Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Ugens klassiker

Hej Tor

Du havde tilbage i starten af 00’erne et program på
ANR (måske ANR Guld), hvor du havde vægt på et bestemt album pr. udsendelse.
Hvor man så kunne skrive ind til dig og ønske hvorfor du skulle spille noget
fra dette album. Jeg var så heldig at komme igennem to gange, med henholdsvis
Meat Loaf – Bad out of Hell og Top Gun albummet, men er det på nogen måde
muligt at finde frem til disse optagelser? Har nemlig et par kammerater der
ikke helt tror på det, men synes historien er verdensklasse. På forhånd tak for
hjælpen

Rasmus Thomsen

Hej Rasmus

Ja, det er
rigtigt, at jeg i en periode på Guld FM – formentlig 2004-2005 – havde et
tilbagevendende programpunkt kaldet “Ugens klassiker”, hvor jeg
sammen med en lytter gik på opdagelse i en gammel LP og historierne bag
musikken. Jeg kan godt huske, at vi både kom omkring “Top
Gun”-soundtracket og Meat Loafs “Bat Out of Hell”-plade (selvom
jeg nu tror, vi snød en smule og spillede noget fra “Bat Out of Hell
II” til sidst). Jeg har haft en snak med den tekniske chef på ANR, som har
kigget i de fjerneste afkroge af de gamle servere, og der ligger desværre ikke
længere klip fra din medvirken. Men den er altså god nok, kan du hilse dem og
sige.

Med venlig
hilsen

Tor Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Hjælp NU! Du er ikke alene

Søndag aften fulgte tv-seere i hele landet med, da DR1 og TV 2 i
fællesskab samlede ind til hjælp til flygtningene fra Syrien, og de så blandt
andet Stine Bramsen og Sebastian fremføre en rørende version af Sebastians gamle
sang ”Du er ikke alene”. Sangen handler på sin egen hjemlige facon om at være
på flugt. Forleden fortalte Sebastian til Ekstra Bladet, at tankerne bag ”Du
er ikke alene” fra 1978 udspringer af følelsen af at være utilpasset og flygte
hjemmefra, som han kendte til fra sin egen tid på kostskole:

– En institution,
hvor man, hvis man havde haft det ad helvede til derhjemme, syntes, det var
paradis, og modsat, hvis man havde haft det nogenlunde, mente, det var Helvede
på jord.

Sangen findes på Sebastians soundtrack til filmen af samme navn, men
er nu også inkluderet på den gamle trubadurs nye opsamlingsplade ”De bedste
sange”, som netop er udkommet.

Kategorier
Musiknyheder

ABBA-udsalg i London

Det er ikke et hvilket som helst flygel, der kommer under auktionshammeren
hos Sotheby’s i London om en uges tid. For et halvt århundrede siden skabte den
svenske designer og instrumentmager Georg Bolin et særligt flygel til den
amerikanske jazzpianist Bill Evans. Nogle år efter blev flyglet købt af det
svenske Metronome-pladestudie og fragtet til Stockholm, hvor Björn Ulvaeus og
Benny Andersson fik adgang til det, da ABBAs succes tog fart. Flyglet kan
derfor høres på så godt som alle ABBAs indspilninger fra 1973 til 1977, dvs.
klassikere som ”Waterloo”, ”Mamma Mia” og ”Dancing Queen”.

Nu er det gamle
instrument sat til salg, men hvis dine børn skal komme fra et hjem med
ABBA-klaver, skal du formentlig have mellem 6 og 8 mio. kroner op af lommen ved
auktionen i London tirsdag d. 29. september.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: 90’er-hiphop

Hej
Tor

Leder
efter noget hiphop fra halvfemserne. Jeg husker ikke hvad det hedder, men der
er en passage om at diskutere med nogle feminister. Og så er der en
operasangerinde med i musikken. Det er alt jeg kan sige lige nu.

Mvh
K.L.

Hej
K.L.

Jeg
tror faktisk også, det er nok i denne omgang. For det passer med indhold og
stil i nummeret ”Kronisk fastelavn”, der nok er det mest kendte nummer fra Hvid
Sjokolades andet album ”Levende poeters klub” fra 1997.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Berta, du er grim som død og pine

Hej
Tor

Kan
du hjælpe mig med at finde en sjov sang, nok 10 år gammel, som nok hedder
Bertha?

Jacob

Hej
Jacob

Det
gør jeg gerne. I 2002 blev ”Berta” spillet en del på P3, blandt andet fordi
sangen var med i det, jeg mener, var den allerførste omgang af talentprojektet ”Karrierekanonen”.
De fleste steder vil du kunne se, at det var Leif E, der stod bag, men det var
blot et humoristisk alias for idémanden Anders Østerlund. Derudover var han
involveret i P3’s comedytiltag ”Klub Klam” i den efterfølgende periode, så
visse steder vil du også kunne se ”Berta” krediteret til ”Klub Klam”. Men
uanset hvad er Berta stadig ”grim som død og pine”…

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger

Kategorier
Musiknyheder

Lennon-tegning på dansk auktion

De fleste med en vis alder eller styr
på moderne kulturhistorie kender til de happenings, som John Lennon og Yoko Ono
stod bag på to hoteller i 1969. Her gennemførte de deres såkaldte ”Bed In”-aktioner,
hvor de under pressens bevågenhed opholdt sig i sengen i dagevis for blandt
andet at advokere for fred.

Den måske mest kendte begivenhed under opholdet på Queen
Elizabeth Hotel i den canadiske by Montreal var, at Lennon og Ono sammen med
deres besøgende indspillede sangen ”Give Peace a Chance”, men det var ikke det
eneste, der blivende minde. Blandt andet udsmykkede de væggene på hotelværelset
med tegninger og fredsbudskaber, og en af Lennons vægtegninger bliver nu sat
til salg her i Danmark.

Værket, som Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København tirsdag d. 22. september har under
hammeren, stammer fra boet efter den kendte ejendomsmægler Jan Fog.

Kategorier
Musiknyheder

Henderson, Blachman og Winding. Igen.

Selvom
det kan være svært at tro, er det nu 20 år siden, Caroline Henderson udsendte
sin anmelderroste, prisbelønnede og storsælgende plade ”Cinemataztic” med hits
som ”Kiss Me Kiss Me” og ”Made in Europe”. Før da var hun kendt som sangerinde
i popgruppen Ray Dee Ohh, men hun har fortalt, at hun var ”lost” i 1980’erne:

”Jeg kunne aldrig
identificere mig med de der glade popsange. Både før og efter var det mit
mål at beskæftige mig med musik, der var filmisk og jazzet”, har Henderson
udtalt, og den drøm udlevede hun sammen med de to komponister og producere
Kasper Winding og Thomas Blachman på pladen ”Cinemataztic”.

I anledning af
20-års-jubilæet bliver albummet ikke blot genudgivet, men også suppleret af EP’en
”Ménage à Trois” med tre nye sange af trekløveret fra dengang. Desuden tager
Caroline Henderson musikken med ud i landet ved et lille antal koncerter i starten af oktober.

Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: TDC-musik

Hej
Tor

TDC
har en reklame (har set den i biografen) med en sang med en spinkel pigestemme
og et klaver. Jeg har genkendt at det var tone fra en sang nok fra firserne,
men har ikke kunne fange nok til at genkende hvad det var. Siger det dig noget?

Johanne

Hej
Karin

Det
er formentlig genindspilningen af Fleetwood Macs ”Everywhere”, du tænker på.
Sangerinden er svenske Ida Redig, som har udgivet to plader, den afdæmpede ”Standing
Here” fra 2010 og den mere elektroniske ”Thou Shall Not Be a Pussy” i 2014.
Hendes indspilning af ”Everywhere” er fra 2013 findes dog ikke på disse
udgivelser, men som single og på soundtracket til filmen ”Små citroner gula”.
Du kan høre den på Youtube.

Med
venlig hilsen

Tor
Bagger