Kategori: Musiknyheder

På fredag er det ti år siden, den engelske sangerinde Amy Winehouse døde af alkoholforgiftning, blot 27 år gammel. Amy Winehouse var et af de største navne i den bølge af moderne soulmusik, der vandt frem i de år, og hun var både berømt og berygtet, da hendes problemer med alkohol og stoffer og heraf følgende skandaleoptrædener var ganske velkendte. Selv hendes største hit kredsede om emnet. Historien fortæller, at hun under en gåtur med sin producer Mark Ronson improviserede linjen ”They tried to make me go to rehab, but I said no, no, no” (”de prøvede at få mig til at gå på afvænning, men jeg sagde nej, nej, nej”, red.). I første omgang troede Ronson, at det var en linje fra et nummer med en anden kunstner, men da det gik op for ham, at det var Winehouses egne ord, opfordrede han hende til at udbygge idéen til en hel sang, og ”Rehab” blev en slags signatursang for Amy Winehouse.

Der findes allerede en meget rost dokumentarfilm med titlen ”Amy”, men i anledning af tiårsdagen for hendes død lancerer britiske BBC denne sommer endnu en film. I “Amy Winehouse: 10 Years On” fortæller blandt andre hendes egen mor om datterens liv.

Hvis der fandtes en samlet opgørelse over hvilke sange, der er blevet spillet hvornår og hvor ofte, ville den formentlig vise, at fodboldsangen ”Re-sepp-ten” fra 1986 har oplevet en helt utrolig vækst i de seneste uger. I de kommende dage er der dog grund til at hente en af de mindre succesfulde fodboldsange frem fra gemmerne, for den officielle slagsang med Big Fat Snake fra 1996 er pludselig mere aktuel, end den har været i de forgangne 25 år. Det var bandets guitarist og sangskriver Peter Viskinde, som dengang fik en henvendelse om muligheden for at skrive en slagsang for landsholdet, der kunne bruges ved EM i 1996, hvis de forsvarende europamestre fra Danmark kvalificerede sig til slutrunden. I sommeren 1996 fortalte Viskinde selv i Politiken, at han fik besked om, at ”Holdet mener, at sådan noget Status Quo-lignende noget, a la slagsang til Manchester United ville være passende”. I 1994 havde bandet Status Quo med stor succes genindspillet sangen ”Burning Bridges” med en ny tekst som slagsang for det engelske tophold Manchester United med titlen ”Come On You Reds” – en sang, hvor målmand Peter Schmeichel endda blev nævnt i teksten. Skulle man finde en dansk pendant til Status Quo, var Big Fat Snake et naturligt sted at starte, og Peter Viskinde indvilgede i at gøre et forsøg.

Ifølge hans egen beretning sad han ti minutter ved klaveret og havde herefter ti minutters idéudveksling med forsanger Anders Blichfeldt, så han kunne allerede efter tyve minutter ringe tilbage til kontakten fra pladeselskabet og spille et engelsksproget udkast til ”Big Boys In Red and White” for ham. Bandet gik i studiet for at indspille en hurtig demo-version af sangen, så den kunne præsenteres for både landsholdet og Spillerforeningen. Sanger Anders Blichfeldt fortalte i 1996 til Berlingske Tidende, at landsholdsspillerne faldt for selve melodien og den del af den engelske tekst, der sagde ”Big boys in red and white”. Det kunne de således arbejde videre med, men det var svært at få en dansk tekst på plads. Blandt andet ville bandet gerne nedtone de sportslige elementer, mens spillerne gerne ville have sangen til at handle om fodbold. Da den danske tekst var på plads, skulle demo-versionen videreudvikles i studiet, men også dette voldte besvær, fortalte Peter Viskinde i Politiken: ”To dage gik med at raffinere arrangementet og lyden for derefter blot at blive kasseret af os selv og pladeselskabet. Alt for firkantet og fortænkt var det blevet og som så ofte før, var det tilbage til demo-udgaven, som havde al den spontanitet og stemning, vi behøvede”.

Det endelige resultat blev udgivet op til EM i England i 1996, som sportsligt blev en kæmpe skuffelse for det danske landshold, men op til semifinalen på onsdag kan Big Fat Snakes slagsang atter bringes på banen: ”Slaget skal slås i England. Vi kæmper det bedste, vi kan. Det kræver lidt mere end en danskvand at vinde for et lille land. Vi vinder, vi ved, vi kan. Vi er Danmark i Engeland, vi kæmper til sidste mand. Big boys in red and white. Det’ Danmark, det’ fodbold, det’ sejt!”

Det var 23 år siden, det danske herrelandshold i fodbold sidst vandt en kamp i knockout-delen af en EM- eller VM-slutrunde, men i lørdags lykkedes det, da Danmark sikrede sig en plads i EM-kvartfinalen. Sidst det skete, var ved VM i 1998, hvor det daværende landshold nåede fra ottendedelsfinalen mod Nigeria til kvartfinalen mod Brasilien, som blev den danske endestation.

Ligesom ved de fleste andre slutrunder skulle der også i 1998 indspilles en officiel slagsang, og i kølvandet på popgruppen Aquas internationale succes blev komponist og -producer Søren Rasted bedt om at hjælpe DBU og landsholdet. Han allierede sig dog med et par erfarne folk udi fodboldsangenes svære disciplin, for han inviterede musiker Michael Bruun og tv-vært og tekstforfatter Jarl Friis-Mikkelsen ombord på holdet. Bruun og Friis-Mikkelsen havde stået bag både ”Rap Nu” i 1984 og ”Re-Sepp-Ten” i 1986, men mellem ”Re-Sepp-Tens” tilblivelse i foråret 1986 og arbejdet med slagsangen i 1998 var der sket en del. Danmark var blevet en mere etableret fodboldnation i de internationale turneringer med deltagelse i flere slutrunder, stor opmærksomhed ved VM i 1986 og ikke mindst det overraskende europamesterskab i 1992. På trods af det skrev Jarl Friis-Mikkelsen en tekst uden storhedsvanvid, for det hørte med til historien, at Danmark ikke kom til VM i 1994, og at EM i 1996 mildest talt ikke var nogen succes.

”Derfor skulle det handle om, at man ikke må holde op med at tro på sig selv”, forklarede Jarl Friis-Mikkelsen i Politiken for nogle år siden.

Da Rasted, Bruun og Friis-Mikkelsen havde styr på sangen ”Vi vil ha’ sejren i land”, kontaktede de endnu en slagsangs-legende, sangerinden Dodo Gad, kendt fra Dodo and the Dodos. Ligesom på ”Re-Sepp-Ten” til i 1986 skulle hun synge sammen med landsholdet, hvor Michael Laudrup var den eneste genganger, og hun var godt tilfreds med spillernes indsats: ”Jeg blev rimeligt imponeret over, hvor godt de synger. De synger bedre end det landshold, der var med i 1986”, sagde hun til BT i forbindelse med udgivelsen af ”Vi vil ha’ sejren i land” i 1998. Også på lørdag ved kvartfinalen mod Tjekkiet gælder det, at ”vi vil ha’ sejren i land, og vi er med alle mand”.

I 1995 udgav sangerinden Alanis Morissette albummet ”Jagged Little Pill”, og hen over det følgende år væltede hun dele af verden med iørefaldende rockhits som ”Ironic”, ”You Oughta Know”, ”You Learn” og ”Hand In My Pocket”. Sidste år skulle en jubilæumsturné have bragt hende vidt omkring for at markere 25-året for gennembrudspladen, men som så meget andet stak corona-pandemien også en kæp i hjulet på disse planer. Derfor gør den canadiske sangerinde og hendes musikere for tiden klar til at genoptage den forsinkede jubilæumstour med sommerkoncerter i USA og efterårskoncerter i Europa. I den anledning har hun udsendt en genindspilning af en sang, der er en del ældre end ”Jagged Little Pill”: Willie Nelsons countryhit ”On the Road Again” fra 1980.

Sangen blev skrevet til filmen ”Honeysuckle Rose” om en omrejsende countrymusiker med Willie Nelson i hovedrollen, og i selvbiografien ”Willie” fortæller han, at ligesom med så mange andre sange faldt ”On the Road Again” ham let at skrive: “Der er en million ting, jeg ikke kan finde ud af, men sangskrivning, det kan jeg finde ud af. Melodierne er det nemmeste for mig, for luften er fuld af melodier. Jeg hører dem hele tiden, rundt omkring mig overalt, nat og dag. Hvis jeg har brug for en melodi, plukker jeg bare en ud af det blå”. Under en flyrejse med et par filmfolk faldt snakken på behovet for sange til ”Honeysuckle Rose”-filmen, og de efterlyste en sang om folk, der konstant rejser land og rige rundt for at spille musik. Willie Nelson forstod opgaven og begyndte at skrive på en konvolut eller en af flyets brækposer: “On the road again. I just can’t wait to get on the road again. The life I love is making music with my friends. I just can’t wait to get on the road again”. Filmproduceren Sydney Pollack spurgte ham, hvordan melodien lød: “Jeg sagde, at det vidste jeg ikke – jeg kunne arbejde på melodien senere. Jeg spekulerede ikke mere over melodien til flere måneder senere, dagen før jeg skulle i studiet for at indspille den. Der var ikke nogen grund til at sætte en melodi til noget, jeg ikke var klar til at indspille. Jeg vidste, at jeg ikke ville have problemer med at hente melodien ud af det blå”.

”On the Road Again” blev nærmest en signatursang for Willie Nelson, og han synger endda duet med Alanis Morissette på hendes nye, afdæmpede fortolkning af nummeret. Morisettes forestående tur ”on the road” bringer hende også til Danmark den 29. oktober, hvor hun spiller i Royal Arena i København.

Mindre end et døgn efter fodboldspilleren Christian Eriksen kollapsede på banen, lagde DBU et billede af spillerne – med armene om hinandens skuldre før kampstart – ud på herrelandsholdets Facebook- og Instagram-profiler.  Som en hyldest til holdets ageren i forbindelse med Eriksens hjertestop var billedet ledsaget af teksten ”Vi er røde, vi er hvide. Vi står sammen, side om side”, som stammer fra slagsangen fra fodbold-VM i 1986. I marts 1986 havde Ekstra Bladet annonceret, at alle kunne indsende forslag til, hvordan en dansk slagsang kunne lyde. Ved EM i 1984 havde Danmark ikke en officiel slagsang, men blandt andre tv-manden Jarl Friis Mikkelsen og musikeren Michael Bruun havde skabt den opsigtsvækkende ”Nu Rap”, hvor DR’s pensionerede sportschef Gunnar ”Nu” Hansen hakkede sig gennem en form for rap med omkvædet ”We are red, we are white, we are Danish dynamite”. Da Danmark kvalificerede sig til VM, lavede Jarl Friis Mikkelsen og Michael Bruun en aftale med DBU om at levere en officiel slutrundesang, og i samspil med Ekstra Bladet blev konkurrencen ”Syng dig til Mexico” udskrevet.

En artikel fra Det Kongelige Bibliotek citerer nogle af de tekstforslag, læserne indsendte i håbet om at vinde en rejse til VM: “Søren Busk har overskæg og banens bedste ’overlæg’, fodbold det er sagen, hvis Laudrup han har dagen” og “Det er rødt og hvidt, det er dit og mit, og så er det skattefrit”. Postkassen bugnede mildt sagt ikke af lyriske mesterværker, og det endte derfor med, at Jarl Friis Mikkelsen kombinerede små stumper og stykker fra læserbidragene med sine egne idéer, hvilket kan forklare, hvorfor teksten til ”Re-sepp-ten”, som den hedder, er et mærkværdigt kludetæppe af metaforer, eventyrreferencer og fællessangs-banaliteter. Og faktisk kom teksten til at fremstå endnu mere mærkelig, da den op til VM i 2010 blev genindspillet af den japanske popduo Vanilla Beans, der havde set sig lune på det danske landshold. De to unge kvinder sang lyden af de danske ord fra ”Re-sepp-ten”, og de havde endda overtalt dan danske ambassadør i Japan, Franz-Michael Skjold Mellbin, til at medvirke i musikvideoen, hvor han tog hovedtelefonerne forkert på, præcis som Preben Elkjær gjorde i den originale video fra 1986.

Med et års forsinkelse begynder herrernes Europamesterskaber i fodbold på fredag, og for første gang nogensinde lægger Danmark bane til nogle af EM-kampene. Værtskabet er i år fordelt ud for tolv byer, og da København er en af dem, skal Danmark for første gang spille på hjemmebane ved en EM-slutrunde. Bandet Alphabeat har leveret årets officielle slagsang ”Danmarks Dynamite”, der helt som ventet bliver målt op imod alle tiders største danske slagsang ”Re-Sepp-Ten” fra 1986 med det stadig effektfulde omkvæd ”Vi er røde, vi er hvide, vi står sammen side om side”. Men man kan også argumentere for, at den vigtigste fodboldsang i virkeligheden er en gammel sag fra 1800-tallet, for før de danske landskampe spilles nemlig Adam Oehlenschläger og H. E. Krøyers ”Der er et yndigt land”. Ifølge Højskolesangen menes det, at digteren Oehlenschläger blev ansporet til at skrive sin fædrelandshyldest, da Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse i 1819 udskrev en konkurrence om en nationalsang. Han deltog dog ikke i konkurrencen, som blev vundet af Juliane Marie Jessens ”Dannemark, Dannemark, hellige Lyd”, og i stedet udgav han sin tekst med titlen ”Fædrelands-Sang” i 1823. Dengang var der intet mindre end tolv vers, som blandt andet sammenligner den daværende konge Frederik d.6. med sagnkongen Frode Fredegod og holder Danmarks skønhed op mod både ”Ruslands vinterørkner” og ”Sydens blomstermai”. Ved en senere udgivelse havde Oehlenschläger barberet den langstrakte hymne ned til fem vers, og den version, man kender bedst i dag, består af de oprindelige første, andet og tredje vers samt afrundingen af tolvte vers med ”Vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå”.

Både ”Der er et yndigt land” og ”Kong Christian stod ved højen mast” er nationalmelodier for Danmark, og oveni er ”Kong Christian” også landets kongesang. Fordi Danmark har to nationalmelodier, opstod der i 1980’erne diskussion om brugen af den ene frem for den anden sang forud for fodboldlandskampe. Mange fodboldfans foretrak ”Der er et yndigt land”, og de danske roligans sang ofte ”Der er et yndigt land”, mens et orkester ved udebanekampe spillede ”Kong Christian”, som Udenrigsministeriets protokol foreskrev. Det førte også til en folketingsdebat om emnet, og sagen endte med, at daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen skar igennem og pegede på ”Der er et yndigt land” som den primære nationalmelodi ved begivenheder som fodboldlandskampe.

Lørdag aften vil H. E. Krøyer og Adam Oehlenshlägers gamle fædrelandshymne lyde i Parken forud for Danmarks første kamp i EM-gruppespillet, hvor landsholdet møder Finland.

I torsdags døde forhenværende statsminister Poul Schlüter, og siden dødsfaldet blev offentligt kendt fredag formiddag har der fra alle sider været mindeord og lovprisninger fra tidligere medarbejdere, kolleger og modstandere. Sammen med beskrivelserne af den erfarne politiker og parlamentariske balancekunstner er der også blevet vist billeder af Schlüters folkelige og joviale side, som formentlig var medvirkende til at holde ham i Statsministeriet i ti år, og et af de mest kendte motiver er fra dengang, han gik på scenen med Shu-bi-dua. Billederne med forsanger Michael Bundesen og resten af bandet stammer fra den store fejring af hans 60-års fødselsdag i 1989. Dagen var startet med morgenmad for alle medarbejderne i Statsministeriet og officiel frokost på Langelinie Pavillonen i København, men det store slagnummer var aftenfesten i Bella Center med tv-transmission og to orkestre – og en statsminister med elguitar.

”Det var en gevaldig fest og utrolig veltilrettelagt; der kom minsandten 2.000 mennesker. Jeg havde været lidt bange for, at det ville blive en kedelig aften, men det kan jeg love for, at det ikke blev. Og jeg husker alt i alt dagen som en fabelagtig fødselsdag med taler og festsange – blandt andre havde Bertel Haarder skrevet en sang, og der var underholdning med Johnny Reimars Partyband”, fortæller den tidligere statsminister i erindringsbogen ”Det var vel ikke så ringe endda”. Men udover Johnny Reimar og Bertel Haarder var også Shu-bi-dua hyret til at gøre aftenen festlig, og musikerne inviterede statsministeren op for at spille med dem. Hvad stillbillederne flere årtier senere ikke afslører, er, at Schlüter reelt ikke spillede med:

”Det lød slet ikke så dårligt, selv om jeg aldrig havde spillet guitar, kun klaver … Og grunden til, at det lød godt, var nok, at jeg slet ikke spillede – men nøjedes med at illudere”, erkendte Schlüter over for forfatter Kurt Strand i ”Det var vel ikke så ringe endda”.

Poul Schlüter satte også spor på flere popudgivelser i sin samtid på grund af sin evne til at levere udtryk og citater, der blev hængende i sproget. Både musikeren Nikolaj Steen under kunstnernavnet Nickname og komikerdouen Cirkus Montebello med Niels Olsen og Thomas Mørk har udgivet sange med titlen ”Det går ufattelig godt” med klar henvisning til et Schlüter-citat, og i 1987 udgav en stribe anonyme medie- og musikfolk under navnet M*A*Y*D*A*Y singlen ”Politiker rap”, der brugte klip fra en række danske politikere. Opfølgeren ”(Nyt) År efter år” rummede med klip fra dronning Margrethe og statsminister Poul Schlüters nytårstaler og blev udgivet under navnet Hærværk.

Poul Schlüter blev 92 år gammel, og han bliver bisat fra Holmens Kirke på lørdag – grundlovsdag.

Selvom det er 17 år, siden det sidste afsnit af ”Venner” blev sendt, er komedieserien om Rachel, Monica, Phoebe, Ross, Chandler og Joey stadig vældigt populær på tv-kanaler og streamingtjenester. I flere år har der været snak om at genforene stjernerne fra serien, men blandt andet corona-pandemien har været medvirkende til, at planerne har trukket ud. Nu er optagelserne dog i kassen, og på tjenesten HBO kan man fra på torsdag atter se de gamle venner samlet i den kulisselejlighed, der var omdrejningspunkt for serien fra 1994 til 2004. Det er dog ikke tv-seriens figurer, der mødes, men derimod skuespillerne bag rollerne, for der er ikke tale om et nyt afsnit af ”Venner”, men en slags genforeningsudsendelse med interviews, anekdoter og gæster som Lady Gaga, David Beckham og Justin Bieber på besøg. Hvordan det hele præsenteres, kan man først følge om nogle dage, men mon ikke også man kan høre den karakteristiske kendingsmelodi ”I’ll Be There For You” i programmet.

Da serien var under udvikling, var det oprindeligt planen at bruge R.E.M.-sangen ”Shiny Happy People” som kendingsmelodi, men det sagde medlemmerne i R.E.M. nej til. I stedet fik sangskriverne Allee Willis og Michael Skloff til opgave at skrive et stykke lignende musik, der kunne bruges i introsekvensen. Allee Willis havde set seriens pilot, dvs. det indledende prøveafsnit, der skulle give et billede af, om serien ville kunne fungere på skærmen, og hun havde fået udstukket linjen ”I’ll be there for you” (jeg vil være der for dig), fordi temaet skulle være venskab og loyalitet gennem tykt og tyndt. Duoen The Rembrandts, som ellers satsede på deres egen musik, blev sat til at indspille den korte bid, der skulle bruges i serie-introen, og det var som udgangspunkt det. Men da serien hurtigt viste sig at blive en stor succes, steg efterspørgslen også på at få udgivet ”I’ll Be There For You” som en hel sang i fuld længde. The Rembrandts fik lov til selv at skrive endnu et vers og et C-stykke sidst i sangen, så den kunne vare mere end de 45 sekunder, seerne havde oplevet på tv. Den store fordel for The Rembrandts i dette var, at mens de ikke havde nogen rettigheder til – og dermed indtægter fra – tv-seriens intromusik, så fik de et medejerskab over den fulde sang, der blev udgivet og spillet heftigt på alverdens radiostationer.