mest spillede sang på Spotify i Danmark
i 2013, mens den internationalt mest streamede var ”Can’t
Hold Us” med Macklemore & Ryan Lewis. Det mest afspillede album herhjemme
var “De her dage” med Marie Key.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Grønlandsk forelskelse på Dansktoppen

Hej Tor

Jeg skal finde
en gammel dansktop om en dansk mand, der forelsker sig i en grønlandsk pige
(eller omvendt). Og det er en kvinde der synger. Mere har jeg ikke. Kan du
finde den, vil jeg blive meget glad.

Birthe

Hej Birthe

Mit bedste – og
reelt også mit eneste – bud er, at det drejer sig om ”Sukkertoppen firefyrre
nul nul fem”
. Titlen refererer til telefonnummeret på den grønlandske pige, som
fyren har kastet sin kærlighed på. Gruppen bag var Alice & Rita, som også
indspillede blandt andet ”Mississippi” og ”Hallo, hr. general”.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Technoklaver og X Files

Hej Tor

I 90érne var der
to numre, der lød meget som hinanden, techno med flot klaver. Den ene var en
danseudgave af X Files musikken, den anden kan jeg simpelthen ikke huske, hvad
hed. Og det er den jeg gerne vil finde.

Martin

Hej Martin

Da DJ Dado udgav
sin diskoteksudgave af temaet fra ”X Files”, havde han helt klart skævet til
”Children” med Robert Miles, som var et af de store hits i samme periode i
1996. Sammen med sangerinden Maria Nayler fik Miles også et pænt hit med ”One
& One” i 1997.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hendrix-sang i ny von Trier-film

Juledag er der
premiere på den måske mest imødesete danske film i år. I månedsvis har
reklamekampagner og medieomtaler varmet op til lanceringen af Lars von Triers
”Nymphomaniac”, og et lille punkt i den store markedsføringsplan handler om en
ny version af en gammel sang. I ”Nymphomaniac” spiller Charlotte Gainsbourg
hovedpersonen med kælenavnet Joe, og til filmens soundtrack har hun indspillet
den gamle ”Hey Joe”, som kan høres på Soundcloud.

Den mest kendte udgave af ”Hey Joe” er Jimi Hendrix’
version fra 1966, og på hans pladecover stod, at det var en indspilning af en
100 år gammel cowboy-sang. Det er dog ikke korrekt, selvom der gennem årene har
været megen tvivl og mange diskussioner om, hvem der rent faktisk har skrevet
”Hey Joe”. Både The Leaves og The Byrds indspillede den før Jimi Hendrix, og
senere har blandt andre Cher, Deep Purple, Robert Plant og nu også Charlotte
Gainsbourg lanceret deres fortolkning af nummeret.

Kategorier
Musiknyheder

De næsten glemte Beatles-julesange

Popgruppen over
dem alle, The Beatles, glimrer altid ved deres fravær, når julesangene findes
frem år efter år. Der er er en udbredt opfattelse af, at The Beatles aldrig
indspillede julesange, men det er ikke helt korrekt. Faktisk blev der hele syv
år i træk sendt en speciel julesingle til medlemmerne af gruppens fanklub med
juleindspilninger og oplæste hilsener fra de fire musikere.

En af sangene,
”Christmas Time Is Here Again”, dukkede
op til overfladen igen i 1996, da gruppen udsendte sangen ”Free As a Bird” på
single, og hvis man roder i pladerne hos inkarnerede Beatles-samlere, vil man
også kunne finde LP’en ”From Then To You – The Beatles Christmas Album” , som i
1970 samlede alle de sjældne fanklub-indspilninger fra 1963 til 1969 på én
skive.