Spørgsmål: Kim/Tim/Jim & Louise

Kære Musikbrevkasse

Jeg hørte for nogle år siden en sang hvor der blev sunget “Kim
& Louise har en…” Måske sang de Tim & Louise, og så handlede den
(vist nok) om deres forstadsliv. Sangen er ca. 5 år gammel eller yngre men jeg
har ikke kunne finde hverken kunstner eller teksten til den, kan I hjælpe med
det?

Med venlig hilsen

Brian Rosenberg

Hej Brian

Sangen handler
den om et ungt par, der sætter en lejlighed i stand på John F. Kennedys Plads.
Nummeret hedder “Jim & Louise”, og starten af omkvædet lyder
“Jim og Louise kører på skateboard i karnappen, Jim og Luise har en kæmpe
altan”. Det er den nordjyske musiker Mikael K og hans band Klondyke, der
har udgivet den på pladen “Verdensmand” fra 2006. Du kan høre hele
sangen på Youtube og læse teksten på Klondykes hjemmeside.
Med venlig hilsen

Tor Bagger

Spørgsmål: Police-sang på Zulu

Hej Tor

På Zulu kører
der en ”reklame” for deres film om torsdagen, hvor man hører en meget stille
version af ”Every breath you take”. Hvem er den med?

Maya

Hej Maya

Jeg kan se, at
der findes forskellige udgaver af TV 2 Zulus filmteaser, hvor der bruges
forskellige coverversioner af det gamle nummer med The Police. Måske har du hørt
den version med Denmark + Winter, måske den med Chris Minh Doky og Dianne
Reeves? Du kan høre Denmark + Winter på Youtube og Doky/Reeves på dr.dk/musik.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Rolling Stones-teater med Falch

Ikke kun Bryan
Adams trækker gamle sange frem fra arkivet i disse dage. På torsdag er der premiere
på verdens første teaterkoncert baseret på Rolling Stones’ musik, og med på
scenen er Michel Falch. I sidste uge fortalte Falch til Berlingske, at han som
11- eller 12-årig blev blæst omkuld, da han første gang så en Stones-plakat i
en kiosk hjemme i Sønderborg:

– De
havde et udtryk, som jeg – som MAN – aldrig havde set før. Den dér vrængende
antiholdning, enormt flabet underklassementalitet, sådan en fuck you-attitude.
Selv en lille dreng som jeg kunne se, at de var langt ude.

Siden da har han
været Rolling Stones-fan, og fra i morgen optræder han sammen med blandt andre Cecilie
Stenspil og Simon Mathew i teaterkoncerten ”Rolling Stones”, først på
Musikteatret i Holstebro og senere på efteråret også på Falconer Scenen i
København og Tivoli Friheden i Aarhus.

Bryan Adams’ egne rødder

Den canadiske
musiker Bryan Adams blev født i 1959, men selvom hans musikalske interesser
først voksede frem i 1970’erne, så er han stærkt præget af sange fra
rockmusikkens barndom i 1950’erne og 1960’erne. Gennem to år har han løbende
arbejdet på en plade med hans egne versioner af en stribe sange, der var med
til at forme hans musikalske univers. Det nye album, der udkommer tirsdag, hedder
”Tracks of My Years”, delvist opkaldt efter ”The Tracks of My Tears” med The
Miracles fra 1965.

Med på pladen er sange af blandt andre Beach Boys, Beatles,
Bob Dylan og Creedence Clearwater Revival, men også en enkelt sang, der er
ældre end Bryan Adams selv, nemlig Chuck Berrys ”Rock and Roll Music”.

Spørgsmål: Musik fra Tipslørdag

Hej Tor

Jeg leder efter
en afrikansk sang, der ”i gamle dage” blev brugt i Tipslørdag eller tilsvarende
tv-program. Teksten kan jeg selvfølgelig ikke, men den lyder noget àla ”Jek jek
jek, come on, jek jek”. Siger det mon dig noget?

Larsen

Hej Larsen

Det er svært at
google sig frem til, men let at besvare, hvis man allerede ved, hvad du taler
om. I en periode brugte DR nemlig det nummer, som den guineanske musiker Mory
Kante havde et stort hit med i 1987. Titlen er “Yé ké yé ké”, og du
kan genhøre den her.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Spørgsmål: Ghost-hit

Hej Tor

Jeg hørte forleden
en sang, som jeg prøver at finde. Jeg kom til at tænke på Adele (stemmen er dog
ikke helt den samme) og Leona Lewis, men det er tilsyneladende ikke en af dem.
Den hedder formentlig noget med ghost. Anything?

Lærke

Hej Lærke

Du er næsten i
mål: Nummeret, der blot hedder ”Ghost”, er med sangerinden Ella Henderson. Hun
blev kendt i den britiske udgave af X Factor for to år siden, og debutsinglen
”Ghost” har ligger nr. 1 på den engelske hitlisten hen over sommeren.

Med venlig
hilsen

Tor
Bagger

Venner i 20 år

Ikke mange
temasange fra tv-serier har haft en succes, der kan måle sig med
kendingsmelodien fra komedieserien ”Venner”. I morgen bliver det markeret, at
det var 20 år siden, det allerførste afsnit af ”Venner” blev sendt i USA, og
det var således også første gang, seerne blev præsenteret for sangen ”I’ll Be
There For You”.

Duoen The Rembrandts blev sat til at indspille den mindre end 1
minut lange kendingsmelodi, men derudover havde de oprindeligt ikke meget med
nummeret at gøre. Melodistumpen blev dog så populær og så efterspurgt, at The
Rembrandts blev presset til at indspille en fuld version af ”I’ll Be There For
You”. For at kunne få indtægter fra sangen, som de oprindeligt ikke ejede
rettigheder til, fik de lov til selv at skrive blandt andet et ekstra vers til
sangen. I dag kan de fleste, der har haft fjernsynet tændt på et tidspunkt
siden 1994, synge og klappe med på sangen, der hurtigt blev en del af den
jubilerende komedieseries identitet.

Ny plade med Prince og danske Ida

Det siges om Prince, at han skriver en ny
sang hver eneste dag, og hvis det er bare tilnærmelsesvis sandt, er det heller
ikke overraskende, at der om en uge udkommer ikke bare én, men hele to nye
plader fra den gamle pop- og funkmester. På den ene er der et stærkt dansk
islæt, for bassisten i hans band 3rdEyeGirl er nemlig Randers-pigen Ida
Nielsen. For fire år siden blev hun kontaktet, efter at Prince havde set nogle
optagelser, hun havde lagt ud på musikfællesskabet MySpace på internettet. Hun
blev inviteret til USA for at jamme med sit store idol og har siden da været en
del af hans band.
Mandag den 29. september udkommer ”Art Official Age”, som er en regulær
soloplade med Prince, og albummet ”Plectrumelectrum”, som Prince og 3rdEyeGirl
er fælles om.