Kategori: Musiknyheder

Det bliver nogle af de mest elskede og
ligefrem danske kanoniserede sange, der indtager Aalborg Teater i næste uge,
når ”Mød mig på Cassiopeia” åbner. Historien om kvaler og kærlighed omkring en
teateropsætning blev kendt som film i 1951 med Bodil Kjer, Poul Reichhardt og
Hans Kurt, men har siden da levet et hyppigt og populært liv på de danske
teatre. Selve historien om komponisten John Berger, der har problemer med at
skrive sange til en ny operette og får hjælp fra Polyhymnia, der stiger ned fra
Olympen som hans muse, er velkendt og afholdt, men det er i lige så høj grad
Kai Normann Andersen og Børge Müllers sange, der har gjort ”Mød mig på
Cassiopeia” så tidløs og slidstærk.

Hele tre af numrene er optaget i den danske
kulturkanon, hvor Kai Normann Andersen har sit eget afsnit. Det drejer sig om “Gå ud og gå en tur”, “Musens
sang” og “Den allersidste dans”, som alle vil kunne opleves på
ny fra på mandag i Aalborg Teater.

Onsdag samles folk fra især
venstrefløjen og fagbevægelserne til den årlige markering af arbejdernes
internationale kampdag, og særligt to sange har historisk en særlig plads 1.
maj: Oskar Hansens danske ”Når jeg ser et rødt flag smælde” fra 1923 og den
verdensomspændende kampsang ”Internationale”.

I 1888 fik amatørkomponisten
Pierre Degeyter stukket en Eugène Pottier-digtsamling i hånden med opfordring
til at skrive en melodi til sangkoret Arbejdernes Lyre, hvor man syntes, man
manglede en god revolutionssang. Ifølge et radioforedrag fra 1963, som
marxisme.dk gennemgår, forelskede Degeyter sig sammen aften i et bestemt digt af
Pottier og i løbet af natten komponerede han det, der skulle blive kendt som
”Internationale”. Han tog sig dog den frihed at redigere en smule i digtet,
hvilket blev afgørende for den nye revolutionssangs gennemslagskraft: De fire
linjer før digtets første egentlige vers sørgede han for at gentage som en
slags omkvæd efter alle vers. Det er de linjer, som i den danske oversættelse
lyder: ”Vågn til kamp af jer dvale til den allersidste dyst, og internationale
slår bro fra kyst til kyst”. Pierre Degeyter blev i 1932 fulgt til graven af
50.000 arbejdere i Paris, og da kisten blev båret fra hans hjem, var det til
tonerne af ”Internationale”.

Bob
Dylan er først og fremmest sanger og sangskriver, men han er også blandt andet
forfatter, billedkunstner og snart destilleri-indehaver. Musikmediet Billboard
skriver, at musikikonet er involveret i planerne om et nyt whiskey-destilleri i
den amerikanske by Nashville. Projektet hedder Heaven’s Door Spirits, og navnet
er naturligvis hentet fra en af Bob Dylans mest kendte sange, ”Knockin’ On
Heaven’s Door”.

Nummeret er indspillet et utal af gange siden lanceringen i
1973, men oprindeligt stammer den fra westernfilmen ”Pat Garrett and Billy the
Kid”, som Bob Dylan også selv havde en mindre rolle i. Teksten passer til en
scene med sherif Pat Garrett, som ramt af skud føler livet ebbe ud: ”Mama, take
this badge off of me, I can’t use it anymore, it’s gettin’ dark, too dark to
see, I feel I’m knockin’ on heaven’s door”.

Planerne for det nye Heaven’s Door
Spirits er, at en 160 år gammel kirkebygning skal rumme et whiskey-destilleri,
et whiskey-bibliotek, en restaurant og et spillested, og man vil også kunne se
malerier og skulpturer af Bob Dylan, når stedet efter planen åbner i efteråret
2020.

De
mange skelsættende musikudgivelser og -begivenheder sidst i 1960’erne giver i
disse år anledning til tilsvarende mange 50 års-jubilæer. Selvom udgivelsen af
debutalbummet med bandet Chicago Transit Authority den 28. april 1969 måske
ikke er en milepæl, der ringer en klokke hos ret mange, arbejdede bandet, der
havde opkaldt sig efter det store trafikselskab i deres amerikanske hjemby, sig
støt og sikkert frem til en stærk position i de følgende år. Det debuterende
dobbeltalbum i 1969 affødte ikke nogle af de sange, som huskes bedst i dag, men
allerede ved deres anden pladeudgivelse havde de justeret bandnavnet til det
lidt mere mundrette Chicago, og senere fulgte hits som “Saturday In the
Park”, “If You Leave Me Now”, “Baby, What a Big
Surprise” og “Hard to Say I’m Sorry”. Trods udskiftning på nogle
af pladserne i det store orkester eksisterer Chicago stadig 50 år senere og
tager ud på turné igen i næste uge.

Hvis
man i de kommende dage gør kirkegang til en del af påskeferieplanerne, er der
en god sandsynlighed for, at man vil løbe på ”Påskeblomst, hvad vil du her”,
som med tiden er blevet en af de mest benyttede påskesalmer. Men selvom den
oprindeligt er over 200 år gammel, er den først kommet med i salmebogen i 1953,
og det endda efter nogle ændringer, der flyttede fokus fra salmens ophavsmand
N. F. S. Grundtvig til at handle mere om historien om Jesu genopstandelse.

For
i sin originale form er ”Paaske-Liljen”, som digtet hed ved udgivelsen i 1817,
i høj grad selvbiografisk. Ifølge både Videncenter for Sang og en salmegennemgang
i Kristeligt Dagblad blev en påskelilje dengang anset som noget ”bondsk” og som
en ukrudtsblomst a la mælkebøtten, og hvis man kaldte nogen for en påskelilje
var det nærmest et skældsord, i hvert fald i dele af det københavnske åndsliv,
som Grundtvig i den periode følte sig uvelkommen i efter en omstridt
bogudgivelse nogle år før. Den ”bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt
og skær”, der synges om i første vers er i høj grad den udstødte Grundtvig
selv, og det selvbiografiske aspekt var medvirkende til, at salmen ikke uden
videre gled ind i datidens gudstjenester, heller ikke efter komponisten Carl
Nielsen skrev sin nu så kendte melodi i 1910.

Men på et tidspunkt blev der
ryddet op i de mange oprindelige vers, og nogle få ord blev ændret, så det
samlede billede af påskens budskaber om håb og genopstandelse stod langt
klarere, og i 1930’erne begyndte ”Påskeblomst, hvad vil du her” derfor at finde
vej til valgmenigheder og frikirker. I den reviderede salmebog fra 1953 blev
der endelig plads til Grundtvigs påskedigt, og det bliver der også i kirker
over hele landet om få dage.

Navnet
Jens Rosendal ringer måske ikke en klokke hos alle, men Rosendal er den
nulevende danske digter, der har flest sange med i Højskolesangbogen, og hans
elskede sange og salmer er omdrejningspunktet i en ny bog om den 86-årige
digter. Bogen bærer samme titel som hans mest kendte sang, ”Du kom med alt det,
der var dig”, som over flere årtier har vokset sig til at være en af de mest
afholdte fællessange.

Jens
Rosendal er vokset op i et indremissionsk hjem i Vendsyssel, og da han var 50
år gammel, var han både gift og far til tre, så det stod ikke skrevet nogen
steder, at han skulle forelske sig hovedkulds i en meget yngre mand. Men som
lærer på Løgumkloster Højskole mødte han i 1981 den blot 19-årige Ulrik, og det
var til Ulrik, han skrev sin forelskelsessang. Fordi den var så personlig, blev
den på det tidspunkt lagt i skrivebordsskuffen, og først da han nogle år senere
lavede en teateropsætning af eventyret om Klods-Hans med en gruppe
højskoleelever, fik andre ”Du kom med alt det, der var dig” at høre. Den
passede nemlig til slutscenen i stykket, hvor prinsessen beslutter, at hun vil
gifte sig med Klods-Hans.

Lige som det tog ham mange år at springe ud som
homoseksuel, tog det også mange år for denne sang at blive udbredt. ”Jeg mere
kravlede end sprang. Det samme kan man faktisk sige om ’Forelskelsessang’. Den
er også kravlet frem, helt uden lancering. Den begyndte med at blive sunget på
nogle efterskoler og højskoler, og så har den bredt sig ud over det hele. Nu
bruges den alle steder og ved alle lejligheder, både i kristne og ikke-kristne
sammenhænge”, fortæller Jens Rosendal i den nye bog af Anne Knudsen og Steen
Valgreen-Voigt, som udkom i sidste uge. Jens Rosendal var kærester med Ulrik i
knapt tyve år, før Ulrik pludselig døde af et hjertestop, blot 39 år gammel, og
efterfølgende skrev Rosendal endnu en sang til ham, ”Kærlighedssang ved et
tab”. De to sange hører sammen, og kan synges på hinandens melodier. Og som
Jens Rosendal pointerer i den nye bog, så er budskabet i de to sange det samme,
selvom anledningerne var vidt forskellige: At livet, det er livet værd.

Der er gået 23 år, siden der sidst udkom et rigtigt album med det danske
popband Gangway, men efter Allan Jensen, Henrik Balling og Torben Johansen
fandt sammen og tog på turné for nogle år siden, er de nu klar til en ny
udgivelse. I 1980’erne og 1990’erne gjorde de sig bemærket med numre som ”The
Mountain Song”, ”Come Back As a Dog” og ikke mindst det store hit ”My Girl and
Me”, som oprindeligt udkom i 1986 og blev forsøgt lanceret internationalt et
par år senere. ”My Girl and Me” handler om et kærestepar, der altid ender i
druk og skænderier, men sangen rummer også nogle tekstlinjer, der har givet
anledning til undren hos mange gennem årene: ”Wine is a mocker, strong drink is
raging, and whomsoever is deceived thereby is not wise. Proverbs, Chapter 20, Part 4: Warnings and
instructions”.

Sangskriver Henrik Balling forklarede engang i musikerbladet KODA/dk,
hvordan de noget specielle formuleringer landede i sangen: “Jeg så en
udsendelse om den svenske duo Hasse og Tage, som fortalte, at de lod sig
inspirere af tilfældige bibelopslag. Jeg manglede noget til mellemspillet, så
jeg prøvede lykken og fandt advarslen mod druk i Ordsprogenes Bog. Det passede
til sangens historie, og jeg refererede også til inspirationen: “Proverbs,
Chapter 20, Part 4: Warnings and Instruction”. Jeg har prøvet det med
bibelopslag siden, men der har det aldrig virket”.

I den danske udgave af Bibelen lyder advarslen i Ordsprogenes Bog ”Vinen er
en spotter, øl giver larm, ingen, der dingler af det, har visdom”, hvilket også
kunne være interessant at høre fremlagt i en popsang. Der er allerede frigivet flere
nye sange fra Gangway, men på fredag udkommer altså hele albummet, der har fået
titlen ”Whatever It Is”.

Vi
har for nylig passeret jævndøgn, i weekenden skifter vi til sommertid, og meteorologerne
giver os grund til at tro på bedre vejr i de kommende dage efter en usædvanlig
våd marts måned. Eller sagt med på en noget mere poetisk måde: ”Frydeligt med
jubelkor hilses vårens komme, svalen melder trindt på jord: Frostens tid er
omme”. Sådan lyder det i sangen, der i sin oprindelige form på latin er den
ældste kendte forårssang herhjemme.

På grund af sin gregorianske stil er der
nogen, der mener, at selve melodien muligvis helt tilbage fra 1100-tallet, men
i hvert fald kendes den fra slutningen af 1400-tallet, hvor Morten Børup menes
at have skrevet sin ode til foråret. Børup var rektor på Aarhus Katedralskole
og udgav i 1491 bogen ”Carmen Vernale”, der også er en af de titler, som hans
latinske originaludgave af ”Frydeligt med jubelkor” kendes under. Den anden er
”In vernalis temporis”, som betyder ”i foråret”, og som udgør den første linje i
sangen. Det Kongelige Bibliotek fortæller i en gennemgang af den historiske
sang om en bog fra 1500-tallet, hvori Morten Børups sang omtales som ”en dejlig
ode til den yndige forårstids komme, som han lod disciplene synge, når de den
første dag i maj bragte vårens første blomster og blade ind i byen”. Og
disciplene, det vil sige eleverne, på Aarhus Katedralskole har siden da gennem
hundredvis af år sunget foråret ind med ”In vernalis temporis”.

Aarhus er endda
så nært knyttet til melodien, at den gennem mange år også har kunnet høres
dagligt fra klokkespillet i tårnet på Aarhus Rådhus. Morten Børups tekst på
latin er oversat til dansk flere gange, blandt andet som ”Frydeligt med
jubelkor” af Frederik Moth og som ”Våren, våren er i brud”, og melodien er også
forsøgt fornyet. Den store komponist Carl Nielsen skrev med en del års
mellemrum hele to melodier til danske oversættelser af ”In vernalis temporis”,
men det er stadig den måske tusind år gamle melodi, der oftest følger Danmarks
ældste forårssang.