Det blev langt fra den største biografsucces
nogensinde, men mange anmeldere havde roser til Ole Christian Madsens film ”Steppeulven”
ved biografpremiere sidste år. På søndag får de danske tv-seere for første gang
muligheden for at se filmfortællingen om Eik Skaløe, Stig Møller og de andre,
der på meget kort tid satte en langvarigt spor i dansk rockmusik med LP’en ”Hip”
i 1967. Her kan man i nummeret ”Kun for forrykte” høre ordene ”Der var engang
én, der hed Harry, han gik på to ben og var et menneske, men i grunden var han
dog en steppeulv”. I modsætning til mange andre af gruppens skelsættende
tekster er netop disse ord ikke gruppens egne, men stammer fra den tyske
forfatter Hermann Hesses bog ”Steppeulven” fra 1927, som efter forfatterens død
fik kultstatus i visse kredse i den tidlige hippiebevægelse. Bogens titel var
med til at navngive bandet Steppeulvene, og den deler altså også navn med
filmen og Skaløes korte liv og pludselige død, som kan ses på TV 2 søndag aften.
Simon Kvamm fortolker salmer
Når Aarhus Festuge i de kommende dage fylder Smilets By med
alverdens festligheder, vil man blandt andet kunne opleve et sammenstød mellem
flere hundrede års danske sange og en af vor tids mest succesfulde musikere.
Simon Kvamm, der er kendt fra både rockbandet Nephew og tv-succesen
“Drengene fra Angora”, har af Aarhus Teater fået til opgave at
fortolke både salmer, folkeviser og gamle sange fra den danske sangskat. Hans
idé er at åbne sangene op og gøre dem nemmere at lytte til, som var de nutidens
store hits, og den første fortolkning, der er sluppet fri, er en nytænkning af
“Dejlig er Jorden”.
Simon Kvamm skriver sig på den måde ind i en mere
end 300 år gammel historie. Der har floreret historier om, at melodien er helt
tilbage fra middelalderen, men det er ifølge religion.dk en skrøne, for den
oprindelige tyske salme kan “kun” dateres til 1600-tallet. I 1850 kom
“Schönster Herre Jesu” til Danmark med tekst af B.S. Ingemann, og
siden er “Dejlig er Jorden” blevet fast inventar i julemåneden, selvom
teksten ikke er mere jule-relateret, end at den let kan synges året rundt. Det
bliver den derfor i den kommende tid i den nye teaterkoncert “Lyden af de
skuldre vi står på”, hvor Simon Kvamm har stået for musikken, men dog ikke
selv er på scenen. Torsdag aften er der premiere på Aarhus Teater, og fredag er
dronning Margrethe blandt tilhørerne, når forestillingen er med til at åbne
Aarhus Festuge officielt.
Spørgsmål: Samsung-reklame
Hej Tor
Der
popper jævnligt en reklame op i mit feed osv. for Samsung. En dinosaurus jagter
en dreng indtil man ser, at det hele bare er virtual reality. Hvad er det for
en sang, der bliver brugt der?
Kh.
Githa
Hej Ghita
Samsung-reklamen
gør brug af Beatles-nummeret ”Across the Universe”, men ikke i gruppens egen version
fra 1970. Den er derimod med sangeren Rufus Wainwright, som er en af de mange,
der også har indspillet ”Across the Universe”, endda hele to gange. Dels til soundtracket
til Sean Penn-filmen ”I Am Sam” i 2001, og dels som bonustrack på hans album ”Poses”
samme år.
Med
venlig hilsen
Tor
Bagger
40 år: En LP til E.T.
Det
er let at påstå, at en eller anden plade vil blive husket for evigt, men én
bestemt plade vil rent faktisk være i stand til at leve videre, selv hvis
Jorden skulle gå under. På søndag er det 40 år siden, NASA opsendte Voyager 2,
som var den første af de to ubemandede Voyager-rumsonder. Selv når
menneskeheden en dag har mistet kontakten til rumsonden, har den en
kommunikationsopgave, for skulle den nogensinde møde en fremmed civilisation
derude et sted, så rummer den blandt andet billeder af livet på Jorden samt en
LP af guld med lydoptagelser og musik fra det, der for lytterne vil være en
fjern fortid i et andet solsystem.
Pladen rummer blandt andet folkemusik,
værker af Beethoven, Bach og Stravinsky samt ”Dark Was the Night” med
bluesguitaristen Blind Willie Johnson og ”Johnny B. Goode” med Chuck Berry.
NASA’s guldpladehold ville også gerne sende ”Here Comes the Sun” med The
Beatles ud i rummet, men fordi gruppen ikke længere ejede rettighederne til
sangen, kunne de ikke give tilladelse til det. Den 20. august 1977 blev Voyager
2 sendt op fra Cape Canaveral i Florida, og 5. september kom turen til Voyager
1, og de to rumsonder fortsætter ufortrødent videre ud i universet, begge med
den gyldne LP om bord som en hilsen til hvem, der end måtte finde den en dag.
Tvillinge-comeback
En
af tidens mest populære popgrupper blandt de yngste fans er den norske
tvillingeduo Marcus & Martinus, men om få dage vender deres engelske
forgængere tilbage til rampelyset. På lørdag kan aldrende ungpigehjerter i
London nemlig atter stå i brand, når en af Englands mest populære popgrupper
nogensinde, Bros, står på scenen igen. I en kort periode sidst i 1980’erne og
starten af 1990’erne var Bros uhyre populære med store hits som ”I Owe You
Nothing”, ”Drop the Boy” og ikke mindst ”When Will I Be Famous”, som de
oprindeligt ikke havde lyst til at indspille, men som alligevel gav dem deres
store gennembrud.
Gruppen bestod af tvillingerne Matt og Luke Goss – og i den
første tid også af Craig Logan. Han forlod dog gruppen, før karrieren sluttede
i 1992, og han er heller ikke med i den gendannelse, som finder sted tre
aftener i den kommende uge. Det bliver deres første koncert i 28 år, når Bros
spiller lørdag spiller på O2-areaen i London. Søndag er der endnu en koncert
samme sted, og tirsdag spiller de i Manchester, før det atter er slut. I hvert
fald indtil videre.
Spørgsmål: Put en 5-øre i lommen på mig
Hej
Tor
Da
jeg var barn havde vi en lærer som spillede en sang, hvor ordene nedenfor
indgik: ”Put en 5 øre i lommen på mig, tju hi”. Kender du den sang?
Hilsen
Jens
Hej
Jens
Det
er lidt af en vrøvlesang, som jeg har læst mig til skulle være fra 1800-tallet
– og måske derfor findes den i flere varianter. Den nok mest udbredte version
kaldes “Da jeg kom til verden og fatter blev far”, men jeg har også
set den som “Min tante hun er så forfærdelig rar”. Hvis du læser op på teksterne, kan du få genoptaget dit “Bimbimmelim,
tralulalalej, put en femøre i lommen på mig, tju-hej”.
Med
venlig hilsen
Tor
Bagger
Røde strømper og EM-sølv
Fodboldkvinderne
vandt godt nok ikke guld ved EM-finalen i søndags, men de har fået sølvmedaljer
og en plads i danskernes hjerter – samt en slagsang, der også blev sunget
lystigt i spillerbussen ved hjemkomsten mandag. Komikeren Molly Thornhill har
de seneste år ikke blot optrådte med jokes ved sine shows, men også med små
humoristiske ukulele-sange, og det var hende, der forud for EM-slutrunden fik
idéen til, at kvindelandsholdet burde have en slagsang. Hun havde hørt holdet
råbe ”Vi har nakket dem, og det bliver vi ved med” efter holdets sejre, og det
blev omdrejningspunktet for omkvædet i hendes hyldestsang til Harder, Nadim og
de andre spillere. Sangen fik titlen ”Røde strømper”, der passer til både
kvindekamp og fodboldkamp.
Bøgetræer og 90’er-hits
Opvarmningen
i teltområderne og på små scener er i gang over flere dage, men onsdag
skydes årets Smukfest i gang officielt. Festivalen, der er en af landets
allerstørste musikbegivenheder, var tidligere kendt som Skanderborg Festival og
Danmarks Smukkeste Festival, og i de kommende fem dage bydes der på koncerter
og hygge i bøgeskoven ved Skanderborg Sø.
Et af årets internationale hovednavne
står på scenen allerede onsdag aften i form af Jamiroquai. For mange folk er Jamiroquai
synonym med sangeren Jay Kay, men reelt er det et band, hvor Jay Kay godt nok
er den bærende kraft, men dog kun et blandt flere medlemmer. Navnet er en
sammentrækning af musikudtrykket jam og den nordamerikanske indianerstamme
Iroquois, der på dansk kaldes irokeserne. Iroquois betyder særling på fransk,
og Jay Kay og hans band har både stilistisk og musikalsk været både originale
og særprægede lige siden debuten i 1992.
Onsdag aften står de på Smukfest-scenen med
hits som ”Virtual Insanity”, ”Deeper Underground”, ”Cosmic Girl” og numre fra
albummet ”Automaton”, der udkom tidligere i år. Blandt årets øvrige topnavne på
Smukfest er Mark Ronson, Major Lazer og Ellie Goulding.