Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Opera i Tour de France-reklame

Hej
TV2 News sender p.t. (i juli, red.) hver fulde
time et reklameindslag vedr. Tour de France, hvor underlægningsmusikken er en
opera – kan I hjælpe med titlen på denne? 1000
tak.
Sommerhilsen Jørgen W. Pedersen

Hej Jørgen

Jeg har
fundet frem til, at der tale om Händels værk “Lascia ch’io Pianga”
fremført af Sissel Kyrkjebø. Indspilningen findes både på albummet “My
Heart” og på hendes opsamling “Sissel: De bedste 1986 -2006”. Og
så kan du i øvrigt også høre den her.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ti millioner ildflue-kram

For
blot få år siden var en sangs levetid på hitlisterne nært knyttet til det
tidspunkt, den blev udgivet og nogle uger eller måneder frem, det vil sige mens
den havde nyhedens interesse og var tilgængelig på single i pladebutikkerne. Nu
kan andre begivenheder bringe et nummer op til overfladen igen, og gennem
netsalg og streaming kan det i princippet stige til vejrs når som helst.
Tidligere i år spredte der sig ifølge Billboard en dille på de sociale medier i
USA, hvor folk på forskellig vis knyttede billeder eller kommentarer til brudstykker
fra Owl City-hittet ”Fireflies” fra 2009. En af kommentarerne på Twitter gik på,
hvordan linjen ”I’d get a thousand hugs from ten thousand lightning bugs” (Jeg
får tusind kram af titusind ildfluer, red.) skulle forstås: Var der tale om en
krammer fra hver tiende ildflue eller i alt ti millioner ildfluekram?

Owl
City-sanger Adam Young bemærkede spørgsmålet og kastede sig ud i en lang og
forbløffende detaljeret forklaring
fyldt med fakta om ildfluers natur samt sin
personlige forklaring af, hvordan man modtager ti millioner kram midt i en
ildfluesværm. Hans svar har bredt sig som en steppebrand på Twitter, og
interessen for den otte år gamle sang er steget så kraftigt, at ”Fireflies” i
sidste uge sprang op på ottendepladsen på den amerikanske hitliste Rock
Streaming Chart
.

Kategorier
Musiknyheder

Pink Floyds halve århundrede

Det
kan godt være, at LP’en ”The Piper at the Gates of Dawn” ikke nåede et stort og
bredt publikum, da den udkom 5. august 1967, men denne milepæl i den psykedeliske
rock satte alligevel et eftertrykkeligt mærke i musikhistorien. ”The Piper at
the Gates of Dawn” blev opkaldt efter et af kapitlerne i børnebogen ”Vinden i
piletræerne”, og på lørdag er det præcis 50 år siden, Pink Floyd udsendte deres
debutalbum og indledte deres rejse rundt i rockens afkroge.

Det halve århundrede
med Pink Floyd markeres på forskellig vis i år, og hvis turen i de kommende
måneder går til London, har man for eksempel mulighed for at besøge en
udstilling, der hylder gruppen. Victoria and Albert Museum har samlet
instrumenter, koncertplakater, kunst og fotos fra pladeomslag, muren fra ”The
Wall”-turnéen og ca. 350 andre genstande, som på forskellig vis fortæller
historien om Pink Floyd fra den spæde start i 1960’erne frem til i dag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bjarne i den gule trøje

Hej Tor

Al den Tour de France vi har været indlagt til på det
seneste fik mig til at tænke på om der ikke engang blev lavet en sang om Bjarne
Riis. Var det bare for sjov til TV eller var det sådan rigtigt? Og hvem var
det? Det står altså ikke helt klart for mig længere.

Kh. Lotte

Hej Lotte

Du tænker formentlig på ”Bjarne i den gule trøje”, som
Anne Dorte Michelsen skrev i forbindelse med Bjarne Riis’ Tour-triumf i 1996.
Michelsen var oprigtigt fan af Riis og fulgte selv løbet i Frankrig, inden hun
kom hjem og optrådte med sangen ved hyldestfesten i Tivoli. Sangen blev udgivet
under navnet Venter på Bjarne, opkaldt efter hendes band i den periode, Venter
på far.

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Bogen, der slog Elvis ihjel?

Om
tre uger kan 40 års-dagen for Elvis Presleys død markeres, men allerede på
tirsdag er det 40 år siden udgivelsen af en bog, der har været beskyldt for at
have et medansvar for ”kongens” død. Helt tilbage i high school-tiden mødte
Presley fætrene Red og Sonny West, som endte med gennem cirka tyve år at
arbejde for ham. I 1976 blev de fyret af Presleys far, og de valgte at skrive
om deres oplevelser i bogen ”Elvis: What Happened?”, som udkom 1. august 1977.

Bogen fortalte blandt andet om Presleys usunde livsførelse og hans
afhængighedsproblemer, og selvom Red og Sonny West efterfølgende har forsøgt at
forklare, at de gjorde det ud fra et ønske om at skubbe deres gamle ven tilbage
på ret kurs, kritiserede andre dem for blot at ville spinde guld på en gammel
ven. Nogle har endda spekuleret i, at afsløringerne fra personer, som Presley
engang havde været fortrolig med, føltes som så stort et svigt, at ”Elvis: What
Happened?” var med til at skubbe Elvis Presley ud over kanten. Red West selv
døde i sidste uge.

Kategorier
Musiknyheder

Slagsang for en transseksuel i modvind

En
rocksang fra 1987 blev i sidste uge hvirvlet ind en debat om synet på blandt
andre transseksuelle – med den kønsskifteopererede Caitlyn Jenner i centrum. Bruce
Jenner var som mand en succesfuld atlet, men i 2015 fik han en
kønsskifteoperation og blev til Caitlyn Jenner. De seneste år hun været den
mest kendte og synlige trans-person i offentligheden, men i sidste uge løb hun ifølge
mediet Vox ind i kritik fra ”egne rækker”. På Instagram delte hun et billede af
sig selv sammen med Aerosmith-forsanger Steven Tyler med en kommentar om
nummeret ”Dude (Looks Like a Lady)”, som hun
omtalte som en af sine yndlingssange.

Sangskriveren Desmond Child har engang til
Songfacts.com fortalt, at idéen til ”Dude (Looks Like a Lady)” kom, efter Steven
Tyler på en bar fik øje på den langhårede Mötley Crüe-sanger Vince Neil og
troede, han var en kvinde. Nogle transpersoner og såkaldte LGBQT-aktivister synes,
at sangen gør nar af transvestitter og transseksuelle, og derfor fik Caitlyn
Jenner på de sociale medier kritik for ligefrem at fremhæve den sang som en
favorit. Men i tv-showet ”Jimmy Kimmel Live” fortalte Jenner i sidste uge,
hvordan hun før sit kønsskifte nogle gange kørte alene rundt i sin bil og
lyttede til ”Dude (Looks Like a Lady)”, som blev en slags personlig slagsang
for hende.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Liveversion af Fed rock

Hej
Tor

Jeg
har lyttet med på nogle af P5´s programmer, hvor Michael Bundesen fortæller om
årene med Shubidua. I et af dem taler de om den store støttekoncert for Afrika
og spiller et lille stykke af ”Fed rock”, en version jeg ikke har, og jeg er
ellers lidt af en samler, vil jeg gerne indrømme. Hvor findes den?

Mvh.
”Knuden”

Hej
”Knuden”

I
P5-programmerne Ӯrligt talt РShu-bi-duas historie fortalt af Michael
Bundesen”
er der masser af musik med Shub’erne, men langt det meste er de
udgivelser, der i forvejen findes på de gamle plader. En undtagelse er liveversionen
af ”Fed rock” fra støttekoncerten ”Rock for Afrika” 21. september 1985, som kan høres i program nummer fire.
Shu-bi-dua optrådte med ”Fed rock”, ”Hvalborg” og ”Den røde tråd”, men
maratonkoncerten med nogle af Danmarks største musiknavne blev ikke udgivet på
plade. Til gengæld lægger der flere timers optagelser på DR’s arkivside
Bonanza fordelt på to links (“Fed rock” begynder efter 1:27:00, og Shu-bi-duas koncert fortsætter her).

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ugens sommersang – fra Frederikshavn

“Jeg
vil stole blindt på sol i juli” sang Michael Falch i 1985, og selvom den danske
sommer ikke altid lever op til den tillid, Falch viser den, så fik han i det
mindste skabt et solidt sommerhit dengang – og hvad de færreste nok ved er, at
sangen ”Sommer på vej” blev skrevet i Nordjylland. Michael Falch var i 1984 på
turné med Malurt, kort tid før bandet gik i opløsning, og var undervejs
indkvarteret på et motel i Frederikshavn. Her skrev han det, der skulle blive
en af hans største succeser i tiden efter Malurt med den indledende linje ”I
disse for vort land så alvorlige tider, hvor solen den kun kommer frem, når den
gider”.

Falch har senere afsløret, at han var en smule inspireret af rytmen i
David Bowies ”Heroes”, da sangen kom til verden, og i mere end 30 år har
”Sommer på vej” været en tilbagevendende del af repertoiret ved Michael Falchs
og det midlertidigt gendannede Malurts koncerter – særligt på den tid af året,
hvor der rent faktisk er sommer på vej, naturligvis.