Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Dansevise på engelsk

Hej
Tor

Der
har været en reklame for Fitness DK hvor de kører ”Dansevise”, men på engelsk.
Hvem er den med?

Winnie

Hej
Winnie

Det
er en reklameindspilning af Grethe og Jørgen Ingmanns Grand Prix-vinder, men tempoet,
stilen og den engelske tekst er i sig selv ikke nyskabelser. Den lægger sig nemlig
meget tæt op ad den engelske version Ingmann-parret selv lancerede i 1960’erne.
Titlen var ”I Loved You”, og du kan på Youtube høre den både i studieindspilningen og live i et tv-show.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: “Ace of Base 2”

Hej
Tor

Jeg
sad i aftes og talte med en gammel veninde om popmusik vi ”dyrkede” i
teenageårene, og der var én jeg gerne ville have hørt med hende igen, men jeg
kunne umuligt komme i tanke om titel osv. Jeg ved at de var fra Sverige og de
var sådan en slags ”Ace of Base 2”. Kan du mon ud fra det gætte hvad jeg mener?

Louise

Hej
Louise

Med
den beskrivelse er der ét navn, der popper op i mit hoved: Yaki-Da. En pigeduo,
der lød lidt som Ace of Base, blandt andet fordi en af fyrene fra Ace of Base
stod bag gruppen. I 1994 udgav de ”I Saw You Dancing” og senere også blandt
andet ”Show Me Love”, som måske ikke var store hits, men som dog fik en vis
opmærksomhed – muligvis også hjemme på dit teenageværelse.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Krebs og Falch i terrorens skygge

Fredagens terrorangreb i Paris fik Michael Falch til tasterne med en poetisk
kommentar
, blandt andet med linjerne ”Hvis blod, hvis blod? Det er et
spørgsmålstegn trukket ud til et udråbstegn: Humanisme
eller ej! Din stemme skælver i telefonen. Er det dit frisind, der slår sig i
tøjret? Chok. Sorg. Medfølelse. Vrede”.

Det lille digt er blevet delt flittigt
Facebook, men det er ikke første gang, terroren spiller med i hans tekster. Michael
Falch har over flere omgange optrådt sammen med Poul Krebs, og nu har de for
første gang slået sig sammen på et fælles album. Blandt deres elleve nye sange er
”1502 2015”, som refererer
til datoen, hvor Danmark blev rystet af drabene ved Krudttønden og synagogen i
København. Sangen blev endda skrevet,
mens skudepisoderne fandt sted, og Krebs og Falch kalder den en ”psykologisk
kommentar til identitetssøgen i al slags fundamentalisme, også den udbredte
danske firkanthed”.

Den nye plade ”Tomandshånd” med Poul Krebs og
Michael Falch udkom i fredags.

Kategorier
Musiknyheder

Adele uden børnesange

Det
er fire år siden, britiske Adele udsendte sit voldsomt populære album ”21”, der
med sange som ”Someone Like You” og ”Rumour Has It” gjorde hende til en af sin
generations store sangerinder. Men selvom det er længe siden, hun sidst har
haft en plade på gaden, er det ikke, fordi hun har holdt fri. Faktisk havde hun
færdiggjort sangskrivningen til en helt ny plade med et særligt tema, som endte
med aldrig at se dagens lys alligevel.

”Jeg skrev et album om at være mor, men
det er ret kedeligt. Så jeg kasserede det”, har hun fortalt til BBC’s Radio 1.

I stedet startede hun helt forfra og udsender nu et album, der ligesom hendes
seneste to plader afspejler hendes alder i titlen. ”25”, som indeholder hittet
”Hello”, udkommer på fredag.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Thorning-track til DMA

Hej
Tor

Da
Helle Thorning kom på scenen for at uddele en pris ved DMA (Danish Music Awards
lørdag aften, red.) hvad var det så for et nummer der blev spillet der?

Mvh
Tammie

Hej
Tammie

Da
Helle Thorning-Schmidt blev kaldt på scenen for at uddele prisen til Årets
Gruppe, var det til et brudstykke af ”The Next Episode” fra 1999 med rapperne
Dr. Dre og Snoop Dogg. Musikken er bygget op omkring et sample, der måske kan
lede tankerne hen på gamle James Bond-film, men stammer fra instrumentalnummeret
”The Edge” af David McCallum.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

The Godfather live i Aalborg

Ligesom
genudgivelser kan give gamle plader nyt liv hos et nyt publikum, kan kreative
filmfremvisninger skabe nye oplevelser. Onsdag får ”biografgængere” i
Aalborghallen en anderledes oplevelse, når Francis Ford Coppolas mesterværk ”The
Godfather” fra 1972 vises i HD på storskærm akkompagneret af et
symfoniorkester, der opfører filmmusikken live, som handlingen skrider frem. Komponisten
Nino Rotas legendariske soundtrack med det velkendte mandolin-tema blev
oprindeligt nomineret til en Oscar, men inden prisuddelingen blev det fjernet
fra listen igen, fordi det kom frem, at Nino Rota havde brugt præcis samme tema
– i en markant anderledes og mere festlig opsætning – i en italiensk film, ”Fortunella”
fra 1958, som du kan høre på Youtube.

Det ændrer dog ikke på, at ”Godfather”-temaet
stadig står som et af filmhistoriens mest kendte og genkendelige musikstykker,
hvilket Philharmonic Orchestra of Flanders onsdag aften vil underbygge i
Aalborghallen, sådan som de tidligere har gjort det i blandt andet Royal Albert
Hall i London.

Kategorier
Musiknyheder

Gamle vinyler får nyt liv

Engang
var det svært at se, at vinylpladerne nogensinde igen skulle finde fodfæste på
musikmarkedet, men i øjeblikket styrtdykker CD-salget til fordel for
forskellige digitale alternativer, mens salget af LP’er bare stiger og stiger. Det
betyder naturligvis også, at der i musikbranchen tænkes i, hvordan man kan få
del i de indtægter, den nye vinylbølge giver mulighed for. En af løsningerne er
vinyl-genudgivelser af populære eller svært tilgængelige plader, sådan som
pladeselskabet Warner Music forsøger sig med for tiden.

Forleden udkom for
eksempel ”En stynet strejfer”, som i 1974 blev C.V. Jørgensens debutplade. Hans
musikere havde egentlig forventet, at pladen skulle udgives under et fælles
bandnavn, og Niels Martinovs biografi ”C.V. Jørgensen” fortæller også om, hvor
upopulært det var, at Jørgensen fik noteret sig selv som eneste komponist på de
sange, som bandet ellers havde været med til at udvikle ud fra sangerens
skitser og idéer.

”En stynet strejfer” har i mange år været svær at opdrive i
LP-form, men nu er den tilbage på markedet – og det samme er andre ældre Warner
Music-udgivelser så som 1979-debutpladen ”Minutes to Go” fra Sods, der senere
blev til Sort Sol.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Orale-hvaffor-noget?

Hej Tor

I ”P3 Guld” showet så jeg det hit, der hedder ”Orale” og kom
til at tænke over: hvad betyder det overhovedet? Kan du forklare det?

Chris

Hej Chris

Jeg håber ikke, du efterlyser en forklaring på hele teksten,
for ”Orale” med rapperen Gilli rummer så meget slang og kryptiske udtryk fra
blandt andet narkohandlerkredse, at jeg kommer ud på særdeles dybt vand, hvis
jeg skal prøve at ”oversætte” teksten – eller for den sags skyld bare aflytte
den. Men det gennemgående ”orale” (med tryk på sidste stavelse) er et mexicansk
udtryk, som kan bruges på flere forskellige måder, blandt andet som en hyldest
eller hilsen og som et positivt udråb. Det svarer lidt til, at Gilli igen og
igen sagde ”Skidegodt” eller ”Hurra for jer” – men det ville unægteligt give en
anden klang til et moderne rap-nummer.

Med venlig hilsen

Tor Bagger