Kategorier
Musiknyheder

Julesang afsluttede Vietnamkrigen

I dag er det præcis 50 år siden, Vietnamkrigen sluttede, da de kommunistiske styrker indtog præsidentpaladset i Saigon. Meget tidligt samme morgen forlod de sidste amerikanske marinesoldater og landets ambassadør byen som afslutningen på en omfattende evakuering med helikoptere, som var blevet sat i gang dagen forinden med et kendt – og lidt overraskende – stykke musik som startskud.

Siden 1973 var den amerikanske tilstedeværelse i landet blevet stærkt begrænset, og i slutningen af april havde styrkerne fra det kommunistiske Nordvietnam overmandet de sydvietnamesiske styrker. Hovedstaden Saigon blev omringet, og de sidste tilstedeværende amerikanere gjorde sig klar til at forlade byen, når et særligt tegn blev givet. Den 29. april 1975 kunne man på de amerikanske styrkers radiostation i byen høre vejrmeldingen om, at der var ”105 degrees and rising” (40 grader og temperaturen stiger, red.) efterfulgt af en særligt udvalgt sang, som man under normale omstændigheder aldrig ville spille på dette tidspunkt, og som derfor fungerede som et klart og på forhånd varslet signal til de amerikanske medarbejdere i Saigon: ”White Christmas”.

Den velkendte julesang var også fra en periode med krig, for komponisten Irving Berlin skrev den i 1941, og i 1942 blev den lanceret i filmen ”Holiday Inn” i den populære sanger Bing Crosbys originale indspilning. Under 2. Verdenskrig drog Crosby også ud i verden for at optræde for USA’s udstationerede soldater, og han har senere fortalt, at når han fremførte netop denne sang, græd alle. For ”White Christmas” handler ikke blot om jul og juledrømme, men også om afsavn og hjemve.

Efterfølgende er Vietnamkrigen, dens ofre og de hjemvendte soldaters traumer blevet beskrevet i sange som Billy Joels ”Goodnight Saigon”, Bruce Springsteens ”Born In the USA” og Paul Hardcastles “Nineteen”, men i april 1975 blev det julesangen ”White Christmas”, der satte gang i amerikanernes store evakuering fra Saigon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *