Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Children of Tomorrow/Lys og varme

Hej
Tor

Jeg
leder efter flere oplysninger og sangen Children af Tomorrow. Jeg har hørt den
i en indspilning med Rikke Bruhn. Når jeg søger på youtube er det ikke den
melodi der kommer frem, men andre med samme titel. Jeg mener at den blev
spillet i TV til en mindegudstjeneste (eller begravelse), men med en ny tekst.
Jeg husker det som en akustisk duet evt. med Lars Lilholt. Jeg håber du kan
hjælpe med flere oplysninger.

Med
venlig hilsen

Poul
Ellerbæk, Nibe

Hej
Poul

Sangen,
du har hørt med Rikke Bruhn, er en engelsk oversættelse af en sang, der
oprindelig er norsk. Åge Aleksandersen udgav den i 1984 med titlen “Lys og
varme”
, og den er en af en af hans – og måske endda en af Norges – mest
kendte sange. Senere har han optrådt med den sammen med svenske Michael Wiehe,
og der findes en fælles indspilning fra 1997 med norske Åge Aleksandersen,
danske Lars Lilholt og svenske Bjørn Afzelius på hver sit sprog, som du kan høre her.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Pet Shop Granvoksne Mænd

I
den forgangne uge var der 30-års-fødselsdag i Pet Shop Boys-familien. Efter nogle års
tilløb udkom nemlig 24. marts 1986 den engelske duos første album – med den
måske mest høflige titel i musikhistorien. Pladen ”Please” fik nemlig sit navn,
fordi musikerne Neil Tennant og Chris Lowe gerne ville have, at folk skulle
kunne stå i pladebutikken og sige ”Jeg vil gerne bede om Pet Shop Boys-pladen,
please”. Med sange som ”West End Girls”, ”Suburbia” og “Opportunities (Let’s
Make Lots of Money)” blev albummet en stor succes.

30-års-jubilæet markeres
dog ikke med en simpel genudgivelse af det gamle værk, for de to popveteraner i
Pet Shop Boys er stadig særdeles aktive, så på fredag udkommer deres 13. album ”Super”.

Kategorier
Musiknyheder

Nyt show: Kom med Beatles i studiet

I
de seneste år har flere forsøgt at flytte den traditionelle musicals grænser gennem
blandt andet nye former for teaterkoncerter og live-transmitterede musicals på
tv, og i denne uge er der premiere på endnu et eksperiment. Den nye
forestilling ”The Sessions” forsøger at genskabe magien fra The Beatles’
pladeindspilninger i Abbey Road-studierne, som på scenen bliver bygget op til
netop dette formål. En stribe musikere og sangere fremfører gruppens sange helt
nøjagtigt, som de er indspillet i det miljø, de er indspillet. Som årene 1962-1969
skrider frem, ændres omgivelserne, og skildringen af tiden i showet understøttes
af filmoptagelser og billeder fra perioden. For at sikre at både lyd og
interiør er så tæt på den ægte vare som muligt, har The Beatles’ studietekniker
Geoff Emerick været med på sidelinjen.

”The Sessions” har urpremiere ved et
velgørenhedsshow i Liverpool onsdag aften, inden den officielle verdenspremiere
finder sted i Royal Albert Hall fredag. Herefter drager showet ud på turné i
Europa
, men desværre ikke med stop i Danmark, som det ser ud lige nu.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kantate til dronningen

Hej-hej

Sidste
år hørte jeg i en udsendelse fra Rådhuset i København fra Dronning
Margrethes fødselsdag en sang skrevet af Niels Brunse. Hvem der sang den, kan
jeg ikke huske, men det var noget med “havens blomst”. Jeg har prøve
at finde udsendelsen på You Tube, men det er ikke lykkedes. Der er nogle
indslag fra den dag, men ikke lige det, jeg ledte efter. Kan du måske finde den
i dit åbenbart enorme kartotek, så ville jeg blive glad.

Mie.

Kære
Mie

For
at være på helt sikker grund har jeg konfereret med tekstforfatter Niels Brunse
selv, og han fortæller, at han og komponisten Anders Koppel blev bedt om at
skrive musik og jeg tekst til en kantate i anledning af dronningens
40-års-regeringsjubilæum. Værket hedder “Danmarks Have” og blev
uropført på Københavns Rådhus den 14. januar 2012 med flere hundrede
korsangere, et harmoniorkester dirigeret af Frans Rasmussen og sopransolisten
var Signe Sneh Schreiber. Koncerten blev sendt i tv, men heldigvis ligger
“Danmarks Have” også på nettet. Du kan se og høre den på Youtube.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Det var en kold tid – for Anker Jørgensen

Det
er ikke mange politikere, der oplever at få tilegnet en hel CD, men det skete
for tidligere statsminister Anker Jørgensen, da blandt andre Allan Olsen,
Michael Falch, Erik Clausen og Kim Larsen bidrog til ”De største er de små –
Sange til Anker”
i 2007.

Anker Jørgensen sendte også selv en hilsen til netop
Kim Larsen, da han i 1977 holdt sin nytårstale. Han brugte ordene ”Det er en
kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser”, og talte sig på den måde
ind i en del af tidsånden. Mange år senere kommenterede han citatet i bogen “Anker
Jørgensen – Min verden fortalt i billeder”
: ”Det var måske et banalt
citat, når det drejer sig om politik. På den anden side udtrykker det meget
godt den virkelighed, både politisk og socialt, som vi gerne ville gøre noget
ved, gerne ville ændre”.

Anker Jørgensen døde søndag som 93-årig og blev
dermed den længstlevende danske statsminister nogensinde.

Kategorier
Musiknyheder

Rolling Stones-revolution i Cuba

Søndag aften blev Barack Obama den første siddende amerikanske præsident i
88 år til at besøge Cuba, hvilket naturligvis er en stor begivenhed for både cubanerne
og omverdenen. Men festlighederne slutter ikke der, for på fredag er der
atter fint besøg i Havana. Efter revolutionen i 1959 blev rockmusik forbudt i
en årrække af frygt for upassende amerikansk påvirkning af det kommunistiske
Cuba, og det har taget mange år at få rocken op i omdrejninger igen, ikke
mindst med hensyn til besøg udefra. Et af de bands, som mange unge cubanere
sikkert gerne ville have oplevet live i årene efter revolutionen, var Rolling
Stones, og nu bliver der rådet bod på deres fravær. På fredag giver Mick Jagger
& Co. nemlig koncert som det største rocknavn i Cuba i mere end 50 år. Den
historiske koncert på det store Ciudad Deportiva-stadion optages af et
filmhold, og der skal nok blive tryk på, for der er gratis adgang for alle.

Kategorier
Musiknyheder

Rockskattenes hellige gral til salg

En
af de mest omtalte personer i sidste uge, musikproduceren George Martin, fik mange
roser i nekrologer, mindeord og hilsener fra gamle venner, da han gik bort som
90-årig – og i næste uge er der mulighed for at erhverve sig et samlerklenodie
af den sjældne slags, som oprindeligt var tiltænkt netop George Martin:

Inden The
Beatles pladedebuterede i 1962, havde bandet fået indspillet en demo-plade med to
sange, som blev sendt til George Martin, mens The Beatles var på jagt efter en
pladekontrakt. George Martin takkede i første omgang nej til bandet og
returnerede pladen til bandets manager Brian Epstein, som dog fik en kontrakt
på plads på et senere tidspunkt, og som bekendt endte Martin alligevel som
producer og vigtig sparringspartner for gruppen.

Og demo-pladen med det unge
bands indspilninger af ”Till There Was You” og ”Hello Little Girl”? I 1963 gav
Epstein den til Les Maguire fra bandet Gerry and the Pacemakers, og i et halvt
århundrede har dette rock-relikvie ligget glemt på hans loft. Den blandt
Beatles-samlere sagnomspundne optagelse sættes tirsdag d. 22. marts til salg hos Omega
Auctions
, men ikke af Les Maguire selv. Han har nemlig foræret pladen til sit
barnebarn, så hun kan høste et formentlig pænt beløb og købe det hus, hun drømmer
om, skriver BBC.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: En Tuborg til mig

Hej
Tor

Et
spørgsmål om den gamle reklamesang ”Kommer der ikke snart en Tuborg til mig”:
Hvad er det for en melodi den er lavet på? Eller en den rent faktisk skrevet
som en ”Tuborg-sang” fra starten?

M.v.h.
Jørn

Hej
Jørn

Den
gamle øl-ode er baseret på ”The Permans Brooklyn Cake Walk” skrevet af T. W.
Thurban i 1899. Det er dog ikke den primære, gennemgående del af melodien, der bruges
til ”Kommer der ikke snart en Tuborg til mig”-sangen, men derimod et
midterstykke fra ”The Permans Brooklyn Cake Walk”. Du kan høre det mere end
hundrede år gamle værk på Youtube (Tuborg-melodien starter ved 01:58).

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

TILFØJELSE:
Kære Tor

Du fortæller i Nordjyske Stiftstidende 9. marts 2016 om The Permans’ Brooklyn Cake Walk. Et stykke inde i melodien dukker “Kommer der ikke snart en Tuborg til mig” op. Det fremgår ganske rigtigt af forskellige internetsider, at vi har hentet melodien til Tuborg-sangen fra denne Cake Walk. Men det undrer mig, at der ret efter – netop præcis 3 minutter 20 sekunder inde i sangen – kommer en anden dansk sang, nemlig “Det var en lørdag aften”, som jeg altid har lært, var en gammel dansk folkesang. Kan det tænkes at begge sange i virkeligheden er danske og importeret til den amerikanske Cake Walk – og ikke omvendt? Vi havde jo en berømt dansk Cake Walk komponist i USA i begyndelsen 1900-tallet: Jens Bodewalt Lampe (8. november 1869 i Ribe – 26. maj 1929 i New York City).

Med venlig hilsen Peter Wendelboe

Hej Peter

Du har helt ret i, at der gemmer sig endnu en “dansk overraskelse” i den version af “Permans’ Brooklyn Cake Walk”, jeg linker til på musikbrevkassen.dk, men det er helt sikkert, at “Det var en lørdag aften” ikke udspringer herfra. Denne folkevise kan nemlig spores adskillige hundrede år tilbage herhjemme, og melodien er også trykt i danske nodesamlinger, mange år før den famøse cakewalk blev skrevet i 1899 (du kan se en fin gennemgang af visens historie her). Jeg har hørt andre indspilninger af “Permans’ Brooklyn Cake Walk”, som ikke inkluderer folkevisemelodien, så jeg er ikke sikker på, at den er en del af britiske T.W. Thurbans originale værk. Men selvom der findes masser af eksempler på, at folkeviser og melodier lever på tværs af landegrænser, er det et åbent spørgsmål, hvordan den melodi, vi kender som “Det var en lørdag aften”, er vandret til videre til den pågældende indspilning af “Permans’ Brooklyn Cake Walk”.

Med venlig hilsen

Tor Bagger