Kategori: Musiknyheder

Vi er lige nu midt i den årlige europæiske Melodi Grand Prix-uge med semifinaler tirsdag og torsdag og den store finale i Eurovision Song Contest på lørdag. Når Fyr & Flamme i morgen aften fremfører årets danske vindersang ”Øve os på hinanden”, er det første gang siden 1997, hvor Kølig Kaj optrådte med ”Stemmen i mit liv”, at der fremføres en hel sang på dansk ved den europæiske konkurrence. Fyr & Flamme er dog ikke det eneste danske islæt ved årets Eurovision. Sangskriveren og produceren Thomas Steengaard havde en finger med i spillet, da Emmelie de Forrest vandt det hele for Danmark med ”Only Teardrops” i 2013, og siden da har han flere gange været involveret i udenlandske Eurovision-bidrag. Tirsdag blev hans sang fra Cypern sendt videre til lørdagens finale, og torsdag har han endnu et skud i bøssen i form af San Marinos bidrag.

Men mindst lige så interessant er det italienske bidrag, der af bookmakerne regnes blandt de absolutte favoritter i år. Italien stiller nemlig op med et af de seneste års mest populære rockbands, som bærer det pæredanske dansk Måneskin. Bandets bassist Victoria De Angelis er godt nok født og opvokset i Rom, men hendes mor er dansker, og hun taler også selv dansk. Og historien om bandnavnet går på, at da medlemmerne forud for en talentkonkurrence skulle finde et navn til deres gruppe, blev Victoria De Angelis bedt om også at foreslå nogle danske ord, som kunne måske kunne fungere som bandnavn. Lyden af det danske ord ”måneskin” var så god i de italienske ører, at det blev den endelige beslutning. Måneskin slog igennem i 2017 i den italienske udgave af X Factor, og skal man tro bookmakerne, er der en pæn sandsynlighed for, at deres sang “Zitti e buoni“ på lørdag vinder Eurovision Song Contest for Italien. Til gengæld regner bookmakerne det ikke for særlig sandsynligt, at ”Øve os på hinanden” er en af de ti ud af sytten sange, der får lov til at slippe fra torsdagens semifinale videre til lørdagens finale.

Der er ikke mange i moderne musikhistorie, der har spillet en større rolle og fastholdt sin betydning over så lang tid som Bob Dylan. På mandag fylder sangeren, sangskriveren, poeten, forfatteren, maleren og Nobelpris-modtageren 80 år, men han har faktisk også en anden rund ”fødselsdag” i år. I 2021 er det nemlig 60 år siden, han første gang medvirkede på en pladeindspilning. I mange år havde man ellers regnet med, at hans pladedebut var hos Harry Belafonte i 1962, hvor Bob Dylan spillede mundharpe på titelnummeret til LP’en ”The Midnight Special”. Samme år medvirkede han på et album med folk-sangeren Carolyn Hester, men på et tidspunkt fandt detaljeorienterede musikarkæologer ud af, at netop hendes optagelser sammen med Bob Dylan havde fundet sted i september 1961, længe før hende plade udkom, og det betyder, at 80-års-fødselaren i år også har 60-års-jubilæum i pladestudierne.

I den kommende tid bliver den danske sangskat udforsket og fortolket på helt nye måder på Aalborg Teater i en teaterkoncert med en bred vifte af både folkeviser og sange af Kai Normann Andersen, Benny Andersen og Natasja. Forestillingen har fået navn efter en sang, som i princippet både er fra slutningen af 1200-tallet og fra 1945. Folkevisen ”Drømte mig en drøm” rummer nemlig den ældste nedfældede danske melodistrofe, som blev fundet allerbagest i en nedskrivning af Skånske Lov fra omkring år 1300. Den har intet at gøre med lovsamlingen, og derfor er det lidt en gåde, hvorfor en runekyndig skriverkarl for ca. 700 år siden valgte at afrunde juraopgaven med tekstlinjen ”Drømdæ mik æn drøm i nat um silki ok ærlik pæl” ledsaget af tilhørende noder. Der er også usikkerhed om, hvad den sidste del af teksten ”Drømte mig en drøm i nat om silke og ærlig pæl” rent faktisk betyder. Ifølge bibliotekernes musiktjeneste Bibzoom har man gættet på, at ”ærlig pæl” kan betyde ”retfærdighed” eller ”kostbare klæder”.

I 1931 havde Danmarks Radio – eller Statsradiofonien, som det hed dengang – brug for et pausesignal, der kunne fylde frekvensen, når der ikke var egentlige udsendelser, og generaldirektør Emil Holm havde foreslået at bruge et uddrag af folkevisen ”Det var en lørdag aften”. Musikhistoriker Jens Peter Larsen fortalte for mange år siden i tv om, hvordan han og tårnurmager Fritjof Bertram-Larsen blev involveret i opgaven, og de var enige om, at et kort uddrag ”Det var en lørdag aften” var et dårligt valg, fordi lytterne ville sidde tilbage med spørgsmålet ”Hvornår får vi resten?”. Jens Peter Larsen foreslog derfor ”Drømte mig en drøm i nat”, som ikke bare var de ældste noder til dansk tekst, men også et kort melodiforløb med en naturlig afrunding, og tårnurmageren konstruerede en slags xylofon med motordrevne hamre, der anslår tonerne på stålstænger uden motorstøj. Den 28. august 1931 tog Statsradiofonien den korte ”Drømte mig en drøm i nat” i brug som pausesignal, men når man i dag tænker på folkevisen med en komplet melodi og flere vers, er en del af den komponeret i 1945 af Povl Hamburger med færdigudviklet tekst af Erik Berthelsen, som i øvrigt også var manden bag ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Nu er middelaldervisen med den lange historie også titelmelodi for Aalborg Teaters nye teaterkoncert, der har premiere torsdag.

Man kan mene, at de er næsten tredive år for sent på den, men en god idé skal ikke gå til spilde, så inden længe lanceres et reality-tv-program baseret på Meat Loafs største hit. For nylig blev det offentliggjort på deadline.com, at den 73-årige rockveteran er involveret i planerne for et tv-show, der skal teste kærestepars samarbejdsevner og deres tiltro til hinanden, og programmet er naturligvis opkaldt efter Meat Loafs verdenshit ”I’d Do Anything For Love (But I Won’t Do That)”. Undervejs i programmet optræder både etablerede musikere og nye stjerner med klassiske hits, og det er nærliggende at tro, at Meat Loaf selv også skal levere musik til de elskendes udfordringer.  

”I’d Do Anything For Love (But I Won’t Do That)” var i 1993 et stort comeback-hit for Meat Loaf, som efter en lang pause atter arbejdede sammen med sangskriveren Jim Steinman, der også var manden bag gennembrudspladen ”Bat Out of Hell” fra 1977. Mange har gennem årene undret sig over, hvad det er, Meat Loaf ifølge sangteksten ikke vil gøre for kærligheden, fordi titlen og den afsluttende linje i omkvædet tilsyneladende lader det stå ubesvaret hen.  Men følger man teksten, får man svaret undervejs, sådan som også både Jim Steinman og Meat Loaf selv har forklaret. For eksempel synger han ”But I’ll never forget the way you feel right now – I would do anything for love, but I won’t do that”, og her leder “that” tilbage til ikke at glemme den elskedes følelser. Det er således en række noble og ridderlige løfter, han afgiver undervejs i teksten – i modsætning til den morsomhed, han brugte teksten til, da han spillede buschauffør i Spice Girls-filmen, og der var brug for at ordne et tilstoppet toilet i tour-bussen: ”Jeg elsker de piger, og jeg vil gøre alt for dem – men jeg vil ikke gøre dét!”. Hvad det er, Meat Loaf vil udsætte deltagerne i det kommende tv-program ”I’d Do Anything For Love (But I Won’t Do That)” for, er dog endnu ikke offentliggjort.

I dag for præcis fem år siden fik en gruppe koncertgængere en oplevelse, som ingen sidenhen vil kunne få. Den 14. april 2016 overværede de den 57-årige poplegende Prince spille på Fox Theatre i den amerikanske by Atlanta, hvor han sluttede af med kæmpehittet ”Purple Rain”, som blev den sidste sang ved hans sidste optræden, før han døde en uge senere. Prince-koncerter bliver der af naturlige årsager ikke flere af, men Prince-udgivelserne kan i princippet fortsætte længe fremover. Den særdeles produktive multikunstner har nemlig efterladt sig hundredvis af uudgivne sange, og efter hans død er der blevet udsendt to album med demoindspilninger, hidtil ukendte sange og Princes versioner af sange, han forærede til andre.

I sidste uge kom nyheden om, at endnu en udgivelse er på trapperne, men denne gang er der tale om rigtigt Prince-album, der ikke består af demoer eller er stykket sammen af sange fra forskellige perioder, men derimod en samling indspilninger, der i 2010 skulle have været udgivet som albummet ”Welcome 2 America”. Dengang tog Prince endda ud på en ”Welcome 2 America”-turné, men af årsager, der ikke er blevet forklaret offentligt, endte ”Welcome 2 America”-albummet med at blive lagt tilbage i arkivskuffen. Titelnummeret er allerede tilgængeligt digitalt, og resten af albummet fra 2010 dukker op til overfladen den 30. juli.

I påsken højtideligholdes Jesu død og genopstandelse, hvilket muligvis var årsagen til, at en nordjysk rapper havde planlagt en koncertnyhed til at lande netop i påsken. Niels Roos vender nemlig tilbage under kunsternavnet Niarn i begyndelsen af 2022. Niarn var fra 2004 og nogle år frem et af de mest markante navne på den danske rapscene med numre som ”Antihelt”, ”Mit liv, mine regler”, ”Undskyld (jeg var fuld)” og ikke mindst hans signatursang ”Dobbelt A” fra 2004 om hjembyen Aalborg. Et par år tidligere havde han udsendt en EP, som godt nok ikke blev trykt i et særlig stort oplag, men som blev hørt af de rigtige i branchen, som Niarn selv fortalte i NORDJYSKE i november 2004. En af de rigtige var Jokeren, som dengang var det største navn i dansk hiphop, og som havde et stort hit med ”Havnen” med det let genkendelige omkvæd ”Hvor’ du fra? Jeg’ fra Havnen”. Nummeret skulle udgives i en ny version, og det blev et vendepunkt for den hidtil ukendte Niels Roos.
– Jeg var hjemme i Aalborg, da Jokeren ringede en morgen og spurgte, om jeg ville være med på et remix af Havnen, fortalte han i 2004, og det blev til et nyt nummer med L.O.C. fra Aarhus V, Jokeren fra Christianshavn og Niarn fra Aalborg, ”hvor alle bruger whisky i maden, og tak Gud, for der er priskrig i Gaden”. Det gav Niarns debutalbum ”Årgang 79” og nummeret ”Dobbelt A” den bedst mulige affyringsrampe:
– Der var aldrig en skid, der havde hørt om Niarn, men alle havde hørt den sang, sagde han til NORDJYSKE efter gennembruddet.

Efter ti år med både hits og skandaler var Niarns livsstil med druk og stoffer tæt på at tage livet af ham, så i 2014 tog Niels Roos afsked med sit alter ego. Nu er Niels Roos atter klar til at se Niarn i øjnene, for den 21. januar næste år genopstår Niarn ved en enkelt koncert – godt nok ikke i hans gamle Dobbelt A, men på Store Vega i København.
– Jeg kan stadig ikke leve som Niarn, men jeg kan sgu godt være ham for en aften og fejre hans eksistens med hans tilhængere. I syv år har det handlet om mig. Jeg skulle være ædru, og jeg skulle have det godt. Jeg er ædru og har aldrig haft det bedre. Nu er det på tide, at det handler om fansene, har Niels/Niarn sagt i den forbindelse.

Hun var 103 år gammel, da hun gik bort sidste år, og siden da har der været snak om at skabe en blivende hyldest til Vera Lynn og hendes betydning for briterne. Sangerinden var voldsomt populær i Storbritannien i 1940’erne, og hun blev blandt andet kendt som ”the Forces’ Sweetheart” på grund af sin støtte til de britiske tropper under 2. verdenskrig. Hendes radioprogram ”Sincerely Yours” bragte hilsener og musik til de udsendte tropper, og hun var også i Indien, Burma og Egypten for at optræde på de britiske militærbaser. Hendes to mest kendte sange fra den periode er også på hver sin måde en hilsen til de udsendte soldater, ”We’ll Meet Again” og ”The White Cliffs of Dover”, og den sidstnævnte er omdrejningspunkt for en indsamling, som begynder senere i år, men som forleden fik et markant rygstød. Den succesfulde klassiske sangerinde Katherine Jenkins, tekstmageren og musicalforfatteren Tim Rice samt det tidligere Beatles-medlem Paul McCartney bakker bakker ifølge independent.ie alle tre op om et initiativ, der skal rejse et mindesmærke for Vera Lynn. Ønsket er, at det skal stå i Sydengland ud mod Den Engelske Kanal ved netop Dovers hvide klipper, som hun sang om i 1942.

”The White Cliffs of Dover” er faktisk skrevet af to amerikanere og blev indspillet af blandt andre Glenn Millers orkester i 1941, hvor USA endnu ikke var gået ind i krigen, men hvor tyskerne udførte bombetogter over England, og i sangen drømmes der om en tid, hvor krigen er slut, og det er fuglesang i stedet for bombefly, der kan ses over de karakteristiske hvide klipper ud mod kanalen. Den mest kendte linje i sangen afslører dog, at det er amerikanere, der står bag briternes elskede sang: ”There’ll be bluebirds over the white cliffs of Dover”. På dansk kaldes bluebird for hyttesanger, og det er en nordamerikansk drosselfugl, som slet ikke lever i England, og derfor skal man næppe forvente at se dem ved Dovers hvide klipper. Til gengæld kan der i løbet af nogle år blive rejst et mindesmærke for Vera Lynn, og den egentlige indsamling, som alle kan støtte, sættes i gang på årsdagen for Lynns død18. juni. Det vil dog ikke være første gang, Vera Lynn mindes på stedet. På hendes 100-års fødselsdag i 2017 havde pladeselskabet Decca arrangeret, at et billede af hende blev projiceret op på de hvide klipper.

Det er blevet kaldt verdens mest kendte rock-logo, og den letgenkendelige røde mund, der rækker tunge, har været en del af Rolling Stones’ udtryk gennem et halvt århundrede nu. Bandet slog ganske eftertrykkeligt igennem i 1960’erne, men logoet så først dagens lys i 1971, og i modsætning til hvad mange nok tror, udspringer motivet ikke af forsanger Mick Jaggers karakteristiske mund, men af noget mere guddommeligt. Bandet havde tidligere fået designet en turnéplakat af John Pasche, som var afgangselev på kunstskolen Royal College of Art i London, så da de fik idéen om et symbol, der skulle kunne bruges på alt fra notesblokke til koncertprogrammer, tog Mick Jagger en snak med Pasche. I de år var der meget opmærksomhed om indisk kultur og spiritualitet, og Jagger introducerede Pasche til den hinduistiske gudinde Kali, der altid bliver afbilledet med tungen ud af munden. Den unge illustrator kunne godt se idéen i både de antiautoritære og de seksuelle referencer, der kan ligge i mund og tunge, men hvis planen var at anvende logoet i mange år fremover, var han bange for, at det indiske element risikerede at gå af mode for hurtigt. I stedet skabte han sit eget bud på en mund, der rækker tunge, og den illustration blev han betalt 50 pund for, hvilket i dag ville svare til lidt over 6000 kroner. For et logo, der stadig står stærkt et halvt århundrede senere, lyder det måske ikke af meget, men senere kom der lidt ekstra i kassen for John Pasche. I midten af 1980’erne solgte han sin copyright på logoet for 26.000 pund, og i 2008 købte The Victoria and Albert Museum i London hans originaltegning for 51.000 pund, selvom den tegning, der i dag er bedst kendt, faktisk er en version, der er justeret en smule af en anden illustrator.

På fredag er det præcis 50 år siden, tungelogoet blev brugt for første gang på VIP-kortene til en koncert på Marquee Club i London. Senere samme år dukkede det for første gang op på en Rolling Stones-plade, da albummet ”Sticky Fingers” udkom, og siden da har det været fast inventar på musikudgivelser, plakater, t-shirts og snart sagt alt andet, der har med Rolling Stones at gøre.