Kategorier
Musiknyheder

Tvillinge-comeback

En
af tidens mest populære popgrupper blandt de yngste fans er den norske
tvillingeduo Marcus & Martinus, men om få dage vender deres engelske
forgængere tilbage til rampelyset. På lørdag kan aldrende ungpigehjerter i
London nemlig atter stå i brand, når en af Englands mest populære popgrupper
nogensinde, Bros, står på scenen igen. I en kort periode sidst i 1980’erne og
starten af 1990’erne var Bros uhyre populære med store hits som ”I Owe You
Nothing”, ”Drop the Boy” og ikke mindst ”When Will I Be Famous”, som de
oprindeligt ikke havde lyst til at indspille, men som alligevel gav dem deres
store gennembrud.

Gruppen bestod af tvillingerne Matt og Luke Goss – og i den
første tid også af Craig Logan. Han forlod dog gruppen, før karrieren sluttede
i 1992, og han er heller ikke med i den gendannelse, som finder sted tre
aftener i den kommende uge. Det bliver deres første koncert i 28 år, når Bros
spiller lørdag spiller på O2-areaen i London. Søndag er der endnu en koncert
samme sted, og tirsdag spiller de i Manchester, før det atter er slut. I hvert
fald indtil videre.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Put en 5-øre i lommen på mig

Hej
Tor

Da
jeg var barn havde vi en lærer som spillede en sang, hvor ordene nedenfor
indgik: ”Put en 5 øre i lommen på mig, tju hi”. Kender du den sang?

Hilsen
Jens

Hej
Jens

Det
er lidt af en vrøvlesang, som jeg har læst mig til skulle være fra 1800-tallet
– og måske derfor findes den i flere varianter. Den nok mest udbredte version
kaldes “Da jeg kom til verden og fatter blev far”, men jeg har også
set den som “Min tante hun er så forfærdelig rar”. Hvis du læser op på teksterne, kan du få genoptaget dit “Bimbimmelim,
tralulalalej, put en femøre i lommen på mig, tju-hej”.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Røde strømper og EM-sølv

Fodboldkvinderne
vandt godt nok ikke guld ved EM-finalen i søndags, men de har fået sølvmedaljer
og en plads i danskernes hjerter – samt en slagsang, der også blev sunget
lystigt i spillerbussen ved hjemkomsten mandag. Komikeren Molly Thornhill har
de seneste år ikke blot optrådte med jokes ved sine shows, men også med små
humoristiske ukulele-sange, og det var hende, der forud for EM-slutrunden fik
idéen til, at kvindelandsholdet burde have en slagsang
. Hun havde hørt holdet
råbe ”Vi har nakket dem, og det bliver vi ved med” efter holdets sejre, og det
blev omdrejningspunktet for omkvædet i hendes hyldestsang til Harder, Nadim og
de andre spillere. Sangen fik titlen ”Røde strømper”, der passer til både
kvindekamp og fodboldkamp.

Kategorier
Musiknyheder

Bøgetræer og 90’er-hits

Opvarmningen
i teltområderne og på små scener er i gang over flere dage, men onsdag
skydes årets Smukfest i gang officielt. Festivalen, der er en af landets
allerstørste musikbegivenheder, var tidligere kendt som Skanderborg Festival og
Danmarks Smukkeste Festival, og i de kommende fem dage bydes der på koncerter
og hygge i bøgeskoven ved Skanderborg Sø.

Et af årets internationale hovednavne
står på scenen allerede onsdag aften i form af Jamiroquai. For mange folk er Jamiroquai
synonym med sangeren Jay Kay, men reelt er det et band, hvor Jay Kay godt nok
er den bærende kraft, men dog kun et blandt flere medlemmer. Navnet er en
sammentrækning af musikudtrykket jam og den nordamerikanske indianerstamme
Iroquois, der på dansk kaldes irokeserne. Iroquois betyder særling på fransk,
og Jay Kay og hans band har både stilistisk og musikalsk været både originale
og særprægede lige siden debuten i 1992.

Onsdag aften står de på Smukfest-scenen med
hits som ”Virtual Insanity”, ”Deeper Underground”, ”Cosmic Girl” og numre fra
albummet ”Automaton”, der udkom tidligere i år. Blandt årets øvrige topnavne på
Smukfest er Mark Ronson, Major Lazer og Ellie Goulding.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Opera i Tour de France-reklame

Hej
TV2 News sender p.t. (i juli, red.) hver fulde
time et reklameindslag vedr. Tour de France, hvor underlægningsmusikken er en
opera – kan I hjælpe med titlen på denne? 1000
tak.
Sommerhilsen Jørgen W. Pedersen

Hej Jørgen

Jeg har
fundet frem til, at der tale om Händels værk “Lascia ch’io Pianga”
fremført af Sissel Kyrkjebø. Indspilningen findes både på albummet “My
Heart” og på hendes opsamling “Sissel: De bedste 1986 -2006”. Og
så kan du i øvrigt også høre den her.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Ti millioner ildflue-kram

For
blot få år siden var en sangs levetid på hitlisterne nært knyttet til det
tidspunkt, den blev udgivet og nogle uger eller måneder frem, det vil sige mens
den havde nyhedens interesse og var tilgængelig på single i pladebutikkerne. Nu
kan andre begivenheder bringe et nummer op til overfladen igen, og gennem
netsalg og streaming kan det i princippet stige til vejrs når som helst.
Tidligere i år spredte der sig ifølge Billboard en dille på de sociale medier i
USA, hvor folk på forskellig vis knyttede billeder eller kommentarer til brudstykker
fra Owl City-hittet ”Fireflies” fra 2009. En af kommentarerne på Twitter gik på,
hvordan linjen ”I’d get a thousand hugs from ten thousand lightning bugs” (Jeg
får tusind kram af titusind ildfluer, red.) skulle forstås: Var der tale om en
krammer fra hver tiende ildflue eller i alt ti millioner ildfluekram?

Owl
City-sanger Adam Young bemærkede spørgsmålet og kastede sig ud i en lang og
forbløffende detaljeret forklaring
fyldt med fakta om ildfluers natur samt sin
personlige forklaring af, hvordan man modtager ti millioner kram midt i en
ildfluesværm. Hans svar har bredt sig som en steppebrand på Twitter, og
interessen for den otte år gamle sang er steget så kraftigt, at ”Fireflies” i
sidste uge sprang op på ottendepladsen på den amerikanske hitliste Rock
Streaming Chart
.

Kategorier
Musiknyheder

Pink Floyds halve århundrede

Det
kan godt være, at LP’en ”The Piper at the Gates of Dawn” ikke nåede et stort og
bredt publikum, da den udkom 5. august 1967, men denne milepæl i den psykedeliske
rock satte alligevel et eftertrykkeligt mærke i musikhistorien. ”The Piper at
the Gates of Dawn” blev opkaldt efter et af kapitlerne i børnebogen ”Vinden i
piletræerne”, og på lørdag er det præcis 50 år siden, Pink Floyd udsendte deres
debutalbum og indledte deres rejse rundt i rockens afkroge.

Det halve århundrede
med Pink Floyd markeres på forskellig vis i år, og hvis turen i de kommende
måneder går til London, har man for eksempel mulighed for at besøge en
udstilling, der hylder gruppen. Victoria and Albert Museum har samlet
instrumenter, koncertplakater, kunst og fotos fra pladeomslag, muren fra ”The
Wall”-turnéen og ca. 350 andre genstande, som på forskellig vis fortæller
historien om Pink Floyd fra den spæde start i 1960’erne frem til i dag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Bjarne i den gule trøje

Hej Tor

Al den Tour de France vi har været indlagt til på det
seneste fik mig til at tænke på om der ikke engang blev lavet en sang om Bjarne
Riis. Var det bare for sjov til TV eller var det sådan rigtigt? Og hvem var
det? Det står altså ikke helt klart for mig længere.

Kh. Lotte

Hej Lotte

Du tænker formentlig på ”Bjarne i den gule trøje”, som
Anne Dorte Michelsen skrev i forbindelse med Bjarne Riis’ Tour-triumf i 1996.
Michelsen var oprigtigt fan af Riis og fulgte selv løbet i Frankrig, inden hun
kom hjem og optrådte med sangen ved hyldestfesten i Tivoli. Sangen blev udgivet
under navnet Venter på Bjarne, opkaldt efter hendes band i den periode, Venter
på far.

Med venlig hilsen

Tor Bagger