Hej Tor
For mange år siden havde jeg et lille job på en bodega nogle gange om måneden. Der var en af stamkunderne, han var måske ikke ligefrem forelsket i mig, men han prøvede altid at charme sig ind. Når han blev småfuld sang han nogle gange til mig en sang, som var om en bargæst, der synger til bartenderen/kromutter. Jeg tror ikke jeg har hørt den ellers, men jeg kom til at tænke på den/ham forleden og blev nysgerrig efter hvad det mon var. Har du et bud?
Mvh. Bente
Hej Bente
Ledetrådene er begrænsede, men de peger mig dog i en retning, som ikke er de klassiske bodegastjerner som John Mogensen og Bjarne Liller, men derimod Shu-bi-dua. På albummet ”Shu-bi-dua 3” fra 1976 findes ”Bageren og servitricen”, som skiller sig lidt ud fra de festlige sange. Fortælleren i sangen synger blandt andet ”Arh, hvad fa’n, bare en enkelt til du smukke, jeg vil hellere sidde og hænge her” og ”Sæt dig hos mig, stik mig en pils og et smil”. Måske vækker det bodegaminder?
Med venlig hilsen
Tor Bagger