Kategori: Musiknyheder

Det er sjældent, at et dødsfald i musikkens verden berører sportsfans i stor stil, men det var tilfældet i weekenden, da beskeden om Gerry Marsdens kom. Marsden var frontmand i bandet Gerry and the Pacemakers, der ligesom andre Liverpool-grupper som The Beatles, The Searchers og The Swinging Blue Jeans var en del af den såkaldte Merseybeat-bølge i 1960’erne. Gerry and the Pacemakers hittede med sange som ”How Do You Do It” og ”Ferry Cross the Mersey”, men det var 1963-genindspilningen af en ballade fra en musical fra 1945, der var med til at sikre dem berømmelse langt ud over de tidlige rock’n’roll-år. Med tiden er sangen ”You’ll Never Walk Alone” nemlig blevet adopteret af fodboldfans og -klubber flere steder, først og fremmest i Gerry Marsdens hjemby Liverpool i England. I et interview på fodboldklubben Liverpool FC’s hjemmeside i 2013 fortalte Marsden, at traditionen begyndte på Liverpools stadion Anfield, allerede mens ”You’ll Never Walk Alone” toppede hitlisten i 1963:

”Jeg kan huske, når jeg var på Anfield, plejede de før hver kampstart at spille Top 10 fra nummer 10 til nummer 1, og derfor blev You’ll Never Walk Alone spillet før kampen. Jeg var med ved kampen, og fansene begyndte at synge den”, fortalte Marsden til liverpoolfc.com.

Da sangen røg ud af Top 10 på hitlisten, holdt stadionpersonalet også op med at spille den over højttalerne, men allerede ved den næste kamp lød tilråbene fra The Kop-tribunen med de mest inkarnerede fans: ”Hvor er vores sang?” Klubben måtte derfor finde ”You’ll Never Walk Alone” frem igen, og siden da har den været uløseligt forbundet med Liverpool FC, som spiller den forud for alle hjemmekampe. Gerry Marsden døde efter kort tids sygdom, 78 år gammel.

I modsætning til juletiden er der ikke et væld af sange, der knytter sig særligt til nytår, men der er dog nogle stykker, der dukker op igen og igen. En af dem er den skotske vise ”Auld Lang Syne”, som menes at være fra midten af det 16. århundrede eller måske endnu ældre, og som sidst i 1700-tallet blev nedfældet og trykt af den skotske digter Robert Burns. Herhjemme var digteren Jeppe Aakjær uhyre optaget af Robert Burns og hans værker, som han i flere tilfælde oversatte og bearbejdede, og mange steder vil man kunne læse, at han i 1927 udgav ”Auld Lang Syne”-oversættelsen ”Skuld gammel venskab rejn forgo” i en digtsamling. Men som tidsskriftet Ord & Sag fra det daværende Institut for Jysk Sprog- og Kulturforskning på Aarhus Universitet redegjorde for i 2002, havde Jeppe Aakjær fingrene i den nu så velkendte venskabshymne allerede fire år forinden. I januar 1923 deltog Aakjær nemlig i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens 80-års fødselsdag, og det menes, at ”Skuld gammel venskab rejn forgo” blev fremført på dansk for første gang ved denne fest. Fødselarens søn fortalte mange år senere, at Jeppe Aakjær efter flere taler havde rejst sig og sagt:

“Ja gamle ven… Egentlig burde jeg have hædret dig med et digt, men det har jeg gjort før og kan næppe gøre det bedre. Nu vil jeg til ære for dig synge en bette vise, jeg nylig har oversat fra skotsk til jysk. Det er en vise, der i Skotland synges 10 gange for hver gang alle andre synges een”.

Han sang ”Skuld gammel venskab rejn forgo” for sin 80-årige ven, og ifølge historien blev resten af selskabet grebet af stemningen og rejste sig for at synge med på omkvædet efter sidste vers. Senere samme år blev sangen trykt i den årlige almanak ”Danmark”, som Jeppe Aakjær selv var med medredaktør af, men i denne version var det med titlen ”For læng, læng sind” – helt parallelt med det skotske forlæg ”Auld Long Syne”. Først i digtsamlingen ”Under Aftenstjærnen” i 1927 blev den til ”Skuld gammel venskab rejn forgo”.

Det kan være lidt svært at bevise, at det i denne juletid er 2020 år siden, at et særligt barn blev født i Betlehem, men til gengæld ved vi med sikkerhed, at det lillejuleaften i år er 200 år siden, at en af salmerne om ham så dagens lys for første gang. For som hojskolesangbogen.dk fortæller, landede en udgave af ”Skilderie af Kjøbenhavn” den 23. december 1820, og heri var trykt en ny tekst af N.F.S. Grundtvig. Efter nogle år i præstegerningen havde Grundtvig på dette tidspunkt helliget sig forskelligt skrivearbejde – digte, salmer, oversættelser af historiske værker og egen historieskrivning – og lillejuleaften i 1820 kunne omverdenen for første gang læse det, han i den københavnske ugeavis selv kaldte ”Jule-Sang for christne Børn” med den indledende linje ”Et barn er født i Betlehem”.

Gennem sine mange år som salmedigter tog Grundtvig ofte udgangspunkt i for eksempel gamle tyske eller latinske tekster, som han oversatte og ikke mindst gendigtede, og det var også tilfældet her. Siden middelalderen havde man sunget den latinske ”Puer natus in Bethlehem”, hvilket direkte oversat betyder ”Et barn er født i Betlehem”, og teksten blev med årene blev oversat til flere sprog. Der fandtes blandt andet en dansk udgave fra 1553 af Hans Tausen, som også var med til at reformere kirken og stod bag den første danske oversættelse af Biblen, og det var denne gamle salme, Grundtvig prøvede kræfter med i 1820 for at skabe netop en ”Jule-sang for christne Børn”. Mange år senere, da Grundtvig var blevet præst i Vartov Kirke i København, rettede han sin tekst fra 1820 en anelse og forærede ved en julegudstjeneste i 1845 sin menighed et hæfte med blandt andet ”Et barn er født i Betlehem”. Nogle år senere gav A.P. Berggreen teksten den melodi, som var med til at gøre ”Et barn er født i Betlehem” til en af de mest elskede julesalmer, både for voksne, for gamle og for små ”christne Børn”.

Som musiker kræver det både talent, timing og held at lancere en julesang af den slags, der vil dukke op overalt år efter år. Hvert år til jul er der masser af kunstnere, der prøver lykken med nyskrevne julesange, og de fleste juleplader ender gerne med en blanding af nye julesange og velkendte juleklassikere i nye versioner. Herhjemme har Lars Lilholt netop udgivet ”Lad julen vare længe” med både salmer, gamle julesange og et par af hans egne kompositioner, og lidt samme skabelon følger Dolly Parton, som internationalt er en af årets mest prominente ”julemusikere”. Idéen til hendes nye juleplade udspringer dybest set af titlen på det første nummer, som oprindeligt er fra 1964.

Dengang ville et filmselskab udnytte den store succes, som sangen ”Rudolph the Red Nosed Reindeer” havde fået i de foregående år, ved at lave en længere stopmotion-film, der kunne udvide historien om Rudolf med den røde tud en smule. Filmens fortæller skulle være Snemanden Sam spillet af skuespilleren og sangeren Burl Ives, og de allierede sig også med sangskriveren Johnny Marks, som havde skrevet ”Rudolph the Red Nosed Reindeer”. Johnny Marks fik efter ”Rudolph”-succesen en hel karriere ud af at skrive nye julesange, blandt andet ”Run Rudolph Run” til Chuck Berry og den stadig populære ”Rockin’ Around the Christmas Tree”. Til den nye børnefilm om Rudolf i 1964 leverede han blandt andet den muntre ”Holly Jolly Christmas”, som Burl Ives indspillede til filmen, og som siden da har været fast inventar på radiostationer og til fester op mod jul. Dolly Parton har som så mange andre også et nært forhold til ”Holly Jolly Christmas”, og den gav hende idéen til at indspille ikke blot denne sang, men et helt julealbum og kalde det ”A Holly Dolly Christmas”. Udover ”Holly Jolly Christmas” og nogle af hendes egne julesange indeholder pladen også blandt andet ”I Saw Mommy Kissing Santa Claus” og en duet med tv-værten Jimmy Fallon på Mariah Careys ”All I Want For Christmas Is You”.

Når man i denne juletid synger med på ”Rudolf med den røde tud”, kan man sende en tanke til en af Rudolfs danske fædre, som gik bort tidligere i år. Historien om Rudolf begyndte i 1939, hvor amerikanske Robert L. May skrev børnebogen om ”Rudolph the Red-Noesed Reindeer”, og i årene efter fulgte flere bøger, tegnefilm og i 1949 også den sang, der bragte det rødnæsede rensdyr ud til store dele af verden. Herhjemme havde den unge musiker og komponist Bent Fabricius-Bjerre netop etableret sit eget pladeselskab Metronome Records, og han så en god forretningsmulighed i danske versioneringer af udenlandske hits. Han fik øje på ”Rudolph the Red-Noesed Reindeer”, og tog idéen med videre til en tekstforfatter med et specielt CV. Holger Bech var til daglig direktør i Handelsbanken, men ved siden af livet i bankverdenen skrev han under pseudonymet Poul M. Jørgensen. Blandt andet stod han bag de danske oversættelser af teaterstykket ”Omstigning til Paradis” og musicals som ”Oklahoma” og ”My Fair Lady”. Efter Bent Fabricius-Bjerres død i sommer sendte TV 2 interviewprogrammet ”Det sidste ord”, som var optaget med henblik på først at blive sendt efter hovedpersonens død, og her fortalte Fabricius-Bjerre, at han havde sendt den originale sang til den kreative bankdirektør:

”Han syntes, den var så åndssvag, så han sendte som en spøg den tilbage med en tekst som ’Kender du den om Rudolf, Rudolf med den røde tud’. Det hele var ment som en spøg fra hans side, men jeg troede, det var hans alvor, så vi indspillede den, og det blev en kæmpe succes”.

I programmet fortæller Bent Fabricius-Bjerre, at et af Poul M. Jørgensens forbehold var, at han var vant til at skrive mere alvorlige ting. Det var dog ikke første gang, tekstforfatteren arbejdede med de mere muntre sager. Gennem årene leverede han flere sangtekster til revyer, og den mindeværdige Helge Kjærulff-Schmidt-vise “Vi er alle i samme båd” fra Hornbæk-revyen i 1944 stammer således fra den samme pen som ordene ”Skål for de røde næser, dejligt juleeventyr”.

Søren Kragh-Jacobsen er kendt som både sangskriver og filminstruktør, men alligevel går der ofte mange år mellem, han udgiver en ny plade eller lancerer en ny spillefilm. Torsdag d. 3. december er der dog premiere på en film, der handler om et landmandspar, som inviterer familie og venner til en guldbryllupsfest, hvor sandhederne pludselig står i kø, og skeletterne vælter ud af skabene. Enhver god fest i det lokale forsamlingshus kræver festlig musik, og filmen har lånt sin titel fra en af de sange, som gennem årene er blevet spillet igen og igen ved den slags lejligheder, ”Lille sommerfugl”.

Sangen, der i dag ofte forbindes med Bjørn Tidmand og Dansktoppens storhedstid, stammer oprindeligt fra Tivolirevyen i 1921, men den dukkede op til overfladen igen sidst i 1960’erne. På det tidspunkt havde Bjørn Tidmand udgivet flere plader og deltaget i Melodi Grand Prix nogle gange, men efter en konferencier-opgave i Tivoli Karolinelund i Aalborg endte han med at slå sig ned i Aalborg i en periode, hvor han drev restaturanten Det Lille Thehus i Karolinelund. Her bemærkede han, at gæsterne ofte valgte Malihini-Kvintettens calypso-inspirerede udgave af ”Lille sommerfugl” på jukeboxen, og han besluttede, at han også selv ville indspille en version af sangen. Hans producer brød sig dog ikke om den, og Tidmands version af ”Lille sommerfugl” havnede i første omgang i skuffen i stedet for i pladebutikkerne. Men to år senere fik Malihini-Kvintettens udgivelse pludselig fat og sneg sig ind på hitlisten, og så agerede Bjørn Tidmand og hans pladeselskab hurtigt. ”Lille sommerfugl” blev fundet frem fra skuffen og strøg ind på hitlisten, hvor de to sommerfugle i en periode kæmpede og lytternes gunst. Da den samlede hitliste for hele 1968 blev opgjort, lå Bjørn Tidmands ”Lille sommerfugl” nr. 1, mens Malihini-Kvintettens version af samme sang var nr. 4.

En stor musicalsatsning bevæger sig for tiden gennem landet og gør stop i Nordjylland i de kommende dage. Filmsuccesen ”The Bodyguard” fra 1992 med Whitney Houston og Kevin Costner er blevet omsat til en musical og ikke kun med de kendte sange fra filmen, men også med andre af Whitney Houstons store hits. Historien i ”The Bodyguard – The Musical” bindes således sammen af numre som ”I Will Always Love You”, ”I’m Every Woman”, “I Wanna Dance With Somebody” og “One Moment In Time”. Hovedrollen som popstjernen Rachel Marron er i musicalen besat af den indtil nu ret ukendte 22-årige Andrea Lykke Oehlenschlæger, og hun får ikke blot lov til at spille den samme rolle som Whitney Houston, men har også indspillet en Whitney Houston-sang, som Houston aldrig selv fik færdiggjort.

I forbindelse med forberedelserne til musicalrollen mødtes den unge sangerinde med de danske musikproducere Soulshock og Karlin, som blandt andet stod bag et af Whitney Houstons sidste hits, ”Heartbreak Hotel”. Soulshock og Karlin havde efter ”Heartbreak Hotel” skrevet en ny sang med Whitney Houston i tankerne, og de præsenterede den for det hold, som skulle arbejde hen imod et nyt Whitney-album. Soulshock og Karlin har selv fortalt, at der var stor begejstring for nummeret ”Me Without You”, men den dag, det skulle indspilles, var Whitney Houston blevet syg, og aftalen blev udskudt. Hele albummet endte med at blive afblæst på grund af problemer i Whitney Houstons liv, og ”Me Without You” nåede ikke at blive samlet op igen, før hun i 2012 blev fundet død. ”Me Without You” endte derfor med at blive liggende i Soulshock og Karlins skuffe hjemme i Los Angeles, indtil Andrea Lykke Oehlenschlæger dukkede op for at forberede sig til rollen, som netop Whitney Houston udødeliggjorde, og inden længe kan alle få mulighed for at høre hendes indspilning af den sang, der var tiltænkt Whitney Houston. I de kommende dage er det dog Whitney Houstons velkendte hits, der er drivkraften, når ”The Bodyguard – The Musical” spiller i Aalborghallen, inden forestillingen fortsætter til Aarhus, Holstebro og København.

Den triste besked om Michael Bundesens død kom mandag i sidste uge, og bandets righoldige sangskat hjalp mange steder med at udforme mindeordene over den gamle Shu-Bi-Dua-forsanger. Hans familie lagde selv for ved at afrunde pressemeddelelsen om Bundesens død med ordene ”Visselul, de gæve kæmpe”, som oprindeligt stammer fra sangen ”Hvalborg”. Nekrologer og hilsener på de sociale medier citerede i særlig grad det sidste vers i ”Den røde tråd”: ”Og hvad mon der sker, når man skal bort, når livets skjorte bli’r for kort. Hvor mon den er, den røde tråd. Man må for fa’en da blive til noget”. Der var også anledning til at hive de sidste linjer frem fra nummeret ”En rocksangers farvel”: ”Men ak, now I must go. Jeg skal nå det sidste tog. Fed sortie, c’est la vie, jeg ta’r frakken på. Det er godt at være ung, Det er trist at blive gammel og tung”.

Sangen ”Stjernefart”, som netop handler om døden og alt det, der måske følger efter, blev i to tv-programmer brugt til at tage afsked med Michael Bundesen. Sangen fra 1980 tæller måske ikke ligefrem som et af Shu-Bi-Duas største hits, men den repræsenterer den følsomme og eftertænksomme side af ”shubberne”, som der også var plads til mellem de festlige rocksange og morsomme tekster: ”Når dit hjerteslag bliver væk en dag, er det så forbi? Gu’ det ej fordi – der er meget mere mellem himmel og jord”. Sangen havde af og til også en særlig funktion, når bandet gav koncert, fortæller Michael Bundesen i biografien ”Alting har en ende”. Bundesen var meget dygtig til at aflæse publikum og stemningen foran scenen, og han gik ikke af vejen for med kort varsel at ændre i den planlagte spilleliste, hvis der for eksempel var brug for at få mere gang i festen. Andre gange kunne det modsatte være påkrævet, og her kunne ”Stjernefart” bringes i spil: ”Hvis der blev kastet for meget med øl blandt publikum, så bestilte jeg ”Stjernefart” – et langsomt nummer om døden. Det trak ligesom det sjove ud af ølsjaskeriet. Det er også svært at nikke en skalle til en sjæler”.

I fredags blev Michael Bundesen hyldet på både DR1 og TV 2, og begge steder havde man besluttet at afrunde programmerne med ”Stjernefart”. På DR1 fremførte DR Pigekoret og pianist Phillip Faber ”Stjernefart” som afslutning på programmet ”Fællessang – hver for sig”, som denne aften udelukkende bestod af gamle Shu-Bi-Dua-sange. På TV 2 havde man i ”Go’ aften Live” også samlet en stribe kunstnere til at fortolke shubbernes sangskat, og her blev programmet afsluttet med ”Stjernefart” sunget af den 15-årige Karla My, som spiller hovedrollen i den nye film ”Malous jul”. Det er ikke sikkert, de selv var klar over det, men ”Stjernefart” var også med til at afrunde det, der skulle blive den allersidste Shu-Bi-Dua-koncert. Tre uger før Michael Bundesens første blodprop optrådte bandet til Roskilde Kræmmermarked, og efter en parade af Shu-Bi-Dua-hits blev der rundet af med den stilfærdige ”Stjernefart” og den energiske ”Fed rock”, som i 1973 havde skudt hele karrieren i gang.

Michael Bundesen og hans betydning for dansk musik og folkelig underholdning vil blive husket i mange år, for når livets pølse nu engang er speget, er det vigtigt, at nogen står klar til at komme syltetøj på.